Giver mistrivselssager brug for en ombudsmand i idrætten?

Hvad skal idrætten bruge en etisk komité til, hvis ikke en sag med så principielle brændpunkter findes værdig til en behandling?

Det spørgsmål sidder Carsten Laustsen med som en udløber af den seneste mistrivselssag i dansk eliteidræt.

I december 2019 skred Dansk Orienterings-Forbund (DOF) til fyring af sportschefen Lars Lindstrøm, der af en gruppe løbere blev anklaget for »uacceptabel adfærd, manglende dømmekraft og samarbejdsvanskeligheder«. Lars Lindstrøm har siden stævnet sin tidligere arbejdsgiver for uretmæssig fyring og ærekrænkelser i en sag, som har skabt rystelser i dansk orienteringssport.

Carsten Laustsen erkender da også blankt, at han har aktier i sagen. Utilfreds med forløbet om fyringen stillede han på DOF’s årsmøde i marts op til kampvalg for at snuppe formandsposten fra Walther Rahbek, der dog vandt afstemningen 36-34 og derfor blev siddende.

Mange debatpunkter

Ifølge Carsten Laustsen selv er det nederlag imidlertid ikke den egentlige baggrund for, at han i begyndelsen af juni henvendte sig til den etiske komité under Danmarks Idrætsforbund (DIF).

»Jeg gjorde Etisk Komité opmærksom på det uigennemskuelige forløb omkring fyringen, men det vigtigste for mig er at få diskuteret de rent principielle ting om idrættens generelle håndtering af samarbejdsproblemer, retssikkerheden for ansatte og gråzonen mellem atleter på den ene side og trænere samt sportschefer på den anden. Hvordan presser man atleterne frem til medaljer uden at overskride deres grænser?« spørger Carsten Laustsen.

Det svar får han indtil videre ikke belyst i det ønskede forum, da komitéformand Ole Borch forrige uge vendte tilbage med følgende svar på henvendelsen:

»Vi vurderer i Etisk Komité, at så længe denne retssag verserer, bør vi ikke tage sagen op. Hverken på baggrund af en whistleblower eller af egen drift.«

På grund af hensynet til fortrolighed ønsker Ole Borch ikke at uddybe, men Carsten Laustsen undrer sig.

»Jeg forstår godt, at de vil holde sig uden for selve striden, men overordnet er der så vigtige spørgsmål, som man godt kunne diskutere og besvare uden at blande sig i sagen. Hvis Etisk Komité skal have nogen berettigelse og noget formål, skal man da reagere i sådan et tilfælde,« mener Carsten Laustsen.

»Jeg vil revidere mine spørgsmål og prøver så at henvende mig igen. Hvis Etisk Komité er bange for at brænde nallerne, er det et spørgsmål, om konstruktionen skal være anderledes.«

Denne tanke har også strejfet Henrik Brandt, direktør i Idrættens Konsulenthus.

De mange år som observatør og debattør får ham til at trække tråde fra den seneste mistrivselssag til både elite- og breddeidrætten.

»Først og fremmest viser den jo igen, at det er lidt naivt at tro, at eliteidræt altid kun er positivt og gavnligt. De dårlige sager står i kø både nationalt og internationalt, og der er en kæmpe bagside ved at ville vinde medaljer til Danmark, og de udfordringer bør vi forholde os mere kritisk til,« påpeger Henrik Brandt.

Det er vel opgaver for idrættens etiske komité?

»Idrætten vil helst selv klare sine egne affærer, men der er en grund til, at blandt andet bekæmpelsen af doping er lagt under Anti Doping Danmark og ikke længere udelukkende håndteres af idrætten selv. På samme måde bør samfundet også tage mere ansvar for de andre skyggesider, som der jo er ved eliteidræt, så der er brug for en slags ventil. En uafhængig instans, en form for ombudsmand, som også kunne kigge på forældres pacen af unge talenter, spilleafhængighed, seksuel chikane og så videre. Alle de problemer falder lidt til jorden nu.«

Et eksempel er den aktuelle sag. Balladen er ikke begrænset til DOF, men har også ført til en løftet pegefinger over for Team Danmark, der af eksperter beskyldes for flere lovbrud i efterspillet om Lars Lindstrøms fyring.

Bøn om tålmodighed

DIF-direktør Morten Mølholm har svært ved at forstå kritikken og føler, at omverdenen bør vente lidt med at fælde dom over den etiske komité, som først blev operationel for et halvt år siden.

»Der sker nogle gange forkerte ting, men inden for vore egne rammer har idrætten formået at danne de nødvendige institutioner, som tager tingene op og tager dem alvorligt. Samfundet vil blive enormt træt af os, hvis det skal træde til og hjælpe, hver eneste gang idrætten har et problem,« understreger Morten Mølholm.

»Den etiske komité er tænkt som idrættens ombudsmand, så der er ingen grund til at opfinde noget nyt. Jeg frygter, at det vil skabe en enorm fremmedgørelse i idrætten, og jeg tvivler på den reelle effekt.«