Alle vi syndere i glashusene
Danmark er langtfra førende, når det gælder ligestilling. Men der er virkelig sket noget – så meget, at det på enkelte områder krænger over. Og der er grund til at advare om at kaste med sten fra et glashus. Besindelsen må ikke kvæles.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Et af mine dårlige minder fra skoletiden er den forhånelse, som nogle drenge udsatte de mindre fikse piger i klassen for. Lavpunktet var, da en af drengene sagde om en pige, at hun lugtede! »Var det en korsetstang, der sprang?« sagde en lærer til den mindst fikse pige i klassen, da hun tabte en blyant på gulvet.
Da jeg selv var undervisnings- og forskningsminister, havde jeg en kvindelig departementschef, som ikke ville høre tale om at favorisere kvinder. Det gik hendes ære for nær på kønnets vegne. Kvinder er ikke stakler, der skal favoriseres i kraft af deres køn.
Sexismen skal stadig bekæmpes. Sofie Linde fortjener uvisnelig hæder, fordi hun skarpt og humoristisk satte fingeren på de ømme punkter – uden at kræve ”lig på bordet”.
Som ung stemte jeg næsten altid på kvinder ved valgene, fordi jeg syntes, at mit parti, Venstre, dengang manglede stærke kvinder. Men en enkelt gang fortrød jeg det dog, for hende, jeg stemte på, blev ikke nogen succes!
I dag har vi kvindeligt statsoverhoved og kvindelig statsminister. I Norden er fire ud af fem statsministre kvinder. Kvinder er i stort flertal blandt læger, lærere, præster og andre veluddannede grupper i trygge, vellønnede stillinger – dog endnu ikke forskere. Børnene vokser op i et matriarkat, så man i ramme alvor taler om, at nogle af drengene mangler rollemodeller. Det hjælper dog, at deres fædre tager større medansvar for børnene end nogensinde tidligere i historien.
Jeg ved godt, at Danmark langtfra er førende, når det gælder ligestilling. Men der er virkelig sket noget – så meget, at det på enkelte områder krænger over. Jeg er enig med historikeren og forskeren Hans Bonde, når han taler imod den diskrimination imod mænd, der er følgen af en række statslige forskningsprogrammer, ”Ydun”, ”Freja”, ”Lehmann” m.fl., der har til formål at rekruttere flere kvinder til forskerstillinger.
Jeg kan forstå, hvis man vil have lige mange mænd og kvinder i ansættelsesudvalg for at undgå rip-rap-rup-effekten (at mænd foretrækker nogle, der ligner dem selv). Men påstanden om, at de nævnte programmer kun favoriserer kvinder, når ansøgerne er lige gode, er simpelthen udenomssnak. Enten er programmerne uden effekt, eller også er de diskriminerende.
Da jeg selv var undervisnings- og forskningsminister, havde jeg en kvindelig departementschef, som ikke ville høre tale om at favorisere kvinder. Det gik hendes ære for nær på kønnets vegne. Kvinder er ikke stakler, der skal favoriseres i kraft af deres køn.
I den politiske verden er det anderledes. Der handler det mindre om, hvordan tingene er, og mere om, hvordan de ser ud. Det skrev allerede kynismens filosof Machiavelli i 1532 i bogen ”Fyrsten”. Der diskrimineres lystigt imod mænd, hvis det kan få et ministerhold til at tage sig mere kønspolitisk korrekt ud.
Selv har jeg mindst én gang været den oplagte kandidat til den danske kommissærpost i EU-kommissionen. Jeg var netop afgået europaparlamentsmedlem og europaminister, men blev forbigået, fordi jeg var mand. Kommissionsformanden ville have en kvinde for at få godkendt kommissionen i det kønspolitisk korrekte parlament. Sådan er det i den politiske verden. Kvalifikationer kommer i anden række. Men sådan må det ikke være i forskningsverdenen.
I den politiske verden er vi på forhånd mistænkte. Det erkendte den bundhæderlige Karsten Lauritzen (V) her i bladet. Han udviste rettidig omhu og kom MeToo-sladderen i forkøbet. Men hans påstand om, at der er mere dårlig opførsel på Borgen end andre steder, er ny for mig.
Jeg må have været både blind og døv, for jeg har ikke bemærket noget af betydning gennem 40 år på Borgen. Jeg er for genert til selv at krænke og har ikke set andre krænke. Men jeg lytter og tror på dem, der har oplevet det.
Men jeg har også set mænd blive knust uden lov og dom. Som den svenske teaterleder, der blev drevet til selvmord af journalist Åsa Linderholm, der nu erkender, at der ikke var hold i rygterne. Så galt gik det heldigvis ikke hos De Radikale, men lederskiftet udløste en ophidset svada i Skive Folkeblad fra den tidligere radikale sekretariatsleder, gymnasierektor Anders Kloppenborg: »Besindelse og omtanke blev skubbet helt til side af en feministisk, inkvisitorisk heksejagt, forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier…«
Og det var netop det ”ikke-tilgivende,” der fik redaktøren af ”Grundtvigsk Tidende”, Ingrid Ank, til på bibelsk vis at advare mod, at man kaster med sten, hvis man selv bor i et glashus. Og hun tilføjede: »Alle sten kastes fra glashuse.« Også dem, der kastes af dem, »der tror, de selv er på ”de godes” hold.«
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.