Tæller en god gerning kun, hvis man fortæller om den på Facebook?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

December var i sandhed en måned i barmhjertighedens tegn. Vi stod i kø for at lave gode gerninger ved juletid, og bagefter fortalte vi om gerningerne på Facebook. Der blev kvitteret med likes og rosende kommentarer fra vores Facebook-venner, og vi solede os i disse likes og kommentarer. De var en håndgribelig anerkendelse af, at vi med vores gode gerninger udviste storsind, overskud, generøsitet og godhjertethed. Det bekræftede os i, at vi grundlæggende er gode, barmhjertige mennesker. De sociale medier blev dermed i december en platform, hvor vi kunne styrke vores selvfortælling om vores barmhjertige sind, og hvor vi kunne dokumentere vores gode gerninger.

Her skiltede vi offentligt med vores gode gerninger. Det var naturligt og for mange nærmest obligatorisk at poste sin Mobilepay-kvittering som dokumentation for, at man havde givet en skilling til velgørenhed. Nogen ændrede sågar deres Facebook-profilbillede og tilføjede et badge til deres foto for at tilkendegive, at de støttede en god sag.

Tendensen, jeg omtaler, begrænsede sig ikke til privatpersoner. Ved juletid stemplede mange virksomheder også ind i alverdens velgørenhedstiltag. Julen var i sandhed hjerternes fest, og mange virksomheder ville vise, at de i december havde hjertet på rette sted. Derfor blev der i stor stil uddelt julehjælp til trængende familier, og dagligvarebutikker uddelte overskudsmad, så selv den fattige og fuglen bliver mæt. Legetøjsforretningerne uddelte gavekort til dem, der var småt bemidlede, så alle kunne få en god julegave. Ved juletid for et par år siden kunne det sågar opleves, at en udskældt rockergruppe uddelte flæskesteg til hjemløse.

Det er min påstand, at det generelle mediebillede og særligt de sociale medier ved juletid generelt altid er fyldt med dejlige historier om generøse folk og virksomheder, der velvilligt glæder folk, hvis økonomiske råderum ikke rækker til at matche det niveau af materialisme og madorgie, en moderne jul indbefatter.

Denne tendens efterlader dog mig med en undren: Hvad er der blevet af den gode gerning for den gode gernings skyld? Er det strengt nødvendigt at eksponere sin godhed på sociale medier? Eksisterer der stadig gode gerninger i sin rene, ubetingede form, som ikke nødvendigvis skal afføde Facebook-posts, Instagram-fotos eller pressemeddelelser?

Jeg mener, at der, med indtoget af de sociale medier, reelt set kan stilles spørgsmål til bevæggrunden for ”den gode gerning”. Fundamentalt set kan vi sætte spørgsmålstegn ved den gode gerning, når den person eller virksomhed, der bedriver den gode gerning, har behov for at fortælle om den offentligt på sociale medier. På den måde kan det være svært at gennemskue, hvorvidt den gode gerning er baseret på reel medmenneskelighed eller på motiver om anerkendelse fra omverdenen for at have bedrevet en god gerning for folk i nød. Eller for virksomhedernes vedkommende: om en bevidst god gerning er en del af en brandingstrategi, hvor virksomhedens image poleres og boostes ved at bedrive gode gerninger.

For at komme lidt tættere på nogle svar på, hvad der egentlig driver os til at gøre gode gerninger, så kan det være interessant at gå historisk til værks og skele tilbage til en tid før sociale medier. Ser man på etik og gode gerninger i et religiøst og idéhistorisk perspektiv, kan man fastslå, at mange af tidens store tænkere har givet deres bud på, hvad der driver mennesket til gode, moralske handlinger. Filosofiens og religionens disciplin har gennem flere årtusinder reflekteret over etiske normer og motiver for menneskers handlemåder. Sokrates, Platon og Aristoteles i Antikken, Martin Luther i Reformationen og Immanuel Kant i Oplysningstiden gav alle deres bud på, hvad der får os til at bedrive gode gerninger.

Religion har altid spillet en central rolle, når gode gerninger skulle forklares. Karmabegrebet er et velkendt feel-good-begreb, som ofte bruges, og som oprindeligt stammer fra Indien. Det forbindes ofte med at gøre noget godt for andre, som så udløser en boomerangeffekt, så der kommer noget positivt tilbage til en selv. I kristendommen er gode gerninger centrale. I den tidlige kristne kirke handlede det om at afbalancere synden og den dårlige samvittighed. Mennesket var per definition et syndigt væsen, der i kampen for tilgivelse og frelse skulle udrette gode gerninger. Senere blev det næstekærlighedsbegrebet, der blev dominerende, og lignelsen om den barmhjertige samaritaner er blevet synonym med, at vi den dag i dag udviser omsorg over for dem, der er i nød. Særligt i december blev dette ekstra fremtrædende og vedkommende, og op til jul mindede mange hinanden om, at det var vigtigt at udvise solidaritet med folk, der har behov for hjælp, så alle kunne fejre en god jul. De personer, der går i kirke i juletiden, ville formentlig også kunne genkende disse aspekter i præstens tale og salmerne.

Modernitetens grene af filosofien har også beskæftiget sig med etik og gode gerninger. De eksistensfilosofiske strømninger parkerede tanken om Gud som drivkraften for de gode gerninger og satte derimod individet i centrum. Vores egne valg er det centrale, og vi skaber selv moralen. Tankegodset fra denne livsanskuelse er ofte at spore i dag.

Det er mit indtryk, at folk i dag generelt træffer gode valg og er enormt villige til at give et økonomisk bidrag, mad eller en hjælpende hånd til folk, der har brug for det. Dét er positivt. Når vi fortæller om vores bidrag på de sociale medier, kan det endda motivere endnu flere til at give et bidrag, og på den måde har de sociale medier og den virale effekt et stort potentiale, da spredningen og hastigheden er stor, når vi poster velgørenhedsdokumentation på Facebook. Budskabet om, at du har støttet en god sag, når hurtigt ud til mange, som måske følger trop. Når folk fortæller om deres gode gerninger, kan det inspirere andre til at yde en indsats, lave gode gerninger og hjælpe andre.

Det er min holdning, at folk naturligvis skal fortsætte med at lave gode gerninger, udvise solidaritet og hjælpe hinanden. Og du må hjertens gerne fortsætte med at fortælle om dine gode gerninger på Facebook. Min pointe er blot, at det kan være sundt at stoppe op og reflektere over og overveje dit personlige motiv for at gøre en god gerning, og dernæst reflektere over behovet for at fortælle offentligt om den gode gerning på sociale medier. Vælger du at fortælle om din gode gerning på Facebook, bør du være bevidst om, at motivet for den gode gerning ikke kun er at hjælpe folk i nød, men også at styrke din egen selvfortælling og identitet. Det er dog vigtigt at understrege, at dette hverken gør din gerning bedre eller dårligere.

Vi lever i en tidsalder, hvor vi gennem medierne eksponeres for, at der særligt omkring juletid finder mange gode gerninger sted, og dét er naturligvis positivt. Det er skønt at kunne se tilbage på endnu en december, hvor man har oplevet, at rigtig mange har hjulpet hinanden. At dette er tilfældet, er dog også et udtryk for, at vi lever i en individualiseret tidsalder, hvor den enkeltes selvfortælling til omverdenen potentielt set, men ikke nødvendigvis, er den primære drivkraft for lysten og evnen til at bedrive gode gerninger. På den måde kan man argumentere for, at i et moderne samfund går solidaritet og individualitet hånd i hånd ved juletid.