Er eliteidrættens ledere på et forkert spor?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jyllands-Posten (JP) bragte for nylig en række artikler med fokus på fyringen af daværende sportschef i Dansk Orienterings-Forbund (DOF) Lars Lindstrøm, der i december 2019 blev fyret for »uacceptabel adfærd«. Lars Lindstrøm har nu stævnet sin tidligere arbejdsgiver for usaglig fyring og ærekrænkelser. Denne sag er en af flere, der handler om ledelse i dansk eliteidræt. Størst opmærksomhed skabte ”svømmesagen” efter DR’s dokumentar fra april 2019.

Siden fulgte en uvildig advokatundersøgelse, som efterlod især Dansk Svømmeunions sportslige og administrative ledelse med en sønderlemmende kritik. Derudover fik også Team Danmark (TD) kritik med på vejen. TD spiller også en rolle i sagen om DOF.

Badminton Danmark og senest har Danmarks Cykle Union (DCU) stået for skud i sager om ledelse. Ifølge DR beskylder bestyrelsesmedlemmer og tidligere DCU-medarbejdere formanden, Henrik Jess Jensen, for magtmisbrug, nepotisme og inkompetent ledelse. En sag, ”Etisk Komité” under Danmarks Idrætsforbund nu går ind i. Disse sager vidner om, at dansk eliteidræt har markante ledelsesmæssige udfordringer.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, udtaler i JP den 24. juni, at »… lederne inden for eliteidrætten forventes at besidde ledelsesmæssige kompetencer, som er på linje med det omkringliggende samfund«. Det efterlader et spørgsmål, om det alene gælder en sportschef, som i dette tilfælde med DOF-sagen? Eller gælder det også et forbunds øvrige ledelse? I dette tilfælde DOF’s bestyrelse og ikke mindst DOF’s formand, Walther Rahbek?

I DOF-sagen er det blandt andet kommet frem, at sportschefen længe har været under internt pres fra klubber og kredse. I 2010 udarbejdede DOF’s politiske ledelse en ny strategi for udviklingen af eliteatleter og talenter. Det udviklede sig til en magtkamp, og ifølge tidligere landstræner Torbjørn Gasbjerg var det Lars Lindstrøm, der tog de tæsk, der kom. Det er naturlig nok, da det var ham, der var ansat af bestyrelsen med det daglige ansvar for elite- og talentarbejdet.

Der har i en periode på 10 år været en intern magtkamp i DOF om retningen og indholdet af elite- og talentarbejdet, som Lars Lindstrøm som sportslig frontfigur skulle realisere i hverdagen over for atleter og landstrænere i DOF. Bestyrelsen må med andre ord have været helt klar over, at deres strategi var kontroversiel.

Der hviler altid et stort ansvar på en bestyrelse som arbejdsgiver over for sine ansatte. De bør bakke op om den strategi, de selv har besluttet. På eliteområdet er det en mulighed, som formanden for et forbund minimum får en gang om året, hvor Team Danmark og forbund afholder et såkaldt styregruppemøde. På dette møde fremlægger forbundets sportslige ansvarlige målsætninger, strategier, aktivitetsplaner og budget for det kommende år. Formanden for et forbund er en del af processen for netop at sikre, at elitearbejdet er forankret i forbundets politiske ledelse. Alligevel fremstår der generelt usikkerhed om det.

Verner Møller, idrætsprofessor ved Aarhus Universitet, fremhæver dette emne i DOF-sagen: »Dansk idræt bør i langt højere grad få udpenslet, hvad man må og ikke må. Den opgave har man forsømt at tage på sig, så landstrænere og sportschefer famler i blinde,« sagde han i JP den 24. juni. Samme bekymring har Kristoffer Henriksen, lektor, forskningsleder og sportspsykolog ved Syddansk Universitet og sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark. I et blogindlæg på https://idrottspsykologi.info/ udtrykker Henriksen, at »… trænerne savner viden og oplever uklare krav. Hvem definerer værdierne? Hvordan gør jeg medaljer og mental sundhed foreneligt i praksis. Hvordan rammer jeg balancen?«

Der mangler i den grad en vejviser for udviklingen af dansk eliteidræt. Team Danmark er underlagt Lov om eliteidræt og er dermed den øverst ansvarlige organisation for dansk eliteidræt. De arbejder for, at elitearbejdet sker på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Altså, at hver enkelt atlet, ansat og frivillig i dansk idræt skal behandles ordentligt. Men hvad er ordentligt i denne sammenhæng? Der er meget, der tyder på, at Verner Møller og Kristoffer Henriksen rammer plet med deres betragtninger om, at landstrænere og sportschefer famler i blinde og med risiko for ikke at være beskyttet af simple og anerkendte retsprincipper.

Team Danmark arbejder ud fra en samarbejdsmodel med de enkelte forbund, hvor sportslige præstationer belønnes. En afvejning af tidligere og potentielle topresultater og medaljer ved EM, VM og OL er et vigtigt argument for, at et forbund kunne få økonomisk støtte fra Team Danmark. Men hvad er en medalje værd? Lad os tage et eksempel. Dansk Svømmeunions politiske og sportslige ledelse valgte i tæt samarbejde med Team Danmark en markant kursændring for udvikling af elitesvømmere og talenter i 2003. Den nye kurs blev blandt andet frem til 2012 lagt i hænderne på to udenlandske trænere, Mark Regan og Paulus Wildeboer, som i andre lande havde bevist, at de kunne udvikle verdensklasseatleter. Vi ved i dag fra Kammeradvokatens undersøgelse, at den menneskelige pris var ufattelig høj i form af angst, depression og spiseforstyrrelser hos nogle af de tidligere svømmere.

I DOF viste den nye strategi for elitearbejdet fra 2010 sig også at være guld værd. Dansk orientering med Lars Lindstrøm i spidsen har i det seneste tiår vundet et hav af medaljer i både herre-, dame- og i mixdiscipliner. Især har Maja Alm haft enorm succes med hele syv VM-titler. Har medaljerne dækket over en »manipulerende, diktatorisk og ekskluderende« sportschef med behov for »behandling for uhensigtsmæssig adfærd«? Eller blev Lars Lindstrøm fyret på grund af en årelang magtkamp, hvor DOF’s formand til sidst – blandt andet gennem tilsidesættelse af basale personaleretslige principper – og med opbakning fra Team Danmark brugte dønningerne fra svømmesagen som påskud for at slippe af med den succesrige sportschef? Det er uvist.

Det er også endnu uklart i DOF-sagen, hvad der er indholdet af de reelle kritikpunkter fra 12 løbere. Modsat svømmesagen har vi i sagen mod Lars Lindstrøm ikke fået indblik i indholdet af kritikken. Og ej heller hvor langt tilbage kritikken strækker sig. Fra JP’s artikler kan det virke, som om DOF-formanden, Walther Rahbek, mere eller mindre egenhændigt har skrevet en redegørelse, som ligger til grund for fyringen af Lars Lindstrøm. Hvis det er tilfældet, er det et eksempel på, at dansk eliteidræt på ledelsesniveau i den grad har meget at lære endnu. Formænd, bestyrelsesmedlemmer, sportschefer, trænere, konsulenter m.fl. – alle ledelsesansvar i idrætten bør klædes bedre på med kompetencer i ledelse, så de matcher civilsamfundet.

Allan B. Grønkjær er ph.d-studerende ved Norges Idrettshøgskole, Oslo, og tidligere sportchef i Bueskydning Danmark.