Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Afskaffe det lokale demokrati? Ja, den er god med dig, Anders Heide

De lokale valg er alt andet end blot et gammelt, støvet ritual.

Kristine Ammitzbøll-BilleKV-kandidat, (Radikale Venstre), København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvorfor ikke bare afskaffe kommunalvalget og erstatte det med muligheden for at ringe til en telefonsvarer og trykke et nummer, hvis man er utilfreds. For det hele er jo komplet ligegyldigt. Nogenlunde sådan kan man opsummere Anders Heide Mortensens klumme i JP 6/11.

Vorherre bevares! Imens demokratiet trues i store dele af verden, synes den nordsjællandske kommunikationsekspert, at han lige vil latterliggøre vores lokaldemokrati og lade som om, det ikke betyder noget som helst. At det bare er et ritual.

Men intet kunne være mere forkert. Måske Heide bare har sit på det tørre. Men for børnefamilierne betyder det faktisk noget, at der er uddannet personale i børnehaver og skoler. Og hvad det koster at sende sit barn i daginstitution. For virksomhederne betyder det noget, at der er et godt erhvervsklima. For os alle, at der er gode muligheder for at dyrke motion, at vejene har en ordentlig kvalitet, og sådan kunne jeg blive ved.

Men når nu der er nogle borgmestre, der har så store stemmeandele, at man nærmest ved, hvem der bliver valgt, indvender Heide. Tjo. Pointen er jo, at det, at de skal genvælges, er med til, at de gør sig umage. For hvem ønsker at blive smidt ud af vælgerne?

For fire år siden så vi, hvordan de frederiksbergske vælgere stoppede mere end 100 års konservativt styre. Og selv i Heides hjemkommune, Lyngby-Taarbæk, var der da fire års pause for det traditionelle borgmesterparti fra 2009-13. Jeg tror, det er ualmindeligt sundt for borgmestrene, at denne risiko findes.

Og selv når et parti har flertal, skal borgmesteren jo have opbakning fra sine egne. Ellers kan han eller hun jo miste sit flertal. Men borgmesteren og byrådet skal først og fremmest lytte til borgerne. I disse år med udbredt politikerlede tror jeg, det er mere vigtigt end før, at politikerne slår lyttebøfferne rigtig godt ud.

Måske det samme gælder kommentatorer. For hvis de bare bruger deres spalteplads på at latterliggøre vores dyrebare folkestyre og lokaldemokrati, så risikerer vi, at kommentatorleden stiger.

Lad os i stedet tale sammen. Finde løsninger. Bakke demokratiet op. Og udvikle det. Vise det gode eksempel til resten af verden og dem, der vender demokratiet ryggen i disse år.