Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det Danmark, vi kender, er på vej tilbage

Kashif Ahmad, formand for Nationalpartiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den seneste uges begivenheder har vist, at det ikke står så galt til med Danmark, som man kunne frygte. Den reaktionære nationalromantik er skubbet i baggrunden. Vi ser længere end vores egen næsetip; vi reagerer, når det er påkrævet.

Jordnær menneskelighed overtrumfer kold kalkyle. Det er det Danmark, vi kender og elsker. Det har måske nok været her hele tiden, men er blevet trængt i baggrunden af forfejlet mediefokus og krigerisk politiske positioneringer.

Det er ikke politikernes fortjeneste, at Danmark nu viser sig fra sin bedste side – over en bred kam virker de etablerede politiske partier rundforvirrede eller grundlæggende kælderkyniske – nej, det skyldes, at helt almindelige danskere med alle mulige forskellige baggrunde rykker sammen og viser, at Danmark og vi, der bor her, stadig er en del af et større fællesskab, som har værdi. Vi rykker sammen, når det brænder på.

Vi hjælper vores næste.

Medmenneskeligheden har det godt. Politikerne har måske glemt, at den findes, men i den seneste uge har vi set den demonstreret på fornemmeste vis. Folk har hjulpet, hvor de kunne, og ud over hvad mange forventede.

Vi har trodset love og regler og givet et lift, når det har været nødvendigt, eller en flaske vand til dem, der tørstede.

Det må give grund til eftertanke og revision hos de politiske partier, at det ikke er dem, der viser vejen frem.

Dansk Folkepartis verdensfjerne og forsimplede populisme slår revner.

Regeringen reagerer, hvor den burde agere. Socialdemokraterne og De Radikale viste med deres stramninger i deres regeringstid, at de ikke var meget bedre. Det var SR-regeringen, der foreslog, vedtog og var stolte over den stramning, der betyder, at familier til nye flygtninge ikke kan blive familiesammenført i Danmark. Det var den daværende socialdemokratiske udlændingeordfører, der sagde, at »flygtninge er uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det«. De turde ikke gøre det rigtige.

De Radikale og SF har sammen med de andre ja-partier skrevet under på en aftale forud for EU-folkeafstemningen den 3. december med en garanti om, at de »ikke vil støtte tilvalg af retsakter vedrørende asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor«. Ingen af ja-partierne tør vælge EU fuldt og helt til, selvom det er den eneste fornuftige løsning.

Enhedslisten og DF

Enhedslisten vil både blæse og have mel i munden og allierer sig med Dansk Folkeparti. Enhedslisten har i den forløbne uge himlet op om, hvor forfærdeligt det er, at Venstre ikke vil være med i en fælleseuropæisk løsning med hensyn til flygtningefordelingen. For det er selvsagt, at hvis man vil have bedre løsninger på europæisk niveau, ja, så foregår de løsninger i EU. Det har ikke været kønt.

For partierne er det vigtigste positionering i forhold til andre partier og misforståede folkestemninger for et folk, som de regerer, men kender dårligt.

I weekenden var titusindvis mødt op for at sende et samlet signal om, at Danmark er andet end Christiansborg, og at flygtninge er velkomne i Danmark. Et flertal af danskerne vil give opholdstilladelse til flere flygtninge. Danskerne vil have europæiske løsninger. Ikke snævre danske uløsninger.

Kære politikere, kom på omgangshøjde. Virkeligheden har overhalet jer. Det er jer, der har glemt det Danmark, vi kender. Et foregangsland. Et humanistisk land. Ikke et lille, nærigt land.

Nationalpartiet tror på fællesskabet, og det har vi altid gjort.

Vi vil stoppe stigmatisering og dehumanisering. Vi håber og tror, at I vil være med.