Er dette begyndelsen på enden for Palmyra?
Islamisk Stat er gået i gang med at bombe antikke ruiner tæt på Palmyra.
Det kan være begyndelsen på det, som alle har frygtet: Palmyras undergang.
Billeder, som Islamisk Stat (IS) har offentliggjort, viser angiveligt bombningerne af to muslimske helligdomme, som befinder sig få kilometer uden for den antikke, syriske by Palmyra, som af Unesco er udpeget som en del af kulturarven.
Det rapporterer bl.a. The Independent og Al Jazeera.
I en medfølgende udtalelse sværger IS at destruere alle de statuer og helligdomme, som jihadisterne betragter som afgudsdyrkelse.
Præcis hvilken betydning, det får for Palmyra, er uvist, for IS har tidligere forsikret, at de op mod 4.000 år gamle romerske ruiner i byen vil blive skånet, men samtidig har en britiske organisation Syrian Observatory for Human Rights afsløret, at IS faktisk har anbragt adskillige landminer og andre eksplosiver i ruinerne.
Og de seneste bombninger opfattes dermed som en advarsel til de syriske styrker om, at Palmyra kan ryge, hvis tropperne kommer for tæt på. Det vurderes, at den syriske hær er ganske tæt på Palmyra.
Flere hundrede civile blev dræbt, først og fremmest kvinder og børn, da IS i maj indtog Palmyra, der er kendt som "Sandets Venedig".
Hvis også Palmyra bliver tilintetgjort, vil det ikke være den første kulturarv, som forsvinder i Syrien. Her er fem ud af seks steder på Unescos verdensarvsliste nemlig blevet beskadiget under borgerkrigen.
Det drejer sig om oldtidsbyen Apamea, Palmyra, den gamle bydel i Damaskus, den gamle bydel i Aleppo og korsridderfæstningen Krak des Chevaliers i byen Homs.
I Irak er museet i Mosul, den største by i det nordlige Irak, der kan dateres 2.400 år tilbage i tiden, berøvet blandt andet nogle ekstremt sjældne manuskripter, der var mere end 800 år gamle samt en masse andre værdifulde genstande. Mosul er også hjemsted for profeten Jonas’ grav – eller det vil sige, at det var den. I dag er graven omdannet til en bunke murbrokker, efter at IS sprængte gravstedet i luften og smadrede kisten.