Hvorfor medierne burde tage Trumps kritik alvorligt
Trump har ret i, at de dominerende medier et langt stykke af vejen selv har været ”fake news”.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der har været fokus på Trumps kritik af medierne. Det er ikke normalt, at en amerikansk præsident fortsætter med at kritisere – og så mistillid til – de store medier, således som Trump gør. Når de anklager ham for ”fake news”, så vender han anklagen om og hævder, at de selv – deres egne historier – er ”fake news”. Denne holdning foruroliger Trumps kritikere. Mange opfatter hans nedgøring af medierne som et skridt på vejen til en totalitær stat: et samfund, hvor medierne ikke må kritisere magthaverne, men blot skal være magthavernes tro tjener.
Men er denne anklage retfærdig? Er Trumps kritik af medierne et udtryk for, at USA er på vej mod at blive et totalitært samfund? For at kunne besvare dette spørgsmål må vi først træde et skridt tilbage og klargøre, hvad der egentlig er mediernes primære opgave i et demokratisk samfund.
Demokratiet bygger på en elementær fordring om, at alle landets borgere i princippet bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. Og demokratiet kræver derfor også, at alle skal kunne få de forudsætninger, som er nødvendige for, at de kan udøve deres demokratiske borgerret på rationel vis. De skal i skolevæsnet udstyres med de almene forudsætninger for at kunne være borgere. Som supplement hertil skal de så igennem medierne kunne få den aktuelle viden, som er nødvendig for, at de på rationel vis kan deltage i den demokratiske stillingtagen til konkrete, løbende samfundsproblemer. Demokratisk set er det mediernes primære opgave at være det sted, hvor borgerne kan få den viden, som de helt aktuelt behøver, såfremt de rationelt skal kunne tage stilling til de konkrete politiske problemer, som samfundet støder på.
Dette betyder, at medierne må være uafhængige af de til enhver tid siddende demokratiske magthavere. For medierne skal give borgerne adgang til den viden, som de behøver for at kunne vurdere disse magthaveres politiske indsats. Medierne skal give borgerne et faktuelt grundlag, hvorpå de kan vurdere, om den til enhver tid siddende regering udfører sin opgave demokratisk tilfredsstillende og om dens lovforslag er troværdige.
Når det kommer til stykket, er der ikke nogen som helst grund til at tro, at medierne i sig selv er mere troværdige eller utroværdige end politikerne. Derfor er der også grund til at udsætte medierne for fuldstændig samme kritiske holdning, som de demokratiske magthavere skal udsættes for.
Deri ligger, at medierne skal være kritiske over for den siddende regerings politiske forslag og arbejdsførelse. Men ikke kritiske for enhver pris. Kun så kritiske, som sagligheden tillader. For i modsat fald virker medierne delegitimerende på den legitime demokratiske magt – og altså opløsende for demokratiet.
Hvorledes sikrer et demokratisk samfund, at det faktisk har medier, som giver borgerne den information, som de behøver for rationelt at kunne udøve deres demokratiske borgerret? I første omgang kan det blot acceptere et frit marked for medier. Folk kan starte oplysende medier for at informere deres medborgere og for måske derigennem at kunne tjene til livets ophold; og folk kan købe (adgang til) sådanne medier for at blive oplyst eller underholdt.
Men selvom det er muligt, at markedet kan levere den oplysning, som borgerne behøver, så er det ikke sikkert, at det faktisk vil ske. Det kan også være, at den ”oplysning”, der florerer på markedet, fordrejes af særinteresser eller drukner i underholdning. Som en modvægt hertil kan den demokratiske stat opbygge særlige public service-medier, som har en speciel demokratisk forpligtelse, og som derfor skal være neutrale og give plads til, at alle demokratisk legitime standpunkter og argumenter kan komme til orde i indbyrdes diskussion.
Dybest set er der dog lige så megen grund til at nære skepsis med hensyn til, om sådanne public service-medier kan udføre deres demokratiske opgave tilfredsstillende, som der er med hensyn til de medier, som eksisterer på markedsvilkår. Ingen medier er i sig selv idéelle, og alt i alt er det bedste nok at have en kombination, hvor markedsbaserede medier suppleres med en public service-tjeneste, og hvor de forskellige medier også kan udsætte hinanden for gensidig kritik. For når det kommer til stykket, er der ikke nogen som helst grund til at tro, at medierne i sig selv er mere troværdige eller utroværdige end politikerne. Derfor er der også grund til at udsætte medierne for fuldstændig samme kritiske holdning, som de demokratiske magthavere skal udsættes for.
Som grund for konflikten ligger et forskelligt syn på den sociale virkelighed, som vi nu oplever.
Det er i dette brogede billede, at vi skal vurdere mediernes kritik af Trump og Trumps kritik af medierne. Det er let nok at forstå kritikken af Trump. Han taler som en reklamemand og ikke som en politiker. Men det vigtige spørgsmål drejer sig om Trumps kritik af medierne. Har han ret i, at de er ”fake news”?
Som grund for konflikten ligger et forskelligt syn på den sociale virkelighed, som vi nu oplever. Trump har simpelthen taget alvorligt, at mange jævne amerikanere siden 1970’erne socialt set sidder mere usikkert i sadlen. Deres traditionelle faste arbejde er flyttet til Asien eller truet ved lønpres af illegale indvandrere. Deres vante dagligdag gøres stadig mere usikker af en fremmedkulturel indvandring – specielt når den også kendetegnes ved sharia-lov. De måtte bære finanskrisens omkostninger, mens de finansielle virksomheder, som byggede krisen op, blev reddet af staten, og deres ansvarlige direktører kunne forlade skuden med milliondollars-bonusser.
At Trump har taget dette sociale pres på den traditionelle amerikanske arbejder- og middelklasse alvorligt, viser han ved sine konkrete politiske løfter. Han vil aktivt gøre noget, som modvirker presset. Først og fremmest sætte en stopper for den illegale indvandring fra Mexico – og for indvandringen fra en række muslimske lande. Desuden vil han genforhandle tidligere frihandelsaftaler ud fra et hensyn til den amerikanske arbejderklasse. Her er tale om en aktiv politik, som går op imod de herskende udviklingstendenser.
På overfladen har de dominerende medier set den samme virkelighed som Trump. De har også set en traditionel arbejder- og middelklasse, som var presset. Men de har overhovedet ikke set Trumps aktive blokering af den herskende udvikling som en mulig løsningsmodel. De har derimod ment, at løsningen på de nuværende sociale problemer var ”mere af det samme”: fortsat åbne grænser og frihandel. Så ville den deraf følgende økonomiske vækst automatisk medføre, at de sociale problemer med tiden ville gå over. Det er en passiv holdning, som i realiteten ikke tager sit politiske ansvar på sig. Den gør sig blind for de problemer, som den eksisterende arbejderklasse faktisk har, og som det derfor er naturligt, at den kræver imødegået i sit demokratiske valg. Det er meningsløst at tro, at man kan kræve en sådan passivitet af en befolkning, som konkret ser sine livsvilkår undergravet. Dertil kommer yderligere, at en fortsat illegal indvandring gør det umuligt for de nytilkomne at etablere sig, fordi de til stadighed presses på lønningerne af de efterfølgende nytilkomne.
Set i det lys har Trump ret i, at de dominerende medier et langt stykke af vejen selv har været ”fake news”. De har ment, at åbne grænser er den eneste vej frem. Og dermed har de tegnet et virkelighedsbillede, som forlangte demokratisk passivitet af den jævne amerikanske befolkning, som så, at dens livsvilkår blev forringet. Men et sådant krav er en illusion. Selvfølgelig må en betydelig befolkningsgruppe i et demokrati, som kommer i den situation, reagere politisk. Det er blot utroligt, at man lod det være op til Trump at italesætte denne reaktion. Det siger noget om blindheden i de herskende medier – deres ”fake news”.