Trump er sund og rask

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Af jp.dk d.15/2 fremgik det, at en række psykiatere og psykologer (deriblandt en tidligere formand for Den internationale Psykoanalytiske Forening) i et brev til New York Times havde advaret om præsident Trumps alvorlige mentale ustabilitet. De beskylder ham bla. for at lyve og være intolerant, uempatisk og narcissistisk, og kritiserer ham for hans angreb på pressen, videnskabsfolk og domstolene.

At stigmatisere politiske modstandere ved at hæfte forskellige psykiatriske diagnoser på dem er imidlertid et gammelkendt trick. I sin tid karakteriserede en psykiater stifteren af CD, Erhard Jakobsen, som hypertym (på grænsen til mani), fordi han var en lidenskabeligt engageret person, som ikke var bange for at vise følelser. Denne diagnose skal man vist ikke lægge noget i, for hvordan kunne han have fungeret så mange år i det krævende job som partiformand, hvis han virkeligt havde været svækket af psykisk sygdom?

Værre gik det til i det tidligere Sovjetunionen, hvor man brugte at spærre politiske modstandere f.eks. systemkritikere inde på psykiatriske hospitaler. Her syntes logikken at være, at hvis man kunne finde på at kritisere det socialistiske idealsamfund, så måtte man da fejle et eller andet.

At Trump, som en lidenskabeligt engageret politiker, tillader sig at vise følelser, bla. vrede, er da kun et menneskeligt træk, og vel også berettiget, som når han bliver vred på CNN, da de har beskyldt ham for at have været i seng med en prostitueret på et russisk hotelværelse, uden at have efterkontrolleret sandheden af historien. Ville de fleste gifte mænd ikke blive vrede over dette? især hvis historien er usand?

I det hele taget synes psykiaternes argumentation at være svag. De anklager ham for at lyve, som om det skulle være noget nyt, at politikere kan finde på at lyve. Det gjorde den populære Bill Clinton da også overfor hele nationen om han udenomsægteskabelige affære med Monika Levinsky, indtil beviserne var så overvældende, at han måtte krybe til korset og indrømme. Og hvad med Poul Schlüter herhjemme, og hans udsagn om, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet i Tamilsagen? eksemplerne er legio.

Ligeledes beskyldes han for at være intolerant og uempatisk, men kunne man så ikke også beskylde vores egen minister Inger Støjbjerg for dette, med loven om at tage smykker og andre værdigenstande fra flygtninge, og internere dem i teltlejre ? eller gennemfører hun blot nogle nødvendige stramninger, for at begrænse tilstrømningen af indvandrere til landet ? En politik, som menneskeligt set kan virke meget hård, men samtidig er nødvendig situationen taget i betragtning. Under alle omstændigheder tyder intet på, at hun skulle være svækket af psykisk sygdom. Tværtimod fremstår hun som en meget robust person.

Der er vel heller ikke noget nyt i, at politikere kan være narcissistiske (selvforelskede). Tænk bare på alle de tidligere statsledere, som har fået rejst statuer og monumenter over sig selv, eller har skrevet bøger om sig selv (som i øvrigt slet ikke er skrevet af dem selv, men af såkaldte ghostwriters), for eftertiden må jo endelg ikke glemme deres betydningsfuldhed. Derudover må narcissisme vel i dag nærmest betragtes som et ret almindeligt karaktertræk. Se bare på alle de mennesker, der over hele landet dyrker deres krop som en afgud i diverse fitness centre.

Der er således ingen grund til at tage psykiaternes forsøg på diagnosticering alvorligt, og slet ikke, når de ikke har talt personligt med personen (evalueret ham), hvilket også er i modstrid med deres eget kodeks.

Og skulle han have en brist, behøver det ikke at diskvalificere ham som politikker. Historien byder på eksempler på store personligheder med et flot eftermæle, som objektivt set havde en psykiatrisk problematik inde på livet. Den engelske premierminister Winston Churchill var under II verdenskrig med til at besejre Hitler, en fremragende taler og skribent, og regnes for at være en af verdenshistoriens store politiske ledere. Han led i perioder af depressioner, som han selv metaforisk kaldte “my black dog”. I den udmærkede film: ”Into the Storm” om ham, kan man opleve en scene, hvor hans kone, under en af hans depressive perioder, trøstende siger til ham: ”The black dog is howling”. Som terapi brugte han i øvrigt at skrive sig ud af sine depressioner. Måske i et forsøg på at få hold på tingene; at skabe sammenhæng i en fragmenteret verden?

Herhjemme havde vi Viggo Kampmann, som var statsminister fra 1960 - 62. Han regnedes for at være en af de bedst begavede statsministere, vi nogensinde har haft, og en visionær humanist, idet han var den minister, der fik sat dansk u-landsbistand på statsbudgettet. Men udover dette var han bi-polar og svingede i perioder mellem depressioner og manier.

At Trumps kritik af videnskaben skulle være noget sygeligt, er jo også noget sludder. Han har udtrykt sympati for klimaskeptiske holdninger, hvilket anerkendte forskere som Bjørn Lomborg og Henrik Svensmark også har gjort. Svensmark med sin teori om, at også antallet af solpletter har indflydelse på klodens klima, og ikke udelukkende mængden af drivhusgasser i atmosfæren. I forvejen har hele klimadebatten været stærkt politiseret, hvilket også fremgår diskussionerne i medierne og på FN’s klima topmøder. Klimadebatten handler ikke kun om objektiv videnskab, men ligeså meget om økonomi og politik.

Og netop hvad angår psykiatri og psykoanalyse er der vist al mulig grund til videnskabelig kritik. Psykiaterne har nu i årevis bildt deprimerede eller angste patienter ind, at de skulle behandles med lykkepiller (SSRI - præparater), og hårdnakket benægtet enhver kritik i medierne (måske især fordi en del af dem var på lønningslisten i diverse medicinalfirmaer). Men fornyeligt kunne man bla. i JP. læse, at en grundig rapport fra Rigshospitalet nu har dokumenteret, at denne medicin direkte må frarådes i behandlingen, da den hovedsageligt skaber flere problemer end den løser for patienterne pga. alvorlige bivirkninger og en effekt, som ikke er meget bedre end effekten af behandling med placebo (virkningsløse kalktabletter). Der er vist god grund til at betvivle denne del af videnskaben. Og denne kritiske rapport står ikke alene. Tidligere har lægen Peter Gøtzsche fra det anerkendte Cochrane center (The Nordic Cochrane Centre) været ude i medierne med en sønderlemmende kritik af psykiaternes brug af psykofarmaka - ikke bare lykkepiller men også antipsykotika - og konkluderede i en kronik i Politiken, at det havde været bedre, om disse lægemidler slet ikke fandtes.

En af Trumps kritikere var også en tidligere formand for Den Internationale Psykoanalytisk Forening, og netop psykoanalysen er af andre fagfolk beskyldt for at være mere religion end videnskab, og bruges overhovedet ikke herhjemme af psykologer eller psykiatere længere. Metoden har vist sig ligeså ineffektiv i behandlingen af depression, angst eller OCD, som lykkepiller. I mange år har patienter ligget på briksen under analytiske seancer i den tro, at de var i gode hænder. Men det eneste sikre resultat af terapien var, at analytikeren blev rigere grundet de høje honorarer og den langvarige behandling.

Nej, man skal vist ikke tro for meget på udsagn fra disse faggrupper, men kan med god grund sætte spørgsmålstegn ved deres dømmekraft. Også hvad Trumps helbred angår.