Danmark negligerer fortsat regler om kulturarvsbeskyttelse i krig

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I øjeblikket raserer IS’ store områder af Irak og Syrien, og voldelige overgreb mod civile går hånd i hånd med systematiske ødelægger af uerstattelige kulturværdier. Desuden sker der både i Syrien, Irak, Yemen og Libyen omfattende plyndringer af kulturværdier fra museer og arkæologiske områder.

Det bør naturligvis være første prioritet at stoppe de lidelser, som civile påføres i krigsområder. Men ødelæggelse af kulturarv er desværre en central del af vor tids krige, hvad enten det sker som led i kamphandlinger, som ”collateral damage” eller som politisk-ideologisk instrument. Problemet har tidligere på året været behandlet i både FN’s Sikkerhedsråd og FN’S Generalforsamling.

Skal sikres i fredstid

Vi udgav tidligere på året en rapport for Dansk Institut for Internationale Studier, hvori vi undersøgte, hvilke forholdsregler Danmark har taget for at sikre overholdelsen af Unescos konvention fra 1954 om beskyttelse af kulturarv under væbnet konflikt. Konventionen, som Danmark underskrev i 1954, men først tiltrådte og dermed blev forpligtet af i 2003, udgør en del af krigens folkeret.

Udover at forbyde angreb på kulturarv pålægger konventionen deltagerstaterne at træffe visse forberedende foranstaltninger med henblik på at beskytte og værne om kulturarv både på eget og fremmed territorium. Disse foranstaltninger omfatter blandt andet, at der allerede i fredstid opbygges militær kapacitet til at sikre konventionens overholdelse i tilfælde af krig.

I rapporten konstaterer vi, at Danmark kun har taget meget få og efter vores vurdering ufyldestgørende skridt til at sikre overholdelsen af Unesco-konventionens regler. Dette selv om Danmark siden 2003 har deltaget i flere internationale militære operationer i områder, som er særdeles rige på kulturarv.

Arbejdet strandede

I rapporten anbefaler vi, at Danmark genoptager arbejdet med at sikre overholdelsen af Unesco-konventionen, samt at Danmark tiltræder den såkaldte 2. protokol til konventionen, der blev vedtaget af Unescos medlemsstater i 1999. Vedtagelsen af 2. protokollen skete især på baggrund af erfaringerne fra krigen på Balkan i 1990’erne, hvor der blev begået omfattende ødelæggelser af kulturarv, bl.a. som led i etnisk udrensning af den civile befolkning. Det stod dengang klart, at tiden var inde til at modernisere de internationale regler om beskyttelse af kulturværdier.

Da Danmark tiltrådte Unesco-konventionen i 2003, skrev Kulturministeriet således i et notat til forsvars- og kulturudvalgene, at tiltrædelsen skete for at bane vejen for Danmarks tiltrædelse af 2. protokollen. Der blev også nedsat et tværministerielt udvalg med deltagelse fra – ud over Kulturministeriet selv – Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet. Desværre strandede dette arbejde efter kort tid, og de planlagte skridt med henblik på dansk tilslutning til 2. protokollen blev aldrig taget.

Kort før folketingsvalget i år udtalte daværende kulturminister Marianne Jelved til JP, at Danmark har valgt ikke at tilslutte sige 2. protokollen, fordi det ikke kan forventes, at ”Danmark bliver udsat for krig”. Det er ganske rigtigt usandsynligt, at der udbryder krig på dansk territorium, men sagen er, at 2. protokollen – ligesom Unesco-konventionen – også finder anvendelse, når Danmark deltager i internationale militære operationer uden for Danmark.

Jelved udtalte også, at man ikke bevidstløst skal tiltræde internationale konventioner. Det er naturligvis også korrekt, men 2. protokollen har rent faktisk praktisk betydning for Danmark.

Tre betydningsfulde områder

2. protokollen er især vigtig, fordi den bygger videre på reglerne i Unesco-konventionen på især tre betydningsfulde områder: For det første gælder protokollen ikke kun i internationale væbnede konflikter, dvs. krige mellem flere stater, men også i væbnede konflikter mellem en stat og en oprørsbevægelse, som vi i øjeblikket oplever i Syrien og Irak. Faktisk er de fleste væbnede konflikter i dag sådanne ”ikkeinternationale” konflikter. De fleste af konventionens regler gælder derimod kun i internationale konflikter.

For det andet indeholder protokollen mere detaljerede regler om, hvornår det er ulovligt at ødelægge kulturarv i krig, og hvornår ødelæggelse er tilladt af hensyn til såkaldt ”militær nødvendighed”. Unesco-konventionen er nemlig i mange år blev kritiseret for at være for uklar på dette område.

For det tredje forpligter protokollen deltagerstaterne til i visse tilfælde at retsforfølge personer, hvad end der er tale om danske eller andre soldater, for grove forbrydelser mod kulturværdier. Således vil en tiltrædelse af 2. protokollen forpligte Danmark til at sikre, at der både er dansk straffemyndighed og danske lovbestemmelser, der kriminaliserer den pågældende type handlinger.

Relevante virkninger

En dansk tiltrædelse af 2. protokollen vil således have en række relevante virkninger for Danmark. Vigtigst er, at det danske militær vil få mere klare regler for, hvordan kulturværdier skal beskyttes i forbindelse med internationale militære operationer.

Desuden vil Danmark skulle sikre, at dansk straffelovgivning giver mulighed for at strafforfølge danske statsborgere, der under visse betingelser medvirker til forsætligt at ødelægge kulturarv under væbnede konflikter eller udlændinge, der har medvirket til sådanne handlinger, og som befinder sig på dansk jord. Det handler bl.a. om muligheden for at strafforfølge danske statsborgere, som i forbindelse med, at de kæmper for eksempelvis IS i Irak eller Syrien, medvirker til at ødelægge kulturværdier.

Endelig har det stor politisk signalværdi, at Danmark såvel som andre vestlige lande tiltræder 2. protokollen og dermed klart giver udtryk for sin opbakning til de regler, som er udarbejdet med henblik på at minimere kriges ødelæggende effekt på verdens kulturarv.

Hvis ikke Danmark og de øvrige vestlige lande tilslutter sig de nye regler om beskyttelse af kulturarv, er det svært at overbevise andre og mere udsatte stater om, at de skal gøre det. Som Venstres medlem af forsvars- og kulturudvalgene, Michael Aastrup Jensen, tidligere på året påpegede: »Når et land som Iran ligefrem har ratificeret protokollen, så skal Danmark dæleme også.«

Spørgsmålet er, om vores nye kulturminister samt forsvarsminister ønsker at se på både Danmarks manglende implementering af 1954-konventionen og på en tiltrædelse af konventions 2. protokol? Det er på høje tid.