Skyldtes 1864 overmodig nationalisme?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Blev Danmark i 1864 virkelig styret af tåbelige politikere, der i en blanding af nationalistisk overmod og naivitet drev Danmark frem mod krig? Det er det indtryk, man får af Ole Bornedals serie ”1864”. Det er en radikal udgave af en opfattelse, der har bredt sig de seneste årtier: at det hele var danske politikeres skyld. Det er ganske vist ubestrideligt, at danske politikere bærer et stort ansvar for krigen. Men det hænger noget anderledes sammen, end serien fortæller.

I hvert fald de første fire afsnit af Bornedals serie har sprunget helt over, at den danske helstat i 1864 ikke bestod af to hoveddele, men tre: Danmark, Slesvig og Holsten.

Af dem var Holsten et helt igennem tysk hertugdømme. Befolkningen var tysktalende, kirke, skole, retsvæsen og administration foregik udelukkende på tysk, og embedsmændene var uddannet dels i Kiel, dels på tyske universiteter længere mod syd. Og så var Holsten fra 1815 medlem af Det tyske Forbund, en ret løs organisation af tyske stater. Slesvig derimod var blandet. Befolkningens talesprog var blandet, kirken talte dansk i nord og tysk i syd, og det gjorde myndighederne også fra 1840. På nogle punkter havde Slesvig love og institutioner fælles med Holsten, på andre var det sig selv. Og det var ikke medlem af Det tyske Forbund.

Det var indviklet, men det havde ikke gjort så meget, så længe magten lå dels hos kongen, dels hos forskellige lokale eliter. Det var da liberale og demokratiske bevægelser med idéer om folkestyre, folk og fædreland for alvor bredte sig først i 1800-tallet, at det kom til at knage. I Slesvig og Holsten ønskede den liberale bevægelse, at det to hertugdømmer skulle slås sammen til et Slesvig-Holsten, der var mere uafhængigt af Danmark, men med i Det tyske Forbund. Og samtidig delte de en almindelig tysk liberal drøm om, at Det tyske Forbund skulle blive tættere – en slags EU, men bare kun for tyske stater.

De liberale i Danmark var med på at dele monarkiet op, men de nåede frem til, at Slesvig skulle følge Danmark, ikke Holsten. Deres feltråb ”Danmark til Ejderen” betød ikke nødvendigvis, at Slesvig skulle indlemmes fuldt i Danmark, men at det skulle følge Danmark i skilsmissen fra Holsten.

Hvordan reagerede slesvigerne selv? Nogle, især i byernes borgerskab og blandt velhavende bønder i Sydslesvig, støttede den slesvig-holstenske liberale bevægelse. Mange andre ønskede, at tingene skulle blive, som de var. De danske nationalliberale fik ingen større tilslutning, men der kom en ”dansk” bevægelse i Nordslesvig.

Det var langt ad vejen en bevægelse, som kæmpede for bønders rettigheder, men den krævede så også, at forvaltningen i Nordslesvig skulle foregå på dansk, og at man i det hele taget kunne bruge dansk i flere sammenhænge. Og den var imod at komme ind i Det tyske Forbund.

I 1848 var der revolution og oprør mange steder i Europa. I København blev der skabt en ny regering, der både rummede nationalliberale og konservative. I hertugdømmerne gik de slesvig-holstenske liberale i alliance med lokale godsejere. Begge steder var udgangspunktet et liberalt-demokratisk program, og begge steder fik man en fri grundlov, men begge gjorde også krav på Slesvig, og det gik man i krig om. I Europa blev revolutionsåret 1848 dog snart afløst af konservative vinde, der prøvede at komme tilbage til den gamle orden, og det var disse vinde, der blæste det slesvig-holstenske oprør omkuld, ikke danske tropper. Anført af Rusland dikterede stormagterne, at den gamle stat af Danmark, Slesvig og Holsten skulle genoprettes. Det lovede Danmark så i 1852. Og man lovede, at den skulle bestå af tre dele. Hverken et forenet Slesvig-Holsten eller et Danmark til Ejderen var da muligt.

For mange slesvig-holstenere betød det, at de blev tvunget tilbage i en union, de ikke ønskede, og de følte sig også på andre måder behandlet som overvundne. I 1851 blev der indført nye sproglove for en del af Sydslesvig. Her skulle dansk nu være hovedsprog i skolen, og dansk og tysk ligestilles i kirken og ved retten. Lovene gjaldt et område, der havde været dansktalende et par generationer før, men dels var det danske sprog vigende, dels var man vant til, at tysk var det hellige sprog, så lovene var upopulære. I Tyskland blev de et mål for antidansk propaganda, der gjorde dem langt værre end de var – ganske som Bornedals serie, hvor det hedder, at man havde forbudt slesvigerne at tale tysk! Det er rigtigere at sige, at man prøvede at lære en mindre del af sydslesvigerne dansk i skolen.

Slesvig-Holstens demokratiske grundlov blev ophævet, og embedsmænd, der havde støttet oprøret, blev afskediget, og nogle landsforvist. I stedet vendte man tilbage til stænderforsamlinger, som kun en mindre del af befolkningen havde valgret til, og hvor godsejerne var voldsomt overrepræsenterede. Derimod overlevede grundloven i Danmark.

Det måtte virke urimeligt i Slesvig og Holsten, men det blev også et problem for danske politikere, at de to systemer dårligt lod sig forene. Hvis kongen tog for meget hensyn til den demokratisk valgte danske rigsdag, var det et slags fremmed styre over for Slesvig og Holsten, og hvis han regerede sammen med deres konservative godsejere – de slesvig-holstenske liberale var jo sat ud af spillet – blev det i Danmark set som en trussel mod demokratiet.

Den knude blev aldrig rigtig løst. I 1855 blev der ganske vist indført en fælles forfatning, som indførte et fælles parlament oven over de tre for hver af monarkiets dele.

Den tog på mange måder stort hensyn til Slesvig og Holsten, som til sammen fik lige så mange mandater som Danmark, skønt de havde færre indbyggere, og begge sprog var ligestillet i dette parlament, som hed rigsrådet. Samtidig var forfatningen meget konservativ – også et hensyn til de konservativt dominerede stænderforsamlinger i Slesvig og Holsten.

Alligevel var der ikke det store ønske om at samarbejde fra holstenske og tysksindede slesvigske politikeres side.

Gradvis rejste man fra især holstensk side flere og flere krav, og de blev bakket op af Det tyske Forbund. Konkrete tyske forslag til en løsning kom der aldrig, men kravene pegede i retning af, at Slesvig og Holsten enten hver for sig skulle have lige så meget at sige i fælles spørgsmål som Danmark, eller at de skulle frigøres fra Danmark. Den danske regering gav efter, når kravene gjaldt Holsten, men prøvede at undgå det for Slesvig.

Det var i den situation, at de nationalliberale, der var kommet i regering i 1857, i 1863 vedtog den grundlov, der førte til krig.

I Bornedals serie hedder det, at den betød indlemmelse af Slesvig i Danmark.

Det er ikke rigtigt. Den bestod i at indføre et nyt demokratisk valgt og tosproget fællesparlament for Danmark og Slesvig, der stadig var to landsdele med henholdsvis egen rigsdag og egen stænderforsamling.

Det handlede altså ikke om at indlemme og fordanske Slesvig – i hvert fald ikke på kort sigt – men om at gøre helstaten mindre. Problemet var, at man ville skille Holsten ud. Det stred nemlig klart mod fredsslutningen af 1852.

De danske politikere valgte en kurs, der brød med eksisterende fredsbetingelser. De vidste, at det kunne føre til krig, men håbede muligvis, at de kunne undgå det. Der var bag det både dansk selvovervurdering og et nationalt program om at holde sammen på Danmark og Slesvig.

Men deres politik var også en reaktion på, at parter, der havde været i krig med hinanden, aldrig havde fundet en formel for et fornyet samliv. Og politikernes vej var mindst lige så meget et desperat forsøg på at komme ud af en situation, de anså for fastlåst, som et overmodigt ønske om at gå i krig og fordanske Slesvig.