Folkeskoleelev: Jeg er rigtig ked af og træt af den nye skolereform

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære undervisningsminister,

Jeg hedder Clara og går i 7. klasse. Jeg vil gerne klage.

Jeg er rigtig ked af det og træt af den nye skolereform. Den har medført, at jeg desværre hverken har tid til at passe et fritidsjob, dyrke mine fritidsaktiviteter og mine venskaber. Oppe i skolen får jeg hovedpine og bliver træt allerede efter kl. 14, og så kan jeg ikke koncentrere mig resten af dagen.

Jeg har talt med alle mine kammerater om det, og vi er ganske enige om, at vores liv var langt bedre, før skolereformen trådte i kraft. Vi oplever ikke, at vi lærer mere – tværtimod. Måske fremtidige tests vil vise det samme – og måske man så vil kunne se en sammenhæng i det hele. Jeg tror, at man skal trives og være glad for at kunne have lysten til at lære på en helt naturlig måde.

Må droppe gymnastikken

Egentlig føler vi os bare modløse og udkørte, når skoledagen er omme. I vinter savnede jeg at komme hjem inden mørkets frembrud. Året igennem savner jeg bare at have tid til socialt samvær. At kunne tage til læge i åbningstiden eller at komme ind til byen og opleve noget efter skoletid – men butikkerne har lukket, når jeg kommer derind.

Jeg har trænet gymnastikpiger på frivilligt niveau, men det kommer jeg desværre heller ikke til at kunne mere efter næste skoleår, hvor lektiecafé bliver obligatorisk. Jeg må også droppe at gå til gymnastik, som jeg ellers har gået til i rigtig mange år.

Derudover må jeg også opgive at tjene penge til min opsparing, da jeg ikke længere har tid til at passe børn efter skoletid.

De store ambitioner

Egentlig er jeg en elev, som klarer mig rigtig godt fagligt. Jeg har store ambitioner for mit liv. Jeg vil gerne være journalist. Jeg elsker – og har også brug for tid til – at tænke kreative tanker. Jeg har brug for ro til at få idéer.

Jeg har lavet velgørenhedsprojekter i min fritid, men heller ikke det vil jeg få tid til længere. Jeg er bare så bekymret for, at jeg mister min lyst, nu jeg bliver presset ind i noget, som jeg ikke føler er givende eller udviklende på nogen måde. Jeg har fået stjålet min fritid. Og jeg føler, at jeg bliver frarøvet min barndom. Jeg har på fornemmelsen, at I voksne har glemt, hvordan det er at være barn og ung.

Jeg tror ikke, at noget barn selv ville have stemt på de ting, som skolereformen står for. Måske det er forældre med dårlig samvittighed over lange arbejdsdage, der mest af alt er gået ind for, at andre/skolen/samfundet skulle tage ansvar for deres børn? Jeg ved det ikke.

Meningsløs opbevaring

Jeg tror ikke på, at det eneste lærerige er at gå i skole. Jeg tror, at man lærer lige så meget i sin fritid, sammen med sine venner og i naturen – og ikke mindst blandt andre mennesker. Jeg tror på, at jeg via leg og gode oplevelser lærer lige så meget – eller sågar mere – end ved at terpe.

Der hvor jeg har lært allermest, er i situationer, hvor jeg har haft det godt og sjovt – ikke hvor jeg har været presset ind i meningsløs opbevaring, som jeg føler, at lektiecafé er.

Jeg er bange for, at jeg mister min gejst og lyst til at udforske alt det spændende, der burde ligge lige foran mig. At min interesse for læring forsvinder, fordi jeg bliver presset ind i noget, jeg ikke kan se nogen mening med. At jeg kører sur og træt i det hele. At mit engagement forsvinder.

Uden nogen indflydelse

Jeg kender mig selv, og det er ikke en skolereform, der er med til at dygtiggøre mig og give mig lyst til læring. Men hvilket valg har jeg? Jeg er jo bare et barn, og det er, som om jeg ikke har nogen indflydelse – der er jo ikke nogen, der har lyttet til mig. Til os.

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle gå i folkeskolen. Jeg har altid godt kunnet lide det. Det er der, jeg har mine venner. Og jeg har rigtig dygtige lærere, som vil mig og mine venner det bedste.

Skal jeg vælge privatskole?

Men lige nu tænker jeg, at privatskole er det eneste rigtige for mig og min trivsel.

Det eneste, der holder mig tilbage, er mine veninder. Vil dit råd til mig være, at jeg skal vælge privatskole, hvis ikke jeg trives med reformen i folkeskolen? Og hvad vil du ellers råde mig til?

Jeg føler, at både mine forældre og jeg har mistet vores indflydelse på og mulighed for at handle på det, vi ved, er det bedste for mig. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg har altid haft en tro på, at vi bedst selv kan vurdere, hvad der giver mening i vores liv.

Jeg er ikke et barn, der har behov for lektiecafé. Jeg vokser og gror ikke i sådanne rammer. Jeg vokser bedst der, hvor jeg har frihed. Og hvor jeg bliver respekteret for selv at vide, hvem jeg er, og anerkendt for min kreative facon og måde at tænke på.