Derfor skal en ny regering have en arktisk minister

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter en måneds rejse til byer og bygder op langs Grønlands vestkyst står en ting klart: Uanset at Trumps aggressive tilgang til Grønland har ført til en midlertidig forbrødring mellem Grønland og Danmark, er ønsket om selvstændighed i den grønlandske befolkning så stærkt som nogensinde.

Den grønlandske regering vil gerne i den nuværende situation lægge låg på debatten om uafhængighed. Men ønsket om at blive herre i eget hus har stærk klangbund.

Mange i Grønland er trætte af dansk bedrevidenhed og arrogance. Som Malik i Kangaamiut udtrykker det: »Vi ikke skal bukke og neje for danskerne.«

I Maniitsoq overværer jeg et vælgermøde i anledning af valget til Folketinget, hvortil Grønland som bekendt vælger to repræsentanter. De ledende kandidater fra alle partier er fløjet ind fra Nuuk. Det vigtigste punkt på dagsordenen er forholdet til USA. Konklusionen er klar: Selvbestemmelsesretten skal forsvares med alle midler. Flere politikere slår til lyd for en genforhandling af forsvarsaftalen fra 1951, så Grønland bliver part i den. Andre peger på, at Grønland bør have selvstændig repræsentation i WTO, så man selv kan varetage Grønlands handelsinteresser.

Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Mange grønlændere beretter, at Trump har været et wakeupcall for Danmark. Hvad der tidligere ikke kunne lade sig gøre, kan Danmark pludselig fikse. F.eks. kan en dansk sundhedsmedarbejder nu få orlov med blot tre ugers varsel for at tage til Grønland og arbejde i psykiatrien i Ilulissat.

Men i det politiske miljø i Nuuk oplever mange fortsat, at Grønland bliver stedmoderligt behandlet i de enkelte ministerier.

Den regering, der dannes efter valget, bør omfatte en arktisk minister. Fordi forholdet til Grønland – ikke mindst et kommende selvstændigt – er af største betydning.

Statsminister Mette Frederiksen har de seneste måneder sammen med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, på fornem vis varetaget de dansk-grønlandske interesser på den internationale klinge. Men i det daglige arbejde i Centraladministrationen er forholdet til Grønland for vigtigt til at være en sidegesjæft for statsministeren.

Den pågældende minister vil skulle sikre, at forholdet til Grønland får den bevågenhed, det fortjener. Og arbejde for et langt mere tæt, ligeværdigt og venskabeligt forhold mellem Danmark og Grønland.

Det vil bl.a. sige igangsætte information og oplysning om Grønland i Danmark. Hvor mange danskere kender Grønland? Hvor mange danskere har været på Grønland? Danske gymnasier, efterskoler og højskoler sender gladelig deres elever til fjerne destinationer i det globale syd. Men kun sjældent til Grønland.

Det er en kæp i hjulet på denne vision, at Air Greenland reelt har monopol på flyvningerne til og fra Danmark og indenrigsflyvninger i Grønland. Priserne er eksorbitant høje – et par klik på nettet vil bekræfte min påstand. Vejen frem er liberalisering og konkurrence. Til gavn for samkvemmet mellem Danmark og Grønland. Og til gavn for grønlændernes mulighed for at besøge familie og venner i det 2,2 mio. kvadratkilometer store land.

Får vi en blå regering, vil Rasmus Jarlov være en oplagt kandidat til posten som arktisk minister – uanset at han forlader Folketinget ved valget. Jarlov har i de seneste måneder været en stærk enmandshær i forsvaret af rigsfællesskabets interesser i de internationale medier.

Ender det med en rød regering, kunne Bo Lidegaard være kandidat. Lidegaard er delvist opvokset i Grønland og har den nødvendige baggrund som tidligere topembedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet.

Tilbage står, at hvis vi håndterer relationerne til Grønland klogt og generøst, vil Danmark også fremover have en ven og vigtig samarbejdspartner i Nordatlanten.