Fri os fra arkitekter, migranter og andre nomader

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Politik kommer i mange former, men bliver ikke altid varedeklareret. F.eks. afspejler megen ny samfundsfaglig forskning fra de højere læreanstalter tykke politiske fordomme og politisk korrekte tendenser. Det samme gør journalistikken, også i de etablerede medier, der selv mener at skelne drakonisk mellem journalistik og synspunkter.

Subjektivismen er lige så gammel som mennesket. Og selv de mest påskønnede videnskaber og metoder kan ikke reducere sandheden til et spørgsmål om teknik.

Arkitektfaget er heller ingen undtagelse. Det ser vi for tiden i Nyborg, hvor private interessenter og offentlige kasser har dannet en uhellig alliance på 350 mio. kr. med henblik på at smadre Danmarks ældste og bedst bevarede borganlæg ved Nyborg Slot og skabe et såkaldt unikt museumsområde, der ligner et moderne shoppingcenter og drukner i mondæn samtidighed.

Samtidighed har stærk appel til byplanlæggere og bygmestre. Både når historiske anlæg afvikles og bykvarterer udvikles, vil arkitekter gerne indfri fremtiden her og nu, hvorfor de rækker beredvilligt ud efter globale tendenser og idealer. Arkitekter, som arkitekter er flest, hælder automatisk mod det såkaldt progressive og futuristiske, mens det fortidige er udtjent og må »revitaliseres«, som lokalpolitikere, arkitekter og Realdania udtrykker det om Nyborg Slot.

Sætter man sig tilfældigvis til at læse programmet for Copenhagen Architecture Festival, der for femte år i træk løber af stablen i København fra den 3.-16. maj, mærker man ligeledes denne hensigt og bliver forstemt. Den tidligere socialdemokratiske finansminister, hvem jeg beskrev forrige søndag, deltager ikke, men det er alligevel hans »nødvendighedens politik«, der gennemsyrer festivalens arkitekturpolitik.

Temaet er ellers spændende og byder på flere navne fra det store udland, film, forelæsninger og konferencer, der kredser om hjem, bolig og tilhørsforhold i en verden under pres fra folkevandring, segregation og urbanisering.

Men det bagvedliggende budskab, som jo i udstrakt grad er politisk, selv om det ikke opfattes sådan af de programansvarlige med Josephine Michau i spidsen, er, at arkitekter må tilpasse sig udviklingen og levere flere boliger til migranter og folk på gennemtræk. Det er demografien, der er nødvendighedens motor i denne længsel efter verdensborgerskab, og man savner egentlig blot Suzanne Brøggers udsagn om, at Danmark slet ikke er vores.

For ikke at vække unødig debat eller tage fat om nældens rod, præsenteres spændingerne mellem storbyernes befolkningsgrupper som en ubalance mellem »dem, der har råd og dem, der ikke har«, mens de etniske og religiøse faktorer glimrer ved deres fravær. Den slags betændte emner passer sig naturligvis ikke for arkitekter med gang i karrieren. Derfor bliver det ellers akutte tema »parallelle byer« pakket ind i vage formuleringer om økonomisk ulighed og et programmatisk ønske om mere »mangfoldighed« og mindre traditionalisme.

Mangfoldighedsretorikken er her som andre steder nøglen til at forstå, hvad der er på spil for tidens mest prominente arkitekter i København.

De skal redde deres udkomme i en tid, der risikerer at føre til stedse mere social og demografisk uro, og de skal klare opgaven, mens de og deres tegnestuer tager sig godt ud og fastholder deres prestige. Deres mission er fortsætte med at tegne, designe og bygge for en fremtid, der risikerer at rive huse, byer, eliter og samfund ned. Missionen er mangfoldighed, men uden at missionærerne lader til at have bemærket mangfoldighedens malstrøm.

På dette vage grundlag søger hovedstadens hippeste arkitekter efter »hjem mellem hverdagsliv og utopi« og med inspiration fra ånden fra '68 såvel som fra Venligboerne – efter »hjem uden huse« og et sexet »mix af studerende og flygtninge«, helt uden »grænsedragning« og »ghettoudspil«.

Det kan godt være, at dagens succesfulde arkitekter går nobelt klædt, bor i rigtige huse med lås på døren og tyveriforsikring hos Topdanmark, men de drømmer om at blive ét en global fremtid, hvor »flygtninge, hjemløse, nomader mm.« er de nye helte. Det er det, der er så hult. Andre må betale for deres idealisme. Her stilles der ingen reelle spørgsmål til fremtiden, den kommer bare, som var den bestemt af højere magter.

Men det er så vores opgave. At bremse de værste udviklingstræk og forsøge at redde landet fra arkitekter, migranter og andre nomader.