Troen er stadig i spil

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En sen aften et par uger før nytår lød et gevaldigt brag uden for vores hus. Nytårsløjerne var tidligt i gang. Næste morgen fandt vi postkassen liggende i indkørslen i adspredt uorden. Nye, strammere regler for brug af nytårskrudt gør ikke meget indtryk så langt vestpå i Danmark.

Et par dage efter sprang en anden bombe. Nogle præster i folkekirken tilstod i nærværende avis, at de har svært ved at tro jævnt og ligefremt på nogle af den kristne tros grundbegivenheder. Jesu opstandelse for eksempel.

Den bombe var i manges øjne mindst lige så utidig som den i vores postkasse. Og med usammenligneligt større virkning. Vi kunne nok overleve julen med forsinkede nyheder i juleposten fra nær og fjern. Men med præsternes nytårsbombe var den årlige julepost fra Gud selv aflyst. ”Og det skete i de dage” var på en studs blevet til eventyrets ”Der var engang”.

Historier i stedet for historie. Poesi i stedet for virkelighed.

Mange vil også mene, at præsternes utidige nytårsbombe var imod reglementet. En meget stor del af de mange kritiske kommentarer til præsterne går på dette: Man kan da ikke være ansat i et firma og samtidig hævde, at firmaets produkter er værdiløse. Eller mere præcist: hævde, at produktet slet ikke indeholder det, firmaet har reklameret med siden firmaets grundlæggelse.

Den pointe er der bred folkelig forståelse for. Den gennemsnitlige folkekirkedansker har, uanset mængden af eget trosengagement, ringe eller snarere ingen forståelse for, at præster sætter tvivl om det, der altid har tilhørt kirkens fundamentale tro. Selv ateisten Martin Krasnik viste tydelig forståelse for den pointe, da han gik en af præsterne, Per Ramsdal, velgørende skarpt på klingen i DR2’s Deadline. Martin Krasnik spillede rollen som den nysgerrigt uforstående, men han havde tydeligvis glimrende forstået, hvad der er på færde: Nogle præster trækker på besynderligste vis tæppet væk under den tro, de er sat til at være præster for.

Jeg deler selvsagt også denne kritik af præsterne og forventer, at den vil spille en væsentlig rolle i de tjenstlige samtaler, flere af præsterne er indkaldt til i nærmeste fremtid.

Jeg sporer imidlertid også en tone i denne kritik, som på en mærkelig måde synes at give præsterne en form for indirekte medhold. Tonen synes at være: Når nu præsterne er betalt for at forkynde opstandelse og evigt liv, må man også kunne forvente, at de gør det – uanset at det er imod alle odds. Omtrent som H.C. Andersen skal have sagt om det evige liv i en diskussion med Oehlenschläger: »Man kan forlange det«. Men under dette forlangende ligger samtidig en forståelse for præsternes kvaler. Det må ikke være let at forkynde den slags. I disse tider. Hvor alt synes at tale imod. Naturvidenskab og rationalitet sætter dagsordenen. Troen har trange kår. Det er bestemt op ad bakke for præster nu om stunder…

På en bagvendt måde findes der altså i kritikken af Ramsdal og ligesindede en forståelse for deres anliggende.

Præsterne har dybest set en pointe. Den moderne tilværelsesforståelse giver ikke lette arbejdsvilkår for en præst, der skal forkynde noget så umoderne som opstandelse og evigt liv. Det er ikke meget lettere – og måske endda ikke meget anderledes – end hvis forældre skulle forsøge at fastholde barnet ud over skelsår og alder i troen på julemanden.

I en udmærket leder her i avisen om sagen anede man denne tone, når der blandt andet stod følgende: »Det er kirkens og teologiens helt overordnede udfordring at skulle fastholde troen på evangeliet og samtidig tale ind i en virkelighed, hvor kristendommen er afmytologiseret og fortrængt af troen på naturvidenskabens dogmer«.

Det lyder, som om forkyndelsen af evangeliet mestendels må finde sted på trods af bedre vidende, på trods af afmytologiseringens og naturvidenskabens faktualiteter.

Nu er lederen imidlertid så klog, at den taler om »troen på naturvidenskabens dogmer«. Naturvidenskaben kan tillægges en betydning, så det ender med at blive et spørgsmål om tro frem for fornuft. Sagt på en anden måde: Når mennesker lader naturvidenskab blive dogmatisk basis for et helt tilværelsessyn, er der mindst lige så meget tro på spil, som når de kristne dogmer gøres til basis for et samlet tilværelsessyn.

Mange er desværre hildet i den misforståelse, at man kan vælge at bygge sin opfattelse af virkeligheden på enten tro eller fornuft. Og vælger man det sidste, vælger man den naturvidenskabelige tilgang, mens man med valget af det første vælger religionens tilgang. Intet kunne være mere forkert. Og man gør tillige naturvidenskaben en bjørnetjeneste ved at tiltro den evnen til at svare på alle tilværelsens afgørende spørgsmål.

Tag nu spørgsmålet om Jesu opstandelse. Som en given ting går man ud fra, at alle selvsagt er enige om, at kristendommen rent umiddelbart har et solidt forklaringsproblem her – målt med fornuftens og naturvidenskabens alen. Og, som nævnt, lige netop det forhold fylder folk med en form for medlidenhed med præsterne, fordi de altså har fået denne overmåde vanskelige opgave: at forkynde mod bedre vidende.

Men er det nu mod bedre vidende? Det kommer ganske enkelt an på, om vi tror, at vi lever i en lukket eller i en åben virkelighed.

De, der tror på den lukkede virkelighed, tror, at alt til syvende og sidst er natur. De kan sagtens finde på at tale om ånd og spiritualitet og mystik. Som nu præsten Ramsdal, der taler om Gud som ”energi” og ”kraft”.

Man skal bare være klar over, at han med disse udtryk hele tiden bevæger sig inden for den virkelighed, hvis grænser er sat af den givne natur og materie. Som netop ikke er ”givet”. For der har ikke været nogen til at give den eller skabe den. Virkeligheden er lukket. Virkeligheden og verden findes helt og holdent i kraft af sig selv. ”Gud” er et af universets (endnu) uigennemskuelige fænomener, omtrent som et ormehul eller en indtil videre ukendt tiende dimension.

De, der tror på en åben virkelighed, tror – ligesom de gamle filosoffer – at »intet kommer af intet«. Verden og virkeligheden er ikke blevet til af ingenting. Der har aldrig været ingenting. Noget, eller snarere nogen var der først – som forudsætningen for, at noget overhovedet findes.

I en sådan åben virkelighed er der principielt altid åbent for, at der kan ske et indbrud udefra. Et brud med den kendte lovmæssighed. For lovmæssigheden er ikke den yderste realitet. Der findes en realitet forud for den lovmæssigt bundne realitet, vi kan måle og veje med vore instrumenter. En så at sige ubunden realitet. Og denne ubundne realitet, som de fleste identificerer som Gud, gør virkeligheden åben. Virkeligheden er aldrig i yderste forstand bundet af sin egen lovmæssighed. Naturlovene, både de kendte og de endnu ukendte, kan principielt brydes.

Om man er tilhænger af den ene eller den anden opfattelse, er et spørgsmål om tro. Intet i naturvidenskaben taler mere for den ene opfattelse frem for den anden. En meget stor del af verdens naturvidenskabelige forskere tilslutter sig et åbent virkelighedssyn. Modsætningen er altså ikke naturvidenskab versus religion, fornuft versus tro.

Jeg hævder ikke, at det åbne virkelighedssyn gør Jesu opstandelse til a piece of cake. Vi taler jo om det enestående, det komplet unormale, og det derfor ubeviselige. Man beviser ikke det uigentagelige. Så troen er stadig i spil.

Men jeg hævder, at Per Ramsdals udtalelse i avisen om, at han ikke kan »tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig«, er en klokkeklar tilslutning til troen på en lukket virkelighedsopfattelse. Og selvsagt også en lige så klokkeklar undsigelse af en normalkristelig forståelse af trosbekendelsen verden over.

Ramsdal og mange ligesindede tror øjensynlig, at de ved at lægge afstand til ”det overnaturlige” placerer sig på den rigtige side af fornuft og videnskab. Men det gør de slet ikke.

De placerer sig bare på den ene side af to mulige opfattelser af virkeligheden. Som begge kræver fuld mobilisering af både tro, videnskab, fornuft og følelse.