Den næste reform er din egen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I et valgår som 2019 bør vi naturligvis drøfte, hvilke reformer teknologien, tidsånden og Danmarks plads i den internationale konkurrence kalder på, men i år bør vi i høj grad også have fokus rettet på, hvorvidt det længere overhovedet er muligt for Christiansborg at reformere vores arbejdsliv, som Socialdemokratiet vil gøre med differentieret pensionsalder.

De seneste 15 år har budt på klassiske økonomiske reformer, bl.a. velfærdsforliget med forhøjet pensionsalder, efterlønsreformen, kontanthjælpsreformen og en række skattereformer, der alle strukturelt har øget både arbejdsudbud og produktivitet i Danmark. Det er alle reformer, vi i dag hviler vores økonomiske råderum og holdbarhed på, i modsætning til vores naboer i det sydlige Europa.

Selv om der måske ikke ligefrem er hobetal af stemmer i at ville fremføre lignende reformer, der af modparten let kan karikeres som nedskæringer i velfærden, ligger der bag hele debatten også en signifikant teknologisk udvikling, som Christiansborg ingen større indflydelse har på.

Historisk har disse strukturelle reformer nemlig været båret af forlig mellem enten store politiske blokke eller arbejdsmarkedets parter, så man havde en sikkerhed for holdbarheden af den enkelte reform på tværs af skiftende regeringer, og fordi man vidste, at arbejdsmarkedets parter i centrale forlig havde en helt reel magt over borgernes måde at bedrive arbejdsliv på.

Men sandheden anno 2019 er, at de kommende års store reformer vil blive skabt af borgerne selv og deres egne frie valg, og det skal politikerne til at være langt mere ærlige om, da det er borgernes frie valg, der så vil skabe netop de økonomiske resultater af en selvvalgt reform, som politikerne sidenhen kan have en politisk debat på toppen af. Det er en helt ny og anderledes virkelighed.

Årsagen er, at en lang række job og sektorer er under endog meget hastig teknologisk forandring i netop disse år, mens Christiansborg har travlt med andre og noget mere perifere fokusområder.

Fremtidens jobmarked minder i høj grad om det, vi i en kort periode fik et glimt af i Danmark med kørselstjenesten Uber. Og det på både godt og ondt. Det interessante her er dog ikke at være kreativ over for skattemyndighederne, men det, at en app gør vejen fra køber til sælger meget kort og direkte, og i samme moment overtager teknologien både de formidlende og ledende roller, som laget af chefer (i Ubers tilfælde vognmænd) havde, og overtager også hele det strukturelle arbejdsudbud, som politikerne havde magt over, pga. den nye ekstreme fleksibilitet for arbejdstager, da man selv bliver herre over sine arbejdstimer, i hidtil helt uset grad.

Det er en helt fundamental forandring, at man pludselig ved egne valg træffer afgørelser om for samfundet så centrale områder som ugentligt fleksibelt timetal, antal ferieuger og en pensionsalder, der vil blive helt anderledes gradueret, i forhold til det gamle rigide system.

Magten er flyttet helt væk fra Christiansborg og de gamle arbejdsmarkedsreformer og ud til dig og mig bag smartphonen, hvor de frie valg træffes, og den reelle reform skabes.

Vi har allerede, eller er i fuld gang med at få, apps, hvor også håndværkere, rengøringsfolk, børnepassere, grafikere eller advokater har direkte adgang fra køber til sælger. I et sådant marked er hele tanken om reformer styret fra Christiansborg tenderende til det lidt morsomme. F.eks. afgør den enkelte håndværker nu selv, hvornår og i hvilke dele af livet han vil arbejde meget eller lidt. Måske vil man give den gas i 20’erne, bruge tid med de små poder i 30’erne og atter give den en ordentlig skalle i 40’erne og 50’erne, inden man går over til et arbejdsliv med et par dages arbejde ugentligt, indtil fysikken ikke holder mere.

En moderne version af den gamle socialdemokratiske idé om en tidsbank er altså ved at se dagens lys, men helt på arbejdstagerens vilkår og med endog meget individuelle valg, der slet ikke passer i de nuværende regnemodeller.

Trenden accelereres i disse år af især mindre moderne virksomheder, der eksperimenterer med mulighed for firedages arbejdsuger og endnu større grad af flekstider og fleksibilitet, med arbejdstagerens personlige præferencer i absolut fokus, når man slås om de bedste medarbejdere.

På samfundsplan vil der derfor blive brug for et endnu mere omfattende arbejdstilsyn, der skaber rammevilkår, når apps har overtaget store dele af virksomhederne og deres ledelsers roller, og man vil af samme årsag sandsynligvis blive presset til en lovgivet mindsteløn direkte fra Christiansborg, så der ikke underbydes i en uendelighed. Derudover skal man politisk hjælpe med at sikre vilkår for markedsbaserede produkter, så folk f.eks. kan tilkøbe løn under sygdom som en forsikring, da andre løsninger simpelthen ikke passer til den nye virkelighed, hvor man selv vælger sine timer uden om en overenskomst, der ellers historisk har sikret fælles goder som disse for de ansatte, som alle havde samme vilkår.

De politiske reformer vil i fremtiden handle om at optimere human kapital gennem uddannelse, sikkerhedsnet og minimumsvilkår, mens de reformer, vi har sloges med næb og kløer om i de seneste 100 års politiske samtale, nærmer sig at være forældede.

Når de digitale vilkår for alvor slår igennem, vil mange organisationer som Dansk Industri, fagbevægelsen m.v. til slut blot fremstå som regulære og banale lobbyister, ja sågar såkaldte rent-seekers, der trods påstande om at ville almenvellets bedste blot varetager netop deres virksomheders eller medlemmers interesser på en måde, som vil forekomme dybt unfair over for alle andre, der ikke tilhører deres særgruppe, der får specielle vilkår gennem lovgivningen. Når alting findes i apps, bliver det hele langt mere gennemsigtigt, og det vil blive helt tydeligt, at det er absurd, at nogle brancher skal forfordeles, statssubsidieres eller løndannes gennem disse lobbyorganisationer, i modsætning til alle andre, hvor udbud og efterspørgsel mødes i en app.

Vi går et valg i møde, hvor politikerne vil fortælle, at de nok skal sørge for, at danskerne bliver rigere og friere med kreative reformforslag, men hvor deres magt over de tiltag, der historisk har sikret dette, vil blive mere og mere svækket de kommende år, qua den teknologiske udvikling. Det er borgerne selv, der på godt og ondt tager reformerne i hånden de næste årtier, og det er vigtigt, at det politiske fokus flyttes til et plan, hvor den del er forstået, og hvor der ageres i en digital virkelighed, som folk uden for Christiansborg har skabt. Kun da kan man fra politisk hold vise rettidig omhu og fokusere på de reformer, der rent faktisk skaber en vindernation, i stedet for dem, der holder fast i en tid, som alligevel aldrig rigtig kommer tilbage.