Fortsæt til indhold
Kommentar

"Vi havde faktisk set frem til at holde jul med nogle fattige, og nu er det hele ødelagt"

I Danmark har vi en stor og overskudsagtig middelklasse, der trods det høje skattetryk og det fantastiske velfærdssamfund, vi efterhånden har fået skruet sammen, gerne vil andre det bedste. Bare vi selv får noget ud af al den godhed, og bare det ikke går for meget ud over vores egen magelighed og umiddelbare behov.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden læste jeg i BT om et ungt ægtepar med små børn, der skuffet måtte erkende, at parrets selvudråbte mission om at ”redde julen” for en fattig familie med børn endte som en forfærdelig oplevelse. Jeg ved ikke lige, hvori den forfærdelige oplevelse bestod. Men parret stod i hvert fald tilbage med al for meget julemad og en stor skuffelse. Det gik slet ikke, som den lille familie måske ønskede.

Opslaget, hvor familien via Facebook, inviterede en »fattig familie med børn« hjem til sig for at holde jul, fik ellers mange likes, og det blev delt af, jeg ved ikke hvor mange, og tilbuddet endte endda i medierne, så familien troede, at succesen var hjemme. Men ak, de fattige valgte åbenbart at svigte den stakkels familie. De fattige havde simpelthen ikke lyst til at tilbringe juleaften med en fremmed familie et eller andet tilfældigt sted i landet. Selv om den gode familie var i kontakt med flere familier undervejs i forløbet, så meldte de fra en efter en og efterlod den stakkels familie uden mulighed for at gøre en god gerning. Øv, hvor træls.

Men jeg forstår faktisk udmærket de såkaldt fattige, mindre bemidlede, udsatte eller hvad vi nu vælger at kalde den socialklasse her i Danmark, som familien eftersøgte. Uanset hvor få penge jeg havde, eller hvor lidt jeg kunne give min familie i julen, så er jeg sikker på, at jeg ville føle mig ydmyget ved at tage imod en fremmed families tilbud om at fejre jul hos dem, uanset hvor godt den end mente det.

Der er et eller andet egoistisk over familiens ageren. Skuffelsen i artiklen i BT lyder virkelig sær. Man bliver i tvivl om, hvorvidt det er en artikel fra RokokoPosten, det satiriske nyhedsmedie, eller det er Fritz og Poul fra Rytteriets jyske slægtninge, der giver den gas i medierne. For hvad bilder de fattige sig egentlig ind? Nu havde familien lige glædet sig til at gøre en god gerning, og så nægter de fattige at stille op. Og hvad med familiens stakkels børn? De var faktisk blevet lovet nogle fattige i julen, og nu gider de ikke engang at stille op. Hvad ligner det?

Familien havde ellers brugt adskillige timer i december på projektet, og der var kontakt til flere familier, der alle meldte fra. Flere af de fattige meldte tilbage, at de hellere ville have overført penge til f.eks. vådservietter og rugbrød end at tage imod det flotte tilbud. Hold da op, hvor fræk kan man være? De fattige vil åbenbart hellere have penge end godhed.

Men hvorfor vælger den unge familie ikke at støtte op om nogle af de mange større og mere fællesskabsorienterede velgørenhedsprojekter, som rigtig mange organisationer står bag rundt om i landet? Der er rig mulighed for at hjælpe og give til familier med børn, par og enlige som af alle mulige og umulige årsager ikke selv har midlerne til at fejre en jul med alt, hvad der nu hører til.

Er det magelighed? Er det, fordi man hellere vil være hjemme i trygge omgivelser? Er det show off-godhed? Der er måske ikke langt fra tanke til handling, når man sidder og taler om at gøre noget godt for nogen over aftensmaden. Næstekærligheden er ikke længere væk end en post på Facebook.

Den unge familiefar synes i hvert fald ikke, at familien gjorde noget forkert, selv om ingen tog imod den flotte invitation. Der var jo positiv respons på de sociale medier og i pressen. Ja, og det er jo en god følelse i sig selv.

Måske man skulle prøve med lidt empati og forestille sig, hvordan man selv ville reagere, hvis man selv fik tilbuddet om at holde jul hos en vildt fremmed familie. Jeg ville føle mig udstillet og til grin.

Godheden længe leve her i julen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.