Frit lægevalg
Ved indlæggelse bør patienter have frihed til at kræve en læge, der mener, at hans/hendes religion er patienten uvedkommende.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
16/6 GIVER LÆGE Imran Rashid i JP udtryk for, at »læger med udenlandsk baggrund mistænkeliggøres«. Mon dog?
Derimod er nogle lægers anmassende trang til at udstille deres lovreligion intimiderende for rigtigt mange. Hvad kommer dog lægers religion, politiske overbevisning og parfume-yndlingsmærke andre mennesker ved?
Hans indlæg var en respons på et indlæg fra tre navngivne læger, der 8/6 i JP omtalte, at Lægeforeningen var enig i, at det er problemløst, at muslimske læger udstiller deres religiøse tilhørsforhold. Problemløst for hvem? For Lægeforeningen? For hospitalspersonalet? For patienterne? En forenings bestyrelse har naturligvis ret til at blive enige i hvad som helst.
Det penible og særegne ved denne enighed er imidlertid, at den ikke blot berører foreningens medlemmer, men har konsekvenser for hele befolkningen. Det er formentlig uden fortilfælde og åndeligt (læge)hovmod og arrogance uden lige at pådutte ikke-medlemmer en forenings beslutninger.
Hvad med lægeløftet?
Læge Ikram Sarwar (JP 16/6) mener, at der er flere holdninger til lægeløftet. Det har han ikke helt uret i. Når en indhyllet medicinstuderende hævder ikke at ville behandle visse personer, når hun bliver læge, må det vist være en afart af lægeløftet. En ret uhyggelig udmelding, hvis man forestiller sig, at en bevidstløs patient bliver indlagt og genkendt af lægen som modstander af indhylning af kvinder. Kan patienten så bare få lov at dø? Eller hvad med den indhyllede læge, der i en tv-udsendelse spurgte en imam om, hvorvidt islam tillader hende at udføre en abort på en patient? Som potentiel patient kan man frygte, at man fejler et eller andet, som imamen lige skal spørges til råds om, inden man kan komme i behandling.
Utrygt
Det virker ærligt talt ikke særligt betryggende, at læger med religiøse, hjemmestrikkede lægeløfter slippes løs på befolkningen.
Det er forekommet, at personale på danske sygehuse er tilrettevist/advaret/afskediget for at bære deres kristendom for meget udenpå i omgangen med patienter. Det manglede også bare andet. Men reglen om ikke at bære religiøse symboler, der dårligt kan overses, gælder altså ikke muslimer. Det er diskrimination, der er til at få øje på.
Vi kan alle, hvis vi ønsker det, fravælge en erhvervsdrivende, der ansætter personale, som mener, at vi som kunder skal forholde os til religion midt i indkøbene af dagligvarer.
Men når vi ”handler” med det offentlige, kan vi ikke vælge et andet skattevæsen, en anden socialforvaltning, en anden dommer, nævninge, domsmænd etc.
Vi er altså pisket til at forholde os til en eller anden religion midt i den måske meget alvorlige krisesituation, vi er i.
Da det ser ud til, at vi må vente en stund på et forbud mod religiøse symboler i offentlige stillinger, må friheden indtil da til at udstille sin tro modsvares af patienternes frihed til at fravælge at skulle forholde sig til lægens religion.
Ved indlæggelse må patienten derfor have frihed til at kræve en læge, der mener, at hans/hendes religion er patienten uvedkommende. Det nytter jo ikke meget, at patienten frit kan vælge et andet hospital, som Imran Rashid hovent udtrykker det (Ugeskrift for Læger 2007:169), hvis patienten nægtes et frit lægevalg.