Fortsæt til indhold
Kommentar

Vred kolonibestyrer i selvstyretårnet fjerner belejligt fokus ved at svælge i fortiden

Folketingets politikere bør støtte en stærkere organisering af grønlændere bosat i Danmark og dansktalende i Grønland. Vi skal styrke inddragelsen af de uofficielle mindretal i politik, som har relevans for dem.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Al den kolonisnak bør perspektiveres til, hvordan mindretallene i rigsfællesskabet behandles i dag. Hvordan har danskere i Grønland og på Færøerne det? Og hvor godt eller skidt står det til med det uofficielle grønlandske og færøske mindretal i Danmark? Er det ikke lige så vigtigt at forholde sig til, som hvad der skete under kolonitiden?

De mange eksempler på fortidens ”koloniovergreb” skal sammenlignes med måden, som danskere i Grønland og grønlændere i Danmark behandles på i dag. Det er, som om der i den dårlige samvittigheds hellige navn er givet grønt lys til, at såkaldte ægte grønlændere kan behandle minoriteter dårligt, uden at nogen griber ind. Det kan ende helt galt at overlade til den nuværende grønlandske elite at definere, hvem der har været undertrykt, og til at retfærdiggøre nye undertrykkelser i rigsfællesskabet.

Europarådets komité vedrørende nationale mindretal og Institut for Menneskerettigheder har anbefalet, at Danmark anerkender herboende grønlændere som nationalt mindretal. Hvorvidt det er løsningen, er i princippet en særskilt debat. Men det skal under ingen omstændigheder være op til grønlandske politikere at bestemme, hvilke behov mindretallene har. De er inhabile og styret af følelser. Og ved at overlade magten til den siddende elite (også over mindretallene) er man i gang med at udøve en ny slags undertrykkelse, hvor man bevidst forhindrer minoriteter i at komme til orde og bestemmer over deres skæbne. Alle, der lukker øjnene for det (inklusive Folketingets politikere), er med til at skabe nye problemer.

Lige nu hader man statuen af Hans Egede så meget, at nogle ligefrem mener, at den skal kastes i havet. Her er man på rejse tilbage til fortiden. Alt imens fortiden får følelserne i kog, kan man læse hjerteskærende debatindlæg om danskerhad i f.eks. denne kommentar i Information.

»I Grønland stod jeg på grund af mit danske ophav altid i spotlyset. Gjorde eller sagde jeg noget, der var ildeset, der var ”for dansk”, var jeg næsten altid bare en undertrykkende imperialist, der skulle rejse hjem. Et omvandrende, lyshåret symbol på de mange års forfærdeligheder udrettet af det danske kolonistyre i Grønland. En qallunaarsuaq – en dum dansker.

Til tider tog danskerhadet så hårdt fat, at jeg i undervisningstimer lagde ører til lærervikarers formanende belæringer om, at danskere var det største onde på denne jord. Tilråb og racistiske bemærkninger lod sig høre både på skolegangene og ud fra vinduer, når jeg gik på gaden.«

På debatsiden ”Rigsfællesskabet til Debat” kan man læse mange kommentarer fra danskere, som understøtter dette had. Gør eller siger man noget, som er ildeset eller er ”for dansk”, er man næsten altid bare en undertrykkende imperialist. Det er en meget effektiv måde til at lukke kæften på kritik.

Naturligvis vil alle udfordringer ikke forsvinde som dug for solen, hvis herboende grønlændere og dansktalende i Grønland anerkendes som mindretal. Men det vil kunne danne grundlag for en styrket statslig indsats i forhold til at skabe bedre forhold for uofficielle mindretal. Folketingets politikere bør støtte en stærkere organisering af grønlændere bosat i Danmark.

Der er behov for en repræsentation for grønlændere i Danmark, som grønlændere i Danmark selv vælger.

I dag ringer man til selvstyretårnet, hvis man vil vide, hvordan vi har det. Uværdigt og grænseoverskridende. Men det er også farligt at underkaste minoriteter en følelsesladet politik. Der er f.eks. ingen velvilje til at løse udfordringerne med socialt udsatte grønlændere i Danmark, for det kan ikke løses uden at pege pilen tilbage på Grønland, som i 41 år har haft ansvaret for det sociale område. Grønlandsk politik har stor indflydelse på grønlænderes hverdag i Danmark. Alligevel nægter selvstyret hårdnakket at afgive indflydelse. Det skulle jo nødigt fjerne fokus fra den kolonifortid, som man belejligt vælger at svælge i. Det føles som at være underlagt en vred kolonibestyrer i selvstyretårnet.

Vi skal styrke inddragelsen af danskere i Grønland og grønlændere i Danmark i udformning af politik, som har relevans for dem.