Hvad sker der for dig, Danmark – med Europa?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det var nok ikke mange danskere, ud over dem der så TV-Avisen den aften, der opdagede, at 23 EU-lande den 13. november indgik en aftale om øget samarbejde omkring forsvar og sikkerhed, det såkaldte Pesco (Permanent Structured Cooperation on Security). Hvad der skete den dag i november, var bemærkelsesværdigt, nogle ville endda sige historisk, for EU tog et gevaldigt skridt i forhold til tættere europæisk integration. Et skridt, der for bare nogle år tilbage ikke havde været muligt. Øget samarbejde omkring forsvar og sikkerhed lyder oplagt, men har hidtil været et af de forhold, der har gjort EU's rolle som global spiller mere tåget.

Nu er det ikke sådan, at EU med aftalen har fået en fælles stemme eller et fælles telefonnummer. Men EU har etableret et mere permanent samarbejde omkring forsvar og sikkerhed, som skal sikre bedre udnyttelse af de midler, de enkelte medlemslande investerer. Og Danmark er pga. forsvarsforbehold ikke med i aftalen.

For udenforstående kan det virke marginalt, men går man tættere på aftalen og de tiltag, der er taget gennem det sidste års tid, kan man se initiativet som tegn på, at EU bevæger sig i en ny retning. Det skyldes en række ydre omstændigheder samt nogle politiske forhold, der har skabt momentum for mere samarbejde omkring forsvar og sikkerhed.

Man kan sige, at hvor EU indtil nu er blev båret frem som et fredens projekt, kan vi ane konturerne af en anden fortælling, der handler om EU som garanti for sikkerhed og stabilitet. Det skyldes selvfølgelig, at der er kommet øget fokus på sikkerhed, ikke mindst i forhold til de to helt store udfordringer for Europa: migration og Rusland. Men det skyldes også de ændrede omstændigheder, som er skabt af brexit, Trump-administrationen og det fransk-tyske parløb, der har fået ny kraft.

Mens EU er presset udefra af henholdsvis migration og Rusland, er der pt., hvis eller når Merkel får landet en ny koalitionsregering, en vis politisk stabilitet omkring de to store EU-lande med nyligt overståede valg i både Frankrig og Tyskland. Det giver rum for videreudviklingen af EU's forsvars- og sikkerhedspolitik, CSDP’en – Common Security and Defence Policy.

Man kan i øjeblikket observere stor aktivitet med udviklingen af CSDP’en. Der er både afsat midler og politisk vilje til det på EU-plan. CSDP’en er ikke et nyt fænomen. Både EU's og medlemslandenes forsvarsmæssige kapacitet er løbende blevet udviklet. Men såvel brexit som Trumps udmelding om, at Europa ikke automatisk kan regne med USA, har tilført udviklingen ny dynamik. Et tegn på denne nye dynamik er den franske præsidents EU-entusiasme som udtrykt bl.a. i præsidentens tale på Sorbonne Universitetet i september. Macron vil have en fælles EU-hær med eget budget i 2020. Samtidig forventes det, at Tyskland vil øge sit forsvarsbudget.

Den nye fortælling om Europa kan derfor komme til at handle om sikkerhedspolitik: Europa skal kunne beskytte sig selv imod de trusler, man mener at stå over for. I syd er det migration og terror, i nord er det Rusland og cybertrusler. Hvor fortællingen om det europæiske samarbejde i efterkrigstiden har været den om fred og aldrig mere krig, kan den næste store fortælling handle om sikkerhed. Men det er lettere sagt end gjort – og der er allerede lagt op til intern europæisk uenighed omkring, hvor truslerne kommer fra. Er det migration og fra syd? Eller er det fra øst og Rusland?

Den danske reaktion har været afventende på grund af vores forbehold. Man kan læse det ud af Løkkes reaktion på Macrons tale i september. Det er rugbrødsarbejdet først, sagde statsministeren. Tiden er ikke til vidtløftige EU-integrationsprojekter. Befolkningen vil have, at EU skaber stabilitet og tryghed, økonomisk vækst og job.

Det er også klart, at det bliver sværere for Tyskland at indtage den rolle på europæisk plan, som mange forventer. Hvor vi op til og under eurokrisen så et henholdende Tyskland, kunne Merkel træde i karakter i flygtningespørgsmålet, der også førte til en stigende accept, ikke mindst uden for Tyskland, af Merkels og Tysklands rolle på europæisk plan. Det netop overståede valg til Forbundsdagen viste imidlertid, at Merkel ikke står helt så sikkert på tysk grund. Og det skaber et lidt mere tøvende Tyskland, der i forvejen er hæmmet af sin historiske arv fra nazismen og Holocaust.

Det store spørgsmål for Danmark er: Hvis den europæiske integrationsproces, som nogen antyder, er ved at tage yderligere et skridt med øget samarbejde om forsvar og sikkerhed, hvad kommer det så til at betyde, at vi står udenfor? Hvilke nye alliancer bliver dannet? Og hvor skal vi i givet fald placere os? Skal vi være afventende og besindige, som Løkke formaner?

Eller skal vi netop være forudseende og begynde at ane konturerne af det Europa, som er ved at tage form?

Noget tyder på, at det ikke vil være helt så let som hidtil at være med uden at være med. Og det kræver en bred diskussion af Danmarks forhold til EU, hvor vi også inddrager det nye trusselsbillede og det, at Europa bevæger sig i retning af mere samarbejde omkring sikkerhed.