Når en vittighed om et tredje køn udløser moralsk storalarm

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Tyskland tilføjes fremover i pas og andre dokumenter en tredje kønskategori ud over mand og kvinde: ”Diverse”.

Det skal man ikke spøge med, fandt også den nye formand for CDU og designeret kanslerkandidat efter Angela Merkel, Annegret Kramp-Karrenbauer, ud af på den hårde måde.

Hun optrådte forleden på et karnevalsmøde, der traditionen tro blev tv-transmitteret i den bedste sendetid. Det har hun gjort i de seneste par sæsoner, men denne gang blev det alvor. Hun forsøgte sig med en vits, og så havde hun balladen.

Efter indledningsvis at have gjort lidt nar af Berlins hipster- og cafe latte-miljøer, bevægede hun sig ind på det nye store samtaleemne, kønsneutrale toiletter, og sagde så: »De er jo bare for mænd, der ikke kan beslutte sig for, om de vil stå op eller sidde, når de tisser.«

Sådan faldt ordene. Skandalen rullede. Selv i de store seriøse aviser diskuteres nu, om AKK, som hun kaldes for nemheds skyld, mon har tacklet sig selv ud af banen, endnu før kampen om Merkels kanslerpost er sat ind. Også homoseksuelle partifæller erklærer sig forargede over deres formand. Flere forlanger en undskyldning.

Affæren dumper lige ned i den ophedede debat om krænkelseskulturens seneste udløbere, der ruller i mange vestlige samfund. Særligt i Tyskland kan det dog overraske, at postyret bliver så voldsomt.

Hvis man tiltaler en tysk forsamling af f.eks. iværksættere, er der ingen vej uden om den dobbeltkønnede tiltale: Unternehmer og Unternehmerinnen. Den blev afskaffet i Danmark for vel 50 år siden – erstattet af m/k – men den mandlige og kvindelige tiltaleform er bibeholdt på tysk netop for at undgå at usynliggøre den ene eller anden. Undertiden bliver det virkelig knudret. Men nu får man oveni problemet ”diverse”-kategorien, der kan dække over et utal af varianter. Sprogforskerne river sig i håret.

Vitsen faldt som sagt på et karnevalsmøde. Her er der normalt meget få begrænsninger. Humoren er grovkornet, og den sparker opad mod magten, politikerne og dem i toppen. Hvis klichéen om tyskere er, at de hælder til at være lidt autoritetstro, så er netop karnevallets grundtone rygende antiautoritær. Men hér stødte AKK altså alligevel på en grænse.

Det gjorde også en anden karnevalstaler. Han gjorde sig lystig over, at mange tyske kvinder har et sammensat efternavn; deres eget og mandens. En tidligere justitsminister har vist rekorden: Sabine Leutheusser-Schnarrenberger. En kvinde sprang op på scenen og protesterede. Kvinder blev nedgjort, mente hun. TV-stationen skar sekvensen ud af sin dækning, og festtaleren droppede joken i sine næste optrædener.

Postyret om AKK kolliderer med ønsket om, at politikere gerne må give lidt personligt af sig selv i stedet for at fremstå som talende excel-ark. Man hører tit efterlysninger af mennesket bag politikeren. Slipseknuden skal helst løsnes lidt, ellers bliver det hele for konceptualiseret og styret af spindoktorer og taleskrivere.

Men der vil nok være grænser for, hvor mange alternative vinkler Tysklands måske kommende kansler vil vise sig fra efter denne rundtur i krænkelsesmanegen.

Man kan naturligvis synes, at hendes vits er sjov eller ikke. Man kan muligvis tolke den som en nedvurdering af de mennesker, der ikke passer ind i de gængse kønskategorier. De bliver notorisk stadigt flere i disse år. Men det er svært på den ene side at forlange blødere, rundere og ærligere politikere og på den anden slå storalarm, når de åbner lidt op.