Hviderusland kaprer civilt passagerfly. EU må skride hårdt ind og indføre sanktioner
EU bør udstede landingsforbud over for alle hviderussiske fly.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er fuldstændigt uacceptabelt, at Belarus, eller Hviderusland som vi indtil for nyligt kaldte landet, har tvunget et passagerfly fra Ryanair til at lande i landets hovedstad, Minsk, for at anholde oppositionsaktivisten Roman Protasevitj. Han har været redaktør og medstifter af nedmediet Nexta, der har været en afgørende del af oppositionens kamp mod regimet.
Flyet var på vej fra Athen til Vilnius og fløj over hviderussisk luftrum, da landets diktator, Alexander Lukashenko, ifølge landets egne medier beordrede kampfly på vingerne for at tvinge flyet ned. Undskyldningen var, at der en bombetrussel mod flyet. Men den eneste bombe ombord var politisk. For det er fuldstændigt uhørt på den måde at tvinge fly ned og anholde politiske modstandere. Roman Protasevitj risikerer at blive sigtet efter paragraffer, der kan resultere i dødsstraf.
EU må skride hårdt ind over for en bøllestat, der betjener sig af metoder, som end ikke Cuba eller Iran ville benytte. Det er ikke nok med ”skarp fordømmelse”. For det første må det være slut med, at europæiske fly overflyver hviderussisk luftrum, på samme måde som civile fly heller ikke overflyver områder, hvor der er krigshandlinger. For det andet bør EU forbyde fly fra Belarus at lande i europæiske lufthavne. Reaktionen må være hård og kontant, for signalet er lige så meget møntet mod Rusland, som uden tvivl har givet lov til, at regimet i Minsk har testet, hvor langt de kan gå. Hvis vi ikke siger stop, så bliver den slags handlinger en del af hverdagens uorden på samme som russiske likvideringer udenfor landets grænser.