Tadsjikistan har en kritisk verdensrekord

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

DUSJANBE

Der bliver ikke sat mange verdensrekorder i Tadsjikistan, hvor de ca. 8 mio. indbyggere dagligt kæmper med fattigdom og store sociale problemer. På et enkelt område – gæstearbejderes andel af nationaløkonomien – er man dog førende. Det anslås således, at næsten 50 pct. af landets bruttonationalprodukt hidrører fra de penge, som tadsjikiske gæstearbejdere sender hjem fra udlandet, og det er mere end noget andet sted i verden. Tadsjikistan er altså meget afhængig af adgangen til andre arbejdsmarkeder og især til Rusland, som er den helt store magnet for desperate eller eventyrlystne tadsjikere på udkig efter nye og bedre muligheder.

Tadsjikistan var den fattigste republik i det tidligere Sovjetunionen, og siden selvstændigheden i 1991 har man fået yderligere økonomisk baghjul. Kombinationen af et pludseligt stop for subsidier fra Moskva, en ødelæggende borgerkrig i 1990’erne, en vanskelig geografi og en mangel på reformer har efterladt den tadsjikiske økonomi svag og sårbar. Den officielle arbejdsløshed er lav – blot ca. 2,5 pct. – men det skyldes naturligvis, at der for langt de fleste slet ikke er nogen vinding ved at lade sig registrere som arbejdssøgende. Staten kan ikke hjælpe – hverken med at finde job eller få til dagen og vejen.

For mange er den eneste udvej at rejse til Rusland og slutte sig til familiemedlemmer eller landsbyfæller, som allerede er taget af sted. Det vurderes, at ca. 1 mio. tadsjikere arbejder i Rusland. I visse byer og regioner er det helt op til 75 pct. af alle arbejdsdygtige mænd, som er taget af sted, og som nu sender penge hjem til alle de forskellige led i den udvidede storfamilie. Med dårlig uddannelse og mangelfulde russiskkundskaber er det selvsagt de dårligst betalte og farligste job, disse mænd typisk kan få, men de kan alligevel tjene mange flere penge i Rusland, end de ville kunne i Tadsjikistan. De fleste job er i byggebranchen og i servicefagene (f.eks. gadefejer og nattevagt), og her kan de tadsjikiske mænd så gå til hånde til en 2.500-3.000 kr. om måneden.

Hvis man bor tæt sammen og i øvrigt spinker og sparer, så kan man presse nok ud af det til at hjælpe dem derhjemme også.

Denne udvikling har naturligvis fået meget store konsekvenser for Tadsjikistan. Mest direkte har den medført en endnu større arbejdsbyrde for de tilbageblevne kvinder, som nu må arbejde både i hjemmet og i marken, hvor de i øvrigt ofte ledsages af deres store og ugifte piger, hvis drøm om at fortsætte i skolen alt for tit får en meget brat afslutning. Når både dyr og afgrøder skal passes, er der ikke råd til skole og da slet ikke til videre uddannelse i distriktshovedstaden eller i Dusjanbe.

Og så har udviklingen betydet et opbrud i mange familier. Tadsjikistan er et traditionelt samfund, og trods en betydelig modernisering i Sovjettiden har man holdt fast i gamle dyder og en tro på gud og ægteskabet. Især sidstnævnte er dog kommet under pres, og tadsjikerne bliver nu skilt som aldrig før. Årsagerne er mange, men den langvarige adskillelse af ægtefæller nævnes som den væsentligste grund. De høje transportomkostninger betyder, at der kan gå år mellem mandens besøg hjemme hos familien, og mange ægteskaber kan ikke holde til dette. Ude i landsbyerne er det uden undtagelse manden, som beslutter ægteskabets skæbne – måske orker han ikke forsørgerpligten mere, måske har han fundet en anden at starte et nyt liv med.

Uanset årsagen, ser man nu stadig oftere, at skilsmissen annonceres via sms. I Tadsjikistan – som også i flere andre muslimske lande – taler man derfor om sms-talaq. Talaq er mandens bekendtgørelse af skilsmissen, og når den er fremsagt tre gange, så er ægteskabet opløst. Med ny teknologi kan dét gøres hurtigt og smertefrit, og når sms’en med de tre gange talaq er sendt fra Rusland og modtaget i Tadsjikistan, ja, så bliver den tidligere hustru betragtet som fraskilt.

Det har enorme konsekvenser for disse udsatte kvinder. Når en ung kvinde bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie – og det vil sige hos hans forældre, søskende, svigerinder, svogre, niecer og nevøer. Alle bor sammen i et fællesskab, hvor den ældste mand er overhoved, og hvor svigerdøtre har ganske lidt at sige. En fraskilt svigerdatter er bare en belastning, og typisk bliver hun frosset eller sågar sparket ud, når sønnen har informeret sine forældre om skilsmissen. Menneskerettighedsgrupper opfordrer de fraskilte kvinder til at insistere på deres ret til at blive boende, men det er selvfølgelig ingen holdbar løsning, og for de fleste er der ganske få muligheder. En tadsjikisk NGO fortalte mig om en kvinde, hvis forældre opfordrede hende til selvmord snarere end et liv som fraskilt. Heldigvis gik det ikke så galt – via andres mellemkomst blev hun installeret som ”kone nummer to” hos en velhavende forretningsmand, og dér kunne hun så leve en skyggetilværelse på kanten af samfundet.

Som nævnt er den tadsjikiske økonomi svag og sårbar. Og den er afhængig af udviklingen i Rusland – både politisk og økonomisk. Hvis de russiske myndigheder ser sig sure på Tadsjikistan, kan de straffe ved at udvise både legale og illegale gæstearbejdere. Det viste de bl.a. i 2011, da en russisk pilot blev fængslet i Tadsjikistan på baggrund af anklager om smugling, og Moskva så svarede igen med en ordre om at deportere tadsjikiske gæstearbejdere. Da de første hundreder var vendt tilbage til Tadsjikistan og arbejdsløsheden, skyndte det tadsjikiske retsvæsen sig at løslade piloten og lade ham rejse ud af landet. Man har jo brug for pengene – og man frygter også social uro og stigende radikalisme blandt især unge mænd uden job og penge.

Men det er også vigtigt, at der er job at få i Rusland, og at lønnen er forholdsvis god. Når krisen kradser i Rusland, som den synes at gøre nu, sidder de tadsjikiske mænd på nogle af de alleryderste pladser på arbejdsmarkedet. Og der skal ikke meget til, førend de får besked på ikke at møde op igen, men bare blive hjemme. Samtidig har krisen den konsekvens, at rublen mister værdi, og dermed bliver lønningerne mindre værd. Rublen har mistet næsten 10 pct. i forhold til den tadsjikiske på blot en måned, og det er jo et alvorligt tab for den familie, som skal omveksle de surt optjente penge til lokal valuta. Det er en ubehagelig knibe at være i – så afhængig af andres politiske lune og økonomiske skæbne.

Men lige nu er der ikke mange alternativer for Tadsjikistan. Nabolandet Kina er et stort og boomende marked, og på langt sigt vil det være med til at løfte Tadsjikistan også. Men lige nu og her giver det ikke meget håb for den unge mand, som netop har stiftet familie, og som nu mødes med en forventning om at træde ind i forsørgerrollen. Hér er Rusland den bedste mulighed for et job – men det er ikke uden bekymring, den unge mand siger farvel til landsbyen og sætter sig i toget mod nord. Rejsen, både den konkrete og den symbolske, ender desværre alt for ofte med store menneskelige omkostninger.