Regeringens embedsmænd begår magtmisbrug
Embedsmændene leger politikere, og regeringen gemmer sig bag dem.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der tegner sig en fuldfed skandale. Embedsmænd på højeste niveau agerer, som var de ministre fra Det Radikale Venstre. Dansk Folkeparti havde bedt regeringen om at indsamle information om, hvordan andre europæiske lande fortolker retten til familiesammenføring, men det ville tage lang tid at fremskaffe oplysningerne, lød svaret (det meste af artiklen desværre bag betalingsmur).
Nu viser det sig, at Cypern – også medlem af EU – afviser at give tilladelse til familiesammenføring på ubestemt tid. Cypern er ikke af den grund blevet dømt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Regeringen har undladt selv at fortælle det til Dansk Folkeparti, som med rette må se behandlet som skidt. Det er dog én ting, at regeringen leger kispus med sit støtteparti. Det må de selv ligge og rode med. Det skandaløse består selvfølgelig i, at topembedsmænd handler antidemokratisk ved at påstå, at Danmark vil være i strid med konventionerne ved at nægte familiesammenføring.
(I parentes bemærket burde Danmark slet ikke stå i denne kattepine, idet vi bør meddele, at vi tager forbehold for de dele af konventionerne, der forhindrer os i at føre en ansvarlig udlændingepolitik. Alternativt fortolker vi dem som før udlændingeloven af 1983, hvor der ikke var nogen retskrav i udlændingepolitikken overhovedet. Den daværende udlændingelov fungerede rent administrativt. Sidste mulighed er selvsagt helt at opsige de af konventionerne, der er ødelæggende for Danmark.)
Der burde i sandhed statueres eksempler her. Der er embedsmænd på formentlig højeste niveau, der forsætligt ikke passer deres arbejde. Et passende antal afskedigelser ville have en afskrækkende virkning på den øvrige embedsstand, der skal fatte, at den er regeringens lydige hjælper, så længe regeringen overholder grundloven og konventionerne.
For nylig skrev jeg om en anden betroet samfundsgruppe, der systematisk leger politikere. Det er selvfølgelig domstolene, jeg taler om. Institut for Menneskerettigheder – af alle! – har dokumenteret, at danske domstole ikke udviser kriminelle udlændinge, skønt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har godkendt udvisning i lignende sager.
Denne tilstand er utålelig. To af statens bærende piller – embedsstanden og dommerstanden – tror, at de kan være politikere, selv om ingen har valgt dem.
Det kan kun gå for langsomt med at genoprette lov og ret i dette land. Som det er nu, giver det mindelser om en bananrepublik.
P.S.
Lone Nørgaard og jeg har dagens kronik i JP.