Mere håb end fakta er nejsidens virkelighed

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det er noget af en udfordring for vælgerne ved folkeafstemningen den 3. december at skulle tage stilling til et spørgsmål med så mange juridiske aspekter. Men grundlæggende er det et valg om, hvorvidt vi ønsker – fra sag til sag og på normale EU-vilkår – at tilslutte os samarbejdet eller fortsat gå enegang i forhold til resten af Europa, herunder til Storbritannien som over de seneste 20 år flittigt har gjort brug af en tilvalgsordning, der helt svarer til den, som vi nu skal stemme om. Nejsiden påstår, at vi kan opnå samme frihed og samme resultater ved brug af andre metoder. Det er min klare opfattelse, at disse alternativer ikke holder vand – hverken juridisk eller politisk.

Med hensyn til det juridiske henvises til notater fra tænketanken Europa, hvor bl.a. den mangeårige chefjurist i EU’s ministerråd J.C. Piris har slået fast, at efter Lissabontraktatens ikrafttræden, kan kun en anvendelse af tilvalgsordningen sikre dansk tilslutning til Europol. I et andet notat påviser Udenrigsministeriets tidligere EU-retschef Per Lachmann, at nejsidens alternative forslag om anvendelse af tilvalgsordningen udelukkende på Europol strider mod protokollen. Vurderingerne kommer fra de to jurister, der af alle har været dybest involveret i forhandlingerne og formuleringen af de danske undtagelser.

Hertil kommer, at de alternative modeller strider mod, hvad Danmark over årene har forhandlet med EU om.

Retsforbeholdet blev skabt i 1992 efter det første danske nej til Maastricht-traktaten i form af en bindende international aftale – Edinburgh-afgørelsen. Under forhandlingerne om den næste traktat – Amsterdam-traktaten – forlangte Danmark denne aftale indskrevet i traktaten. Danmark udelukkede hermed sig selv fra deltagelse i retsligt samarbejde efter normale EU-regler.

Siden da har Danmark konstant søgt måder at komme ud af den klemme, man var bragt i. Det startede i 1999 med sonderinger af mulighederne for parallelaftaler. Der var betydelige indvendinger mod denne konstruktion, som hvilede på et skrøbeligt juridisk grundlag, men disse indvendinger blev fejet til side fra politisk hold i 2003. Danmark var i kridthuset efter det succesrige formandskab året før om østudvidelsen. Samtidig blev det imidlertid præciseret, at Danmark på ingen måde havde en ret til at få sådanne aftaler, samt at løsningen måtte betragtes som midlertidig. Aftalerne var aldrig ment som en model for en varig tilknytning af Danmark.

Næste akt var forhandlingerne om forfatningstraktaten – senere Lissabontraktaten. Her blev de resterende dele af retssamarbejdet bragt ind under de normale EU-regler. Det stod nu klart for alle – også for Danmark – at den midlertidige løsning med parallelaftaler ikke var holdbar på længere sigt. Der var i Danmark bred politisk enighed om, at den eneste tilfredsstillende model for fremtiden var en tilvalgsordning som den britiske. Det lykkedes efter hårde forhandlinger at få forhandlet en sådan på plads.

På denne baggrund er det med nogen undren, at man udefra følger den danske debat. Parallelaftalerne, som man troede begravet med Lissabontraktaten (og som heller ikke har været anvendt siden) – er dukket op igen. For at gøre det hele mere speget opstilles en konstruktion med frit valg mellem brug af parallelaftaler og afholdelse af folkeafstemninger om tilslutning på enkeltområder via tilvalgsordningen. Disse konstruktioner strider imod, hvad vi over årene har forhandlet med EU om. Hertil kommer, at hvis de blev omsat i praksis, ville de skabe fortilfælde, som andre – læs: briterne – kunne få appetit på. EU har kunnet leve med en ”odd man out”, men ville ende i et juridisk og politisk morads, hvis der kom flere til.

Skulle folkeafstemningen ende med et nej, vil der givet blive forsøgt juridiske krumspring for at redde stumperne. Det ligger i EU’s dna at søge løsninger for medlemslande i vanskelighed. Men om det lykkes er et åbent spørgsmål. Det er ikke længere en beslutning, der kan træffes suverænt af regeringscheferne. Nye parallelaftaler kræver bl.a. godkendelse af Europa-Parlamentet, og det er helt uklart, hvad EU-domstolen ville sige, hvis sagen blev den forelagt. Så man skal være forsigtig med godtkøbsbetragtninger, som »at de nok ikke vil smide os ud«.

Kort sagt, de løfter, der udstikkes om lette og tilfredsstillende alternativer til en tilvalgsordning, hviler mere på håb end på virkelighed.