Skal vi indstille os på uendelig krig?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Verden synes at stå i flammer. IS i Syrien skærer halsen over på gidsler eller brænder dem levende for åben skærm og kaster homoseksuelle mænd ud fra et tårn. For nylig dræbte det somaliske al-Shabaab målrettet halvandet hundrede studerende ved universitetet i Garissa iKenya. Talibans angreb på pigeskolen i Peshawar, Pakistan, havde lige så mange døde børn til følge i december 2014. I Nigeria er der Boko Harams bortførelse af massevis af unge piger og begravelsen til halsen og efterfølgende stening af personer, der er anklaget for utroskab. Men på trods af disse voldsomme billeder går det faktisk fremad med at skabe mere fred i verden.

Det gør det blandt andet, fordi verdenssamfundet – og med det Danmark – er blevet bedre til at stabilisere konflikter. Stabilisering er i selv vanskelig, fordi det handler om at stoppe og undgå konflikter, indimellem med militære midler, og om at samtænke og integrere indsatser fra både civile og militære aktører. Samtidig gør globaliseringen, at de konflikter, som findes, kommer tættere på os, fordi verden bliver mindre. Stabilisering er derfor en uomgængelig og langvarig udfordring for Danmark og det internationale samfund, i både sikkerheds- og udviklingspolitisk forstand. Det er derfor vigtigt at forstå de store linjer i udviklingen inden for stabilisering.

Selv om verden helt grundlæggende er ved at »vinde krigen mod krigen«, som forfatteren Joshua S. Goldstein udtrykker det, så er der stadig masser af vold og sikkerhedsproblemer tilbage. Der er både dem, der direkte vedrører vores egen sikkerhed i Danmarks umiddelbare nærhed så som Ruslands ulovlige annektering af Krim og massive destabilisering af Ukraine. Der er dem, der primært vedrører andres sikkerhed i form af mangelfulde retsvæsener og politistyrker i det globale syd. Og så er der alt det indimellem i den såkaldte krisebue, hvor en eksplosiv blanding af skrøbelige stater med korrupte ledere og voldelig ekstremisme udgør en uomgængelig dagsorden, også for Danmark.

Når man læser avisernes forsider, er det særligt denne krisebue, der tager overskrifterne – fra Kaukasus ned over Afghanistan og Mellemøsten med Syrien og Irak, med Yemen på den arabiske halvø, med Somalia og Kenya på den østafrikanske kyst, og så mod vest, henover Afrika med Libyen og Mali til Nigeria.

Konflikterne har omfattende humanitære konsekvenser. Der er millioner af internt fordrevne og internationale flygtningestrømme. Mange dør undervejs, som eksempelvis dem, der drukner i Middelhavet i forsøget på at nå til Europa. Krigene giver samtidig voldsomme velfærdstab, fordi økonomisk vækst kræver stabile og ordnede forhold. Det øger risikoen for, at volden blusser op igen. De skrøbelige stater er udviklingspolitikkens største udfordring. Konflikterne er fælder, som det er svært at slippe ud af, når de først er begyndt. Voldelige metoder kan give mening både af økonomiske og politiske årsager, når der ikke er en stat til at regulere samfundet.

Danmark er et af de lande, der bidrager, enten direkte eller gennem organisationer som FN, til at stabilisere kriserne. Flere af stederne bidrager Danmark også med militære midler – som i Irak med F-16-kampfly og trænere til de kurdiske soldater. Eller som vi tidligere har gjort det med hæren i Irak og Afghanistan, bidragene med kamp- og transportfly til Libyen og Mali, søværnets bekæmpelse af pirater i det Indiske Ocean og bortskaffelsen af kemiske våben fra Syriens borgerkrig.

Militære indsatser kan i mange tilfælde være nødvendige, for eksempel som i tilfældet med IS i Irak og Syrien, hvor kun militær magt kan forhindre den katastrofale borgerkrig i at sprede sig endnu mere.

Udfordringen for stabilisering er, at de militære midler kun giver mening i relativt snæver integration med de civile midler, som skal opbygge en ny og retfærdig orden. Militæret er skabt til at ødelægge fjenden, til at bryde ned. Civile organisationer kan opbygge institutioner, men ikke skabe sikkerhed.

Stabilisering er altså et grundlæggende politisk middel til at styre en situation ud af krigen og ind i freden. Fordi øvelsen skal føre ind i freden, er aktonen aldrig rent militær, og fordi den skal ud af krigen, er den aldrig rent civil. Det er hulens svært at gøre og derfor svært at lære.

Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan målsætningerne har skiftet karakter de senere år. Overordnet har der været to store faser, måske med en tredje på vej.

Den første fase indeholdt meget store civil-militære missioner med over 100.000 soldater på jorden i Irak og Afghanistan. Disse missioner var meget dyre og meget farlige for de udefrakommende styrker. Fokus var her i vidt omfang på at gennemtvinge en overgangen fra krig til fred – i fagsproget downstream (længere nede ad floden).

I fase to, som udviklede sig parallelt med disse store missioner, er fokus mere upstream (længere oppe ad floden). Den handler om konfliktforebyggelse med mere indirekte indsatser, typisk udviklingsbistand.

Parallelt hermed kan der være droner og specialstyrker (som i Yemen), eller indsatser via lokale sikkerhedsstyrker med fokusering på deres opbygning (som i Østafrika, hvor landene samarbejder om at stabilisere Somalia).

Efter beslutningen i 2010 om at neddrosle indsatsen i Afghanistan forsvandt appetitten på store landmilitære missioner. Borgerkrigen i Syrien har derfor fået lov at fortsætte. Derfor blev der ikke brugt kræfter på at stabilisere Libyen efter kampen mod oberst Gadaffis regime, hvilket kunne have afværget det nuværende kaos. Oprørere fra Libyen var derefter lige ved at løbe Mali over ende, og Frankrig indsatte en styrke til at nedkæmpe dem.

Fremvæksten af IS i Syrien og Irak har også betydet, at USA og andre lande – herunder Danmark – igen har måttet indsætte militære styrker, inklusive trænere på landjorden. Samtidig har års indsats gennem regionale afrikanske sikkerhedsstyrker betydet, at der så småt er mere stabile forhold på vej i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Spørgsmålet er, om pendulet er ved at svinge tilbage, så vi kommer til at se blandede indsatser med både indirekte midler og styrker på landjorden? I alle tilfælde er de integrerede missioner blevet en klar standard, hvad enten indsatserne finder sted inden for FN, EU eller Nato.

Også for Danmark har det været vigtigt at lære undervejs. I efteråret 2013 udgav Udenrigsministeriet sammen med Forsvars- og Justitsministerierne et papir med titlen ”Danmarks samtænkte stabiliseringsindsatser i verdens brændpunkter”. Dokumentet vidner om, hvor vigtig denne dagsorden er for Danmark. Det viser også, hvordan vi selv og udlandet stadig er i gang med at lære at stabilisere, fordi vi er nødt til det.

Stabilisering spiller en vigtig rolle i dansk udenrigspolitik i forhold til globaliseringen. I dansk politik er det uomgængeligt, at vi må forholde os til globaliseringens forside. Det vil sige den øgede internationale konkurrence fra de lande, der fungerer godt og effektivt. Det gør vi både ved at gøre os umage og ved at støtte internationale rammer for konkurrencen, for eksempel gennem EU og verdenshandelsorganisationen, WTO.

Med den aktive udenrigspolitik har vi også påtaget os et ansvar for globaliseringens bagside. Det er de udfordringer, der kommer fra lande og områder, hvor staterne er skrøbelige og konflikter udbredte.

I en globaliseret verden kommer disse konflikter stadig tættere på vores dagligdag, både i form af flygtninge, international radikalisering og trusler mod den internationale samhandel som for eksempel med piraterne ud for Somalia.

De danske indsatser med henblik på stabilisering af globale konflikter i skrøbelige stater er altså et bidrag til et internationalt offentligt gode, som vi selv nyder godt af. Indsatserne, både de civile og de militære, er derfor komplementære til den økonomiske politik. De er et udtryk for, at Danmark er et land, der tager ansvar for sin omverden.

Selv om verden i det lange perspektiv er blevet fredeligere, så kommer konflikterne i krisebuen stadig tættere på os. Disse konflikter handler i vidt omfang om nogle helt grundlæggende politiske kampe om, hvilken form for politisk orden der kan og bør kunne regulere samfundene.

Udviklingen af tilstrækkeligt stabile og retfærdige stater er ikke en proces, der vil bliver færdiggjort i hverken vores eller vores børns levetid. Udfordringerne med stabilisering vil blive ved med at være presserende for både verdenssamfundet og Danmark.