Den svære balance i Mellemøsten

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Lige siden sin tale til de Forende Nationer i september 2013 har den amerikanske præsident, Barack Obama, forsøgt at overbevise Saudi-Arabien og andre allierede Golflande om, at USA er dedikeret i spørgsmålet om deres sikkerhed. Indtil videre er det ikke lykkedes ham, men han vil gøre forsøget igen i næste måned i forbindelse med et topmøde på landstedet Camp David.

Barack Obamas tilgang skal ses som et led i en stor strategisk plan for Mellemøsten, der nok bedst kan beskrives som et ”gensidigt engagement”.

På den ene side forsøger USA at indgå en aftale med Iran om at begrænse landets atomprogram. På den anden side ønsker USA at styrke saudiaraberne og deres naboer ved at forpligte sig til nye militære tiltag. Målet er på sigt at få skabt en balance mellem et mindre truende Iran og et mere selvsikkert og fremadtænkende Saudi-Arabien.

»Vi skal have det her udformet, så Golflandene får mulighed for at angribe Iran fra en mere styrket og ligeværdig position,« sagde en fremtrædende embedsmand fra den amerikanske regering.

Den amerikanske støtte til Saudi-Arabiens militære fremstød i Yemen mod houthioprørere, der støttes af Iran, er en del af forsøget på at få skabt balance i et område, hvor Iran og landets stedfortrædere har været inde i en god stime.

Det amerikanske tiltag er kompliceret og består af to trin, som leder tankerne hen på Michael Corleone i filmen “The Godfather Part II”, hvor han siger: »Hold dine venner tæt til dig, men hold dine fjender endnu tættere til dig.« Når saudiaraberne og deres naboer ser USA indsmigre sig hos Iran, så må de somme tider spekulere over, om de er vennen eller fjenden. Topmødet i Camp David har til hensigt at fjerne denne uro.

Sheik Mohammed bin Zayed, den militære leder af de Forenede Arabiske Emirater, mødtes i mandags med Barack Obama for at tale om dagsordenen for mødet i Camp David, der bliver afviklet den 13. og 14. maj.

De Forenede Arabiske Emirater ønskede indledningsvis en formel traktat, der skal sikre medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd mod angreb udefra. Men ifølge en embedsmand fra Det Hvide Hus er en juridisk bindende traktat som denne dels ”urealistisk”, fordi det bliver svært at få traktaten ratificeret i det amerikanske senat, dels ”unødvendig”.

»Vi kan sørge for (…) yderligere at forsikre vores allierede om, at vi sikkerhedsmæssigt står til rådighed, og at vi stiller op, hvis det bliver nødvendigt,« forklarede embedsmanden.

Han sagde, at Det Hvide Hus nu er i gang med at drøfte de nærmere detaljer omkring et militært samarbejde med repræsentanter fra Golflandenes Samarbejdsråd, der bl.a. omfatter udstyr, træning, avancerede våbensystemer og fælles militærøvelser.

Yemen er et godt eksempel på den kaotiske dynamik i Golflandene. Til trods for bekymringer har Barack Obama støttet den tre uger gamle luftkrig, som Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater har iværksat i et forsøg på at kontrollere houthioprørerne.

Disse oprørere er allierede med den tidligere præsident i Yemen Ali Abdullah Saleh, der sad på posten fra 1990 til 2012. Målet med luftangrebene er at presse oprørerne til at indgå en politisk løsning.

Til trods for opbakningen må meddelelsen fra saudiaraberne om, at den militære fase bliver afsluttet nu, alligevel være en lettelse for Det Hvide Hus. »På et tidspunkt vil en luftkrig miste sin effekt og fordelene svinder ind,« siger en embedsmand fra regeringen. »Lad os ikke miste fokus på, at konflikten i Yemen bør løses politisk.«

Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har forsøgt at bevæge sig i den retning ved at forhindre, at yemenitiske stammer allierer sig med houthioprørerne eller al-Qaeda, der er en lige så stor trussel på den arabiske halvø. Embedsmænd fra Golflandene mener, at syv tidligere oprørsbrigader fra den yemenitiske hær nu samarbejder med regeringen, og at flere end 20 brigader snart vil slutte sig til dem.

Det Hvide Hus har officielt støttet indsatsen i Yemen, men ifølge embedsmænd er der bekymringer om, at landet i virkeligheden er en kirkegård, hvor optimistiske scenarier som disse bliver begravet, og at Irans virkelige mål er at trække Saudi-Arabien ned i hængedyndet.

Det Hvide Hus har et sidste mål med mødet i Camp David, og det er at iværksætte tiltag, der skal bekæmpe interne trusler mod sikkerheden i Golflandene fra ekstremistiske grupper som f.eks. Islamisk Stat. Det er ikke nok bare at fokusere på den eksterne trussel fra Iran. Den amerikanske regering ser en kaotisk arabisk verden som følge af kollapsende stater og de sekteriske stedfortræderkrige med Iran, der har hærget Irak, Syrien og nu Yemen.

I et radikalt ustabilt Mellemøsten er det værd at huske på to positive udviklinger: For det første taler USA og Iran produktivt sammen efter 36 års fjendskab. Og for det andet samarbejder USA ærligt og kreativt med sine ofte vanskelige allierede i Golflandene. God politik vil sikre, at disse to tendenser fortsætter over de næste 10 år på en måde, der gradvist stabiliserer området.

Når de arabiske ledere fra Golflandene hører Barack Obama sige, som han gjorde til den amerikanske journalist og klummeskribent Tom Friedman fra avisen The New York Times, at »den største trussel, Golflandene står over for, ikke nødvendigvis er en invasion fra Iran, (…) men snarere fjender internt i landene,« bliver de fornærmet.

Men de skal ikke tage det så nært. For ærlig snak som denne er et tegn på virkeligt venskab og en virkelig alliance.