Diplomatiet er langsommeligt og fyldt med paradokser, men det er også den bedste vej mod fremskridt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark træder til januar ind i FN’s kontroversielle Menneskerettighedsråd. Det blev afgjort i går, da FN’s Generalforsamling officielt valgte rådets nye medlemmer. Herhjemme har Danmarks kandidatur til Menneskerettighedsrådet mest af alt ført til heftig debat om, hvorvidt Danmark overhovedet skal være medlem af rådet.

Fra kritikkerne lyder det, at et Menneskerettighedsråd, hvor lande som Saudi-Arabien eller Kina får lov til at spille en betydelig rolle, ikke er sit navn værdigt. Når rådet samtidig har et overdrevet fokus rettet mod Israel, mens andre væsentlige menneskerettighedskrænkende lande får en langt mildere behandling, så burde Danmark holde sig fra rådet. USA valgte exit-døren i Genève i juni i år og forlod rådet med en heftig kritik om hykleri og bias.

Fra den mere optimistiske side af debatten lyder argumentet, at Danmark netop bør engagere sig i det diplomatiske arbejde, fordi menneskerettighederne er alt for vigtige til at blive overladt til diktatorer og despoter. Danmark har ikke før været med i FN’s Menneskerettighedsråd, som blev etableret i 2006, og det er nu på tide, at vi træder ind og yder en indsats inden for det højest profilerede menneskerettighedsorgan i FN, fordi vi har noget at bidrage med.

Hvis historien kan fungere som grundlag for et troværdigt argument – og det mener jeg selvfølgelig som historiker, at den kan – bør optimisterne have mest medvind. Det danske diplomati har igennem de seneste 50 år gang på gang leveret gode resultater på det kontroversielle og komplekse menneskerettighedsområde.

Et oplagt startsted for vores historiske argument er 1967, hvor Danmark sammen med de andre skandinaviske lande og Holland valgte at indklage den græske militærjunta for Europarådet. Det var et nybrud, at stater på den måde blev forsøgt holdt ansvarlige for krænkelser som tortur. Juntaen i Grækenland faldt af andre årsager, men dette skridt hjalp i den politiske delegitimering af militærregimet og i at placere indsatsen mod tortur på den internationale dagsorden.

I 1970’erne fik menneskerettighedsdiplomatiet en mere central rolle i verden. Konteksten var den fastfrosne kolde krig og forsøget på at nedskalere konflikttruslen i Europa, hvor menneskerettighederne – som var blevet konsolideret i 1960’erne i FN-regi – bidrog til det politiske fundament for forhandlingerne. Og Danmark var en nøgleaktør.

I december 1973 vedtog EF-landene København-erklæringen om Europæisk Identitet. I den danske hovedstad blev det slået fast, at menneskerettighederne og retsstaten var afgørende elementer i det at være europæer. Menneskerettighederne blev nu en forudsætning for, at man fra Vesteuropas side overhovedet ville indgå en aftale – Helsinki-aftalen – med Sovjetunionen og Østblokken. For at understøtte ambitionen genåbnede en række EF-lande et parallelt spor om tanke- og trosfrihed i FN-regi for at lægge et bredere pres på de kommunistiske lande. De forskellige diplomatiske fora indgik således i et større samspil.

Igen indtog Danmarks diplomater en central rolle, da de tog ansvaret på sig for at løfte den del af Helsinki-aftalen, der handlede om menneskelige og kulturelle kontakter på tværs af blokkene. Formålet var gradvist over tid at perforere det jerntæppe, som gik ned gennem Europa. Det lykkedes, og Danmarks bidrag blev en afgørende faktor for Helsinki-aftalens succes.

I Østeuropa inspirerede aftalen dissidenter og organiserede Helsinki-grupper til at monitorere og kritisere menneskerettighedssituationen i deres egne lande. Dissidenterne havde brug for støtte udefra, men det politiske pres herfra kom faretruende tæt på kollaps, da USA under Jimmy Carters ledelse kort efter aftalen skærpede retorikken over for Sovjetunionen, som på sin side blev voldsomt fortørnet over amerikanernes nye stil. Sammenbruddet for Helsinki-processen var nær, men under den første opfølgningskonference i Beograd i 1977 trådte Danmark til og fik forhandlet et slutkommuniké på plads med de to supermagter. Det holdt processen i live, og den overlevede ind i 1980’erne og fik en væsentlig betydning for afviklingen af den kolde krig. Danmarks diplomatiske snilde var således medvirkende til en udvikling, der førte til massive menneskeretlige forbedringer for millioner af mennesker.

Men Danmark trak sig ikke fra det vigtige arbejde med at opbygge et nyt samlet Europa. I juni 1990 var Danmark med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i spidsen vært for et topmøde i København om ”den menneskelige dimension” – en titel, som skulle være politisk pejlemærke for en fredelig afvikling af den kolde krig. Menneskerettighederne var i centrum, og Danmark var stedet, hvor Vesttyskland og – det snarligt opløste – Østtyskland for nok første og sidste gang stod bag en fælles resolution om at fremme menneskerettighederne. Mødet og den tilhørende proces hjalp med at sikre overgangen til et nyt og mere samarbejdende Europa.

Den kolde krigs afslutning betød nye muligheder. FN besluttede derfor at afholde en verdenskonference om menneskerettigheder i juni 1993. På grund af vores EU-formandsskab påtog Danmark sig endnu en gang en central rolle i internationale forhandlinger på menneskerettighedsområdet. Verdens lande blev enige om et nyt globalt arbejdsprogram og etableringen af en FN-højkommissær for menneskerettigheder. Samtidig besluttede FN’s medlemslande, at alle lande fremover skulle have nationale menneskerettighedsinstitutioner, der uafhængigt kunne undersøge og kritisere landenes menneskerettighedsstandarder. Tilbage stod verden med en helt ny institutionel og politisk forankring af arbejdet med at holde stater ansvarlige for behandlingen af deres borgere.

Disse tiltag havde det været umuligt at opnå enighed om under hele den kolde krig. Det danske diplomati spillede en afgørende rolle i at sikre opbakning og de nødvendige indrømmelser, som gjorde aftalen mulig, og tiltagene fra 1993 har haft vidtrækkende betydning for verdens befolkning. I dag har vi nationale menneskerettighedsinstitutioner fra Kenya til Australien, fra Sydafrika til Peru og fra Uganda til Filippinerne, og de holder øje med staternes overholdelse af menneskerettighederne.

Danmark har siden spillet en betydelig rolle i opbygningen og styrkelsen af de nationale menneskerettighedsinstitutioner. Samtidig har den danske stat haft et vedvarende fokus på en række vigtige menneskeretlige områder som kampen mod tortur, indfødte folks rettigheder, HIV/Aids, kvinders rettigheder, seksuelle og reproduktive rettigheder og rettigheder for LGBT-personer gennem blandt andet vores udviklingsbistand og diplomatiske arbejde.

Det er alt sammen emner, som Danmark vil komme til at diskutere i FN’s Menneskerettighedsråd i de kommende år. Rådets arbejde handler nemlig om meget mere end Israel. FN’s Menneskerettighedsråd er et væsentligt led i et langt større politisk og juridisk økosystem, som understøtter menneskerettighedsarbejdet på tværs af FN-organisationerne, nationale menneskerettighedsinstitutioner, civilsamfund og mange andre.

Men kritikerne har ret i, at FN’s Menneskerettighedsråd også er et organ, hvor stater, som systematisk krænker deres borgeres rettigheder, får taletid. Sådan er det med FN-diplomatiet – alle er potentielt inviteret med ind. Det kan være frustrerende. Ikke mindst i en tid som nu, hvor menneskerettighederne synes under pres. Spillet kan til tider være for nemt for diktaturer. Men det var det også under den kolde krig og i årene efter murens fald. For 50 år siden – i 1968 – var FN’s Menneskerettighedskommission – forgængeren for det nuværende Menneskerettighedsråd – også beboet af diktaturstater som Sovjetunionen og Saudi-Arabien. Der var også et overdrevet fokus på Israel, som svækkede fokusset på andre væsentlige indsatsområder.

Alligevel lykkedes det adskillige gange Danmarks diplomater og politikere at gøre en forskel for verdens borgere. Og det kan vi gøre igen.