Sexismekampen må ikke slutte i 2020. Hovedparten af opgøret med sexisme ligger foran os. Vi ses på barrikaderne i 2021
2020 blev året, hvor MeToo og opgøret med sexisme for alvor ramte Danmark. Vi har taget et første opgør med en rådden kultur. Men kampen er slet ikke slut endnu. Vi har brug for en reel ligestillingsrevolution. Og jeg er ked af at være den, der siger det, men det kræver, at flere sager kommer frem.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Det var nok de færreste, der havde regnet med, at der skulle skydes et sexismeoprør i gang fra årets Zulu Comedy Galla. Men ikke desto mindre var det, hvad Sofie Linde gjorde på forbilledlig vis. Hun er på mange måder blevet personificeringen på opgøret med den grænseoverskridende, sexistiske og magtdominerede kultur, der stadig hersker i Danmark anno 2020. Med Sofie Linde har der heldigvis rejst sig et hav af seje, modige kvinder og mænd, der tør tage kampen op for en ny kultur.
Samtidig står det også klart, at opgøret ikke kommer af sig selv. Det skal konstant holdes i live, så det ikke bliver slået ned af dem, der ønsker at beskytte det bestående og dermed får debatten til forstumme. Det må simpelthen ikke ske, at vi kun får kradset lidt i overfladen og aldrig rigtig taget et reelt opgør med den rådne kultur. For der er så meget mere at komme efter. Det håber jeg, at 2021 vil vise.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har for eksempel påpeget, at man mange steder i virksomheder og det politiske miljø skiller sig af med medarbejdere, der har sexismesager i bagagen, uden at fortælle omverdenen sandheden. I stedet lirer man farvel-fraser af som ”nu er det tid til at prøve noget nyt” eller ”jeg har selv valgt at stoppe”. Dermed bevarer krænkeren sit ”gode” ry og kan formentlig fortsætte i et andet – og måske bedre – job kort tid efter.
Selvom både jeg og mange andre kvinder flere gange har sagt, at dette ikke handler om at få navne frem i lyset, så er jeg efterhånden kommet i tvivl.
Ligeledes kan det i nogle tilfælde være forbudt for en arbejdsplads at fortælle, hvis der har været sexismesager på en tidligere medarbejder. Fordi det er en fortrolig personalesag. Det gælder også, selvom en mulig kommende arbejdsplads ringer og spørger til medarbejderen. Dermed kan det være umuligt for den kommende arbejdsplads at vide noget om en ny medarbejders baggrund, hvor end de gerne ville det.
Det er simpelthen helt uhørt, at hensynet til en krænker kan gå forud for hensynet til en kommende arbejdsplads og alle dens medarbejdere. Det må og skal vi lave om. Det kræver en grundlæggende kulturændring, hvor vi dels er ærlige om det, hvis en medarbejder stopper på grund af en sexismesag, og dels accepterer, at man som arbejdsplads gerne må spørge mulige nye medarbejdere, om de har sager i bagagen. Så arbejdspladsen ved, hvem de ansætter.
Der har i vores kultur hersket en mærkelig form for ”fortrolighed”, hvor alt omkring krænkelsessager er blevet lukket ned og behandlet bag lukkede døre. Det har betydet, at krænkeren har været dækket af ”fortrolighed”, mens offeret ikke har kunnet fortælle åbent om sine oplevelser. I nogle tilfælde har det endda ført til udskamning og afskedigelse af offeret. Det er den form for rådden kultur, vi skal til livs i 2021.
Samtidig er det åbenlyst for enhver, der har fulgt sexismedebatten, at der ligger massevis af sager og ulmer. De sager, vi har set i efteråret, er kun toppen af isbjerget. Jeg har de seneste måneder snakket med utroligt mange kvinder, som har haft alverdens grænseoverskridende oplevelser med mænd i magtpositioner. Jeg har også talt med enkelte mænd, som har haft grænseoverskridende oplevelser med kvinder i magtpositioner. Og virkeligheden overgår i den grad fantasien – i hvert fald min.
Men mange af kvinderne giver også udtryk for, at de ikke tør stå frem. Blandt andet fordi de har set, hvordan de kvinder, der allerede er stået frem, er blevet behandlet. Det er en barsk omgang, man skal igennem, og særligt alle de kritiske røster, der bebrejder og betvivler kvinderne og deres historier, gør, at mange opgiver at stå frem. Andre kvinder tør ikke, fordi de af krænkeren trues med injuriesager.
Og selvom både jeg og mange andre kvinder flere gange har sagt, at dette ikke handler om at få navne frem i lyset, så er jeg efterhånden kommet i tvivl. For den mediebevågenhed, som sexismedebatten havde for et par måneder siden, skyldtes ene og alene, at der var navne på bordet. Og jeg er ked af at være den, der siger det, men hvis vi vitterligt vil en kulturændring, så kræver det altså, at vi får flere sager frem i lyset. Ellers får befolkningen ikke indblik i, hvor omfattende den rådne kultur er. I politik, i mediebranchen, i restaurationsbranchen og på øvrige arbejdspladser.
Derfor håber jeg virkelig, at kampen mod sexisme fortsætter med fornyet kraft i 2021. Vi ved, at der ligger masser af ubelyste sager. Vi ved, at der er en åbenlys kultur, som vi kan og skal ændre. Og vi ved, at vi har en generation af unge kvinder og mænd, der er mere kampklar og handlingsparat end længe set. Den cocktail burde kunne skabe en reel ligestillingsrevolution i Danmark. Vi er startet i 2020, men vi er på ingen måde i mål endnu. Hovedparten af opgøret ligger foran os. Vi ses på barrikaderne i 2021.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.