Solcellerne hober sig op i de fattige kommuner. De rige går fri
Hvis omstillingen fortsat skal være et fælles nationalt projekt, kan vi ikke acceptere, at den bæres af de kommuner, der har mindst politisk og økonomisk gennemslagskraft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den grønne omstilling fremstilles ofte som et fælles nationalt projekt. Men når det gælder udbygningen af solcelleanlæg, er byrden langtfra fordelt ligeligt.
I mit speciale har jeg undersøgt, hvorfor kommunernes udnyttelse af deres solcellepotentiale på land varierer så markant. Analysen er en paneldataundersøgelse af 73 kommuner i perioden 2018-2025.