Kæmpestore, kønsløse luksussommerhuse er ikke dansk kultur
I bestræbelserne på at få flere turistpenge i kassen er regeringen og Folketinget nu på vej til at sælge ud af både den danske natur og kultur. For ikke at tale om miljøet og klimaet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Opførelsen af endnu flere lejekaserne-områder med kæmpestore, ofte sorte, ensartede og kønsløse kasser af luksussommerhuse med indendørs pools vil fremover blive lettet for de investorer, som øjner muligheden for en fed fortjeneste.
Turisterne kræver nemlig luksus, så derfor skal vi naturligvis efterkomme de velstående udlændinges ønsker til en ferie i Danmark.
Men er det virkelig den udvikling, vi ønsker?
Her i landet har vi altid haft tradition for forskelligartede og mindre sommerhuse, hvor charmen – i stil med kolonihavehusene – netop ligger i fantasien og farverigheden.
Hele idéen med et sommerhus er jo traditionelt set også, at familien i ferierne tager ud og lever i mere primitive rammer for primært at opholde sig i naturen og ikke for at sidde og lumre i et klorfyldt bassin inden døre. For så kan man vel lige så godt blive inde i byen.
Mange tyske turister kommer i virkeligheden også til Danmark for at opleve dansk kultur og ikke mindst: hygge. De ønsker ikke at se på alle de »sorte facader« – direkte citat fra en yngre tysk turist.
En anden ting, som tyskerne og turister af andre nationaliteter elsker ved Danmark, er de uberørte, vilde kyster, som er fri for kommerciel udnyttelse – i modsætning til de tæt hotelbesatte og overfyldte strande sydpå.
Men med en ændring af Planloven, som ellers har beskyttet de danske kyster fra bebyggelse i næsten 100 år, vil regeringen nu tillade langt flere byggeprojekter på den forkerte side af strand- og kystbeskyttelseslinjerne. Til glæde for pengestærke bygherrer, men til stor skade for den sårbare kystnatur og det vilde dyreliv.
Et andet kritisk forhold for miljøet er, at der i mange danske kyst- og landområder ikke findes egentlig kloakering, men kun nedsivning. Sidstnævnte er fortrinsvis beregnet på små husholdninger på to-seks personer og ikke til kæmpehuse med swimmingpools på +2-300 kvadratmeter og 12-20 beboere. Eller for den sags skyld til feriecentre med flere hundrede gæster.
Hvordan mon det påvirker grundvandet, når der hældes stadig større mængder af urenset spildevand direkte ned gennem den sandede jord? Det er der tilsyneladende ingen, der bekymrer sig om.
På Christiansborg har man derimod i al hemmelighed sørget for at indrette en lukrativ kattelem til de bygherrer, der ønsker at investere i store, sorte poolhus-parker, ved at fritage dem helt for CO2-afgift! Mens for eksempel en familie, der vil bygge et mindre sommerhus, fortsat er pålagt at betale CO2-afgift.
Har landets politikere da fuldstændigt tabt sutten i jagten på ussel mammon!?