Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi er mennesker, ikke tal! Giv os en verden uden karakterer

Jeg vil noget med mit liv, men hvad, hvis en for lav karakter bremser mig? Det er ikke rimeligt.

Katrine Gerber PedersenElev, Ågård Efterskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg synes, det er vildt, at man skal blive vurderet ud fra et tal. Det giver oprigtigt ingen mening for mig. Hvordan kan et menneske, der laver fejl og har gode og dårlige dage, nogensinde passe ned i et tal? Alle mennesker har noget, de er gode til, og alle har noget, de kæmper med – sådan er det at være et menneske.

Derfor fik jeg en knude i maven, da der blev snakket om den nye karakterskala. Jeg havde på fornemmelsen, at der i de seneste år var blevet gjort mere opmærksom på karakterpres og unges mentale helbred. Derfor havde jeg håbet på en ændring i vores system. I stedet har vi fået en skala, der er næsten ligesådan som den gamle, og der er endda kommet flere tal til. Jeg synes, det giver et unødvendigt pres for unge, som intet godt gør for nogen.

Hele det her karakterræs fylder utrolig meget for mange unge – inklusive mig selv. Jeg tror i virkeligheden, at det hele handler om andres meninger og om ens forventninger og idéer om fremtiden. For jeg vil gerne noget med mit liv, men hvad, hvis det ikke er en mulighed, fordi nogen har vurderet mig til en lavere karakter? Det har fået mig til at spekulere: ”Hvordan vil verden se ud uden karakterer?”

Derfor valgte jeg i sommer at starte på et eksamensfrit år på efterskole. Det har kun gjort mig positivt overrasket. Her er hele karakterelementet taget ud af ligningen: ingen karakterer på opgaver, ingen standpunktskarakterer, ingen eksamener. Et pusterum fra det mentale karakterpres.

Der bliver lagt meget mere vægt på at gøre noget for sig selv og gøre sig umage – i stedet for at opnå en ønsket karakter. Der bliver kigget mere på, om man udvikler sig, om man lærer noget nyttigt, om man tænker kreativt, hvordan man arbejder sammen i grupper og mange andre ting, jeg selv synes er langt vigtigere og mere brugbare end et tal.

Jeg synes, alle fortjener en pause fra karaktererne. For deres egen skyld, men også for vores samfunds. For hvad er et tal værd, når vi som mennesker laver fejl?!