Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Middelalderslot begraves i samtidighed

Kommunale, statslige, filantropiske og arkitektoniske beslutningstagere er rørende enige om, hvad der sælger billetter – og borgerne klapper.

Det var et borgermøde. Alligevel var det borgmesteren, museumsdirektøren og kommunens miljøtekniker, der snuppede den første time. Efter pausen kunne borgerne stille spørgsmål, kun afbrudt af en repræsentant for Kulturarvstyrelsen og arkitekten bag det udvalgte projekt, der skal omdanne det gamle middelalder-, reformations- og renæssanceslot i Nyborg til noget, der ligner et shoppingcenter.

Jeg tog ordet uden forventning om, at det nyttede det fjerneste, og blev da også straks bedt om at fatte mig i korthed og mødt med sure tilråb fra salen.

De fremmødte nyborgensere var og er tilsyneladende ellevilde med den forestående ødelæggelse af Nyborg Slot; byrådet ligeså, mens det århusianske arkitekfirma Cubo ikke kan vente med at komme i gang med at forvandle slottet til noget, der flugter med Hammershøj Teglværk, Messecenter Herning, en skole og sfo i Våler i Norge eller det kommende springgymnastikcenter i Hedehusene. Hvad disse bygninger har til fælles med det nydesignede Nyborg Slot, er, at de er tegnet af ét og samme arkitektfirma og ligner hinanden til forveksling. Cubos arkitekter er åbenbart eksperter i de klodser og firkanter, der vinder frem i vores urbane kultur.

Finansieringen af slottets forvandling er for længst på plads. To af landets største pengetanke har allerede doneret kassen, stat og kommune ditto, ligesom dronning Margrethe har sagt god for projektet til rundt regnet 350 mio. kr.

Det er svært at argumentere imod så mange penge og så mange forventningsfulde interessenter samt udsigten til mere turisme, men jeg undrer mig – højlydt. For der er noget helt galt med planerne for Nyborg Slot.

Vist trænger slottet til en nænsom restauration; vist halter den akademiske formidling efter, hvad man kan forvente for et af de mest centrale borganlæg i danmarkshistorien. Men det behøver hverken koste en formue eller indebære et angreb på den fysiske kulturarv.

Sagen er, at kongeslottet, der går knap 1000 år tilbage, pludselig gøres samtidigt og kommer til at ligne noget, vi allerede kender. Det er skandalen. At slottet og historien trivialiseres.

Min kritik er ikke æstetisk, men kulturkritisk og bunder i en opfattelse af, hvad historie overhovedet er. Historie er usamtidighed, og jo længere vi går tilbage, ikke alene kronologisk, men tillige åndshistorisk, jo mere fremmed vil den være for os. Nyborg Slot à la Cubo begraver usamtidigheden i samtidighed, tilgængelighed og handicaptoiletter, som vi kender fra stormagasiner, kunstmuseer, hospitaler og sfo'er.  

Problemet er ikke enestående, men tidstypisk.

I en epoke som vor, der haster fremad uden at se sig tilbage, drømmer vi stort og blindt og glemmer, hvad grækerne kaldte hybris, mens vi overgiver os til en kandiseret og global tro på forandring, anført af politiske, filantropiske og i dette tilfælde også arkitektoniske eliter, som altid kan finde argumenter for at smadre det eksisterende til fordel for løsrevne fordringer og personlige aspirationer om at »gøre en forskel«.

Målet for Cubo og de besluttende organer er ikke en restauration ud fra troværdige og arkæologiske forlæg, men noget nyt og moderne, helst noget, der kan måle sig med andre hippe hotspots som f.eks. Guggenheim i Bilbao, Tate Modern i London eller Aros i Aarhus.

Ikke engang når det gælder vedligeholdelsen og restaureringen af et middelalderslot tilstræbes der en vis kontinuitet og troværdighed; pist borte er en egentlig besindelse på slottet som historisk levn. Beslutningstagerne ønsker derimod at annullere den historiske afstand og kreere noget, der er »unikt« for et moderne publikum, sådan som borgmester Kenneth Muhs (V) sagde igen og igen.

Det nye Nyborg Slot bliver ikke unikt. Det kommer til at ligne så meget andet byggeri i vor tid, hvilket understreger en mere generel pointe. Med globaliseringen troede vi, at verden ville blive mere forskelligartet. I stedet er den blevet mere ens og steril, uanset om vi besøger handelsstrøg eller seværdigheder i London, Berlin, Barcelona, Oslo, Aarhus eller Nyborg.

Det eneste opmuntrende i sagen er, hvad museumsdirektør Erland Porsmose fik sagt en passant på borgermødet. Hvis man en skønne dag opdager, at beslutningen var forkert, så kan man faktisk rive Cubos makværk ned uden at gøre skade på de gamle bygninger. Det er da altid noget.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
17.01.19, 20:29
Blablabla, økonomi, blablabla Læs mere
Af Casper Hedegaard
17.01.19, 19:21
Sådan lød det fra min politiske kollega fra Nordsjælland, da vi drøftede kommunalbudget for 2019. Er det retfærdigt, at der er kommuner, der har så mange penge, at de ikke kan nå at bruge dem, hvor andre kommuner må lukke børnehaver og skoler? Læs mere
Af Signe Munk
17.01.19, 17:04
Vi risikerer reformlammelse i hele vores sundhedsvæsen. Og det er virkelig, det sidste vi har brug for. Læs mere
Af Naser Khader
17.01.19, 16:30
Vi må aldrig lade vitale dele af vores samfund være afhængige af ikkedemokratiske stater og interesser, selv om der kan være en kortsigtet økonomisk gevinst. Læs mere
Af Rune Lund
17.01.19, 13:28
Der er mere centralisering, privatisering og ulighed i sundhed på vej, hvis regeringen kommer igennem med sin reform. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.19, 09:37
En befrielse, at akademikere kan skrive så gennemført fornuftigt. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
16.01.19, 20:12
Tag nu øjnene væk fra jeres kommunale computerskærm, og hør på hvad manden siger til jer. Læs mere
Af Jesper Guldbrandsen
16.01.19, 18:09
Vi skylder de 8 døde og deres pårørende at lære af ulykken på Storebæltsbroen d. 2. Januar 2019 Læs mere
Af Anders Vistisen
16.01.19, 16:19
EU understøtter - Ifølge den tyske kansler Angela Merkel - illegal migration. Hun og EU står med et forklaringsproblem. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her