Gå aldrig længere end alt for vidt!

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg var i politik for at forandre, for at gøre det bedre for de svageste i samfundet. I alle mine år som valgt politiker ledte jeg efter muligheder for at gøde jorden for de forandringer, jeg syntes, der var tiltrængte. Den offentlige debat var en af mulighederne. Men gang på gang fik jeg at vide, at jeg slet ikke var interesseret i debat eller forandring. Det eneste, jeg ville, var at promovere mig selv. Hvis den indstilling slår igennem, så bliver der ingen debat, men bare ligegyldige beskyldninger mod navngivne personer. I virkeligheden er det helt ved siden af at bebrejde politikere, at de prøver at promovere sig selv. Selvfølgelig gør vi det. Det er en del af jobbet med at være professionel politiker. Vi skal nemlig vælges. Folk skal vide, vi er der, og hvad vi står for. Så selvfølgelig promoverer vi os selv. Men det betyder ikke, at jeg og andre ikke samtidig kan lægge op til og være interesseret i en offentlig debat for at skabe forandring og for at skabe forståelse for den. Tit uden at have færdige svar, fordi det netop drejer sig om komplicerede samfundsspørgsmål, som der ikke er færdige svar på.

Det er inderligt kedsommeligt og ufrugtbart med den megen motivgranskning. Det prægede min tid, og det præger den nutidige debat. Alt for mange politikere og journalister får overhovedet ikke forholdt sig til de budskaber, der trænger til at blive diskuteret – og så bliver der ingen debat og ingen stemning for forandringer.

Er det så banalt, at ønsket om en debat om forandringer udstiller, at de kritiserede ikke selv har fået tænkt problemerne igennem? Kommer vi offentlige debattører til at pirke til en dårlig samvittighed? Eller er det bare et almindeligt bureaukratisk forsøg på at krybe udenom noget, der er besværligt. Det er altid nemmere, når tingene bliver ved med at være, som de altid har været – også selvom de ikke mere giver den samme mening, som dengang de blev skabt. For journalisterne og politikerne er det altid det letteste bare at gøre, som de plejer og tage fat på at kritisere budbringeren.

I nutiden med spindoktorer og kommentatorregimet er det blevet vanskeligere for politikere at komme igennem med politiske budskaber. Medierne interesserer sig for motiver og processer – uendelig sjældent for indholdet. Det bliver til megen snak, om debattøren eller politikeren har et særligt motiv, eller om den ene politiker bedre kan lide nogle end andre. Debatten om finansloven i slutningen af 2017 var et illustrerende eksempel på, hvor lidt vi vælgere fik at vide om indholdet og perspektiverne i forhold til, om Lars Løkke nu var gode venner med Thulesen Dahl mv. Laget imellem de valgte politikere og den befolkning, de repræsenterer, er blevet tykkere. Journalister interviewer andre journalister – også når de er blevet spindoktorer. Politikeren selv bliver der ikke så meget plads til, og når de endelig kommer i direkte kontakt med medierne, plaprer de alt for tit en lært lektie af, og det ligegyldigt, hvad der bliver stillet af spørgsmål. Det er der heller ingen, der bliver klogere af.

Helt overflødigt bliver det, når journalisterne bliver udsendt til andre lande. Så bliver oplæserne fra TV-aviserne pludselig eksperter i f.eks. engelsk eller amerikansk politik. Hvor kom den ekspertise fra? Hvis vi seere, læsere eller lyttere skal blive klogere, vil det være langt mere oplysende med nogle specialister – og gerne nogle af dem fra landet selv. I stedet bliver det til sniksnak om, hvad journalisten tror, at folk mener og måske et interview med et ”helt almindeligt” menneske fra gaden. Klogere bliver vi seere sjældent. Alt bliver ved det gamle!

Jeg kunne godt tænke mig, at flere vovede et øje og gik i gang med at snakke om noget, de godt vidste, de ikke havde svar på, og at der var andre, der ville være uenige og så uenige, at de gad reagere.

Formålet med at deltage i den offentlige politiske debat er at prøve at få afklaret, hvordan påtrængende samfundsproblemer kan håndteres – enten sådan at de løses eller sådan, at vi bliver i stand til at leve med dem på en måde, der er i overensstemmelse med vore samfunds- og menneskesyn. På langt de fleste og de alvorligste samfundsproblemer foreligger der ikke nogen færdig socialdemokratisk eller borgerlig eller nogen som helst anden løsning. Moderne industrisamfund forandrer sig så hurtigt og så gennemgribende og overraskende, at de ikke kan forudsiges, hverken af politikere, økonomer, samfundsvidenskabsfolk, digtere eller profeter. Færdigsyede partimeninger tjener ikke noget formål, for debatten handler jo netop om at blive i stand til at finde det grundlag, som partimeninger kan formuleres ud fra.

Hvis alle deltagerne i den offentlige debat skal mene det samme, så betyder det, at partierne ikke bevæger sig, men bare kører videre i det samme slidte spor. Den offentlige debat er nødvendig, den skal fremmes og støttes og ikke skammes ud. Alt for tit er de politiske ledere og medierne enige om at gøre nye synspunkter til et spørgsmål om illoyalitet. Det er ødelæggende, for der opstår kun debat, når der er uenighed. Debat kræver klare og forståelig synspunkter, og i forhandlinger om kompromiser i Folketinget er det modsatte tilfældet. Derfor er det vigtigt at kunne skelne og give plads til den offentlige debat, for den skaber fornyelse samtidig med, at dagen og vejen klares ved de nødvendige kompromiser i Folketinget.

I mit lange politiske liv har jeg brugt forskellige midler til at sikre, at der blev skabt grobund for forandringer. Hvad enten det drejede sig om trængsel, fødevarekvalitet, sociale ydelser, adgang til højere uddannelse m.m. I mine unge år skrev jeg sammen med en gruppe kvinder, som vi kaldte Strikkeklubben, nogle bøger til skolebrug, ”Du spiller en rolle – også en kønsrolle” og ”Du skal selv bestemme”. Vi ønskede, at pigerne i skolen skulle vide, hvor mange muligheder der var for dem. Og for nylig har jeg sammen med andre kvinder udgivet bogen ”Livsmodig”, om hvordan det er for kvinder at blive ældre eller rettere gamle, som jeg selv insisterer på at kalde det. Pointen er og var, at der skal forandringer til.

Om samfundsspørgsmål har jeg været del af grupper f.eks. sammen med professor Ove Kaj Petersen, da han skrev ”Demokratiets lette tilstand”. Tit resulterede det i kronikker eller bøger, men det kunne også være OECD, der inviterede til en tale, der efterfølgende kunne bruges som kronik. Der er masser af muligheder, men de bliver alt for lidt brugt af nutidens politikere. Det er som om, at den usikkerhed, der er en forudsætning for, at der er tale om åbne spørgsmål, ikke er i høj kurs.

Jürgen Habermas sagde det så udmærket for nylig (Informations oversættelse fra Der Spiegel): »… taler kan ændre offentlighedens opfattelse af politik. De kan højne debattens niveau og udvide dens horisonter. Som sådan kan taler også forbedre ikke blot kvaliteten af den politiske opinion og politiske viljesdannelse, men også selve den politiske handling.«