Det er naivt at tro, at engelsk kan bruges professionelt i Tyskland

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Vi var kun tre, der blev kandidater i tysk i 2021,« klukkede min yngre kollega.

»Seriøst?« udbrød jeg, mens jeg kneb øjnene sammen. »Kan det mon være rigtigt?« tænkte jeg.

I frokostpausen til et arrangement støttet af Region Syddanmark for tysklærere faldt snakken på et problem, som regelmæssigt bliver fremhævet: Danmark lider under manglen på tyskkyndige.

Problemet er som sådan ikke nyt og er tidligere blevet beskrevet af blandt andet tyskentusiaster som Lykke Friis, Peter Buhrmann og Harro Hallmann. Senest har også direktør hos SMVdanmark Jakob Brandt været i vælten og pointeret, hvorfor tysk er supervigtigt.

Budskabet er det samme, som det har været i mange år: Det har store konsekvenser for dansk erhverv og vores indflydelse i det europæiske samarbejde, når vi ikke uddanner tyskkyndige nok. For der bliver uddannet for få.

De nyeste ansøgertal til dette års uddannelser viser, at 61 har søgt ind på tysk og fransk. Det er et fald på 13 pct. i forhold til 2024. Tallene gaber over det samlede optag i Danmark og afspejler derfor både optaget i Aarhus, København og Odense på de almene uddannelser inden for tysk og fransk. De endelige tal bliver først offentliggjort den 28. juli, hvor alle ansøgere får svar.

Hvis nu vi groft regner med, at der er 30 ansøgere til Københavns Universitet (KU) og 30 til Aarhus Universitet (AU), som skal deles ligeligt mellem tysk og fransk, så er der måske 15 personer, der begynder at læse tysk i København efter sommerferien. 15!

Til sammenligning blev der sidste år i 2024 på Københavns Universitet optaget 28 studerende på studiet for tysk. Og da jeg begyndte at læse tysk på KU i 2001, var vi 50. Men det betyder ikke, at alle 50 endte med et bevis i hånden. Frafaldet på selve tyskstudiet er enormt.

I 2002, da jeg var tutor på tyskstudiet, hed det sig, at kun en tredjedel af de studerende, der begynder at læse tysk, gennemførte studiet. Hvis man omsætter tallene til i dag, betyder det, at af de 28 studerende, der i 2024 begyndte at læse tysk, vil knap 10 studerende ende med et bevis i hånden. Om fire-fem år har vi dermed 10 nye studerende, der kan undervise i tysk i gymnasiet. Og det vil langtfra alle.

Dykker man ned i optagelsestallene fra 2024, bliver en anden problematik hurtigt synlig. For alt imens gennemsnitsalderen på studier som medicin, økonomi og engelsk er ca. 22 år, så forholder det sig anderledes på studiet for tysk sprog og kultur. Her er gennemsnitsalderen over 29 år. Tallet kan være udtryk for flere ting, men problemet bliver kun udsat yderligere. Ældre studerende, der figurerer i systemet, lader os tro, at de måske har 35-40 år på arbejdsmarkedet, mens de reelt måske kun har 20. Det er selvfølgelig spekulationer, men tallet alene er et udtryk for, at de studerende på tysk er en anden sammensætning end på andre studier, og spørgsmålet er hvorfor.

Samtidig med at interessen for tysk i perioden mellem 2002 og 2024 er faldet, er handlen med Tyskland steget med 87 pct.

Dansk Industri foreslog derfor for nylig en sprogalliance på tværs af uddannelser og erhvervsliv, som skal være med til at bryde den negative spiral og få flere til at vælge tysk. Alliancen lægger op til nogle strukturelle forandringer i uddannelsessystemet, som skulle gøre det mere attraktivt at vælge fremmedsprog – men hov, lyder det ikke bekendt?

Igennem de seneste mange år har der været igangsat utallige strategier, som skulle give fremmedsprog – herunder tysk – et boost. I 2017 iværksatte den daværende regering en sprogstrategi, der skulle løfte fremmedsprog i uddannelsessystemet. Strategien fik 100 mio. kr. med på vejen. Men den virkede ikke. Så kom en ny strategi i 2021, som fik 40 mio. kr. til at gøre tysk- og franskuddannelserne mere attraktive. Men den virkede heller ikke. Tysk er stadigvæk et fravalg.

Allerede nu har uddannelsesminister Christina Egelund (M) i kølvandet på de netop offentliggjorte ansøgningstal proklameret, at hun efter sommerferien vil fremsætte en række forslag til, hvordan man kan styrke interessen for fremmedsprog. Men det skal hun lade være med. Det er penge ud ad vinduet samt leflen over for Dansk Industri.

Problemet ligger et helt andet sted.

Som gymnasielærer skal man ikke bare skubbe problemet nedad i undervisningssystemet og give folkeskolen skylden. Ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, at folkeskolerne hverken formår eller prioriterer at løfte opgaven med at gøre tysk til et tilvalg.

Mange af os husker den realitetsfjerne folkeskolelærer, der i ”Go’ aften Danmark” mente, at tysk skulle fjernes fra skoleskemaet, da det var et levn fra fortiden. Omtrent samme budskab kom Marco Damgaard med sidste år. Damgaard er skoleleder og borgmester i Herlev for Socialdemokratiet og foreslår, at vi fjerner tysk og fransk fra folkeskolen for at indføre flere praktiske fag.

Damgaards forslag kommer af den simple grund, at det er svært at skaffe tysklærere. I dag bliver 78 pct. af tyskundervisningen i folkeskolen dækket af en uddannet tysklærer, men i 2039/40 vil det kun være 69 pct. Dertil kommer, at mange skoler også kæmper med at finde en vikar, der kan tysk i tilfælde af frafald hos den eftertragtede tysklærer. Derfor oplever nogle elever at modtage tyskundervisning af lærere, som slet ikke kan sproget. Og det kan mærkes, når eleverne begynder i gymnasiet.

Eleverne er efterhånden så ringe til tysk, at det i mange tilfælde vil være nemmere for dem, hvis tysk bliver et begyndersprog i gymnasiet. Men det betyder også, at tysk skal ud af folkeskolen, og den falliterklæring ved jeg ikke, om regeringen er parat til at indse.

Men en udsættelse af tysk løser faktisk heller ikke noget. Eleverne gider ikke at beskæftige sig med fag, som kræver en indsats. Det er for besværligt. Derfor stejler mange i tyskundervisningen og synes bare, at det er et lortefag, og jeg er dum. Livet som tysklærer er da heller ikke altid nemt. Faget bliver nogle steder behandlet stedmoderligt, hvilket også fjerner lysten hos eleverne.

For to år siden arbejdede jeg på et gymnasium, hvor jeg først fik en klasse med 36 dernæst 37 elever, som skulle lære at tale tysk. Jeg opfordrede mine elever til at klage, da det skreg til himlen, hvor ringe eleverne og faget blev prioriteret.

På et andet gymnasium informerede min tillidsrepræsentant mig om, at min uddannelse, der er en humanistisk uddannelse, slet ikke var en rigtig uddannelse som hans, der var inden for STEM-fagene. Samtidig var hans profeti også, at eleverne i fremtiden slet ikke skulle have tysk, men kun engelsk. En gængs opfattelse.

Og så er vi tilbage til en problematik, som gennemsyrer de unges opfattelse af, hvorfor det ikke er så vigtigt at lære andre fremmedsprog end engelsk. Alt for mange tror, de kan nøjes med at lære engelsk, og så skal de nok klare sig. Desuden så kan tyskerne jo bare tale engelsk, lyder argumentet.

Men det er naivt og dybt arrogant at tro, at man kan komme ind på det tyske handelsmarked, hvis man kun taler engelsk. Og det er ikke, fordi tyskerne er dumme, stolte eller ikke forstår den globale verden, vi lever i. Tyskerne er vores kunder. Hvis du vil sparke døren ind til en mellemstor virksomhed og afslutte handlen samt blive firmaets mand, så skal du lære dens sprog.

Hverken Google Translate eller AI kan nogensinde indkapsle de egenskaber, man som menneske lærer i mødet med andre mennesker, kulturer og sprog. Hele vores erkendelse og interaktion med hinanden er bundet op på sprog, og når vi ikke kan tale med hinanden, går vi glip af muligheden for at skabe noget nyt.