At være feminin er ikke at være overfladisk. Det glemmer danskerne
Vi reducerer femininitet til noget overfladisk. Men i virkeligheden rummer den både styrke, dybde og frihed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Danmark har vi stadig en blind vinkel i ligestillingsdebatten. Vi opdrager kvinder til beskedenhed, kontrol og tilbageholdenhed. Det at fylde med krop, blik eller følsomhed opfattes let som overfladisk. Resultatet er, at skønhed, sanselighed og udtryk bliver adskilt fra det, vi forbinder med dybde og intelligens. Men hvorfor egentlig?
Jeg ved det, fordi jeg selv er vokset op i den kultur. Som nordisk kvinde bar jeg på tysk præcision og dansk tilbageholdenhed. Det gav mig kontrol, men også et snævert spillerum. Først i Sevilla oplevede jeg et alternativ. Her forstod jeg, at femininitet kan være kraftfuld, værdig – og netop ikke i modsætning til det intellektuelle.
I syden er femininitet ikke svaghed. Den er rod, instinkt og selvsikkerhed. Kvinder står med værdighed, møder hinandens blik og lader deres personlighed træde frem gennem kropssprog og stil – uden at undskylde. Det handler ikke om udsmykning og overflade, men om at være nærværende. Jeg oplevede her, at skønhed og sensitivitet ikke behøver at være noget overfladisk, men tværtimod kan fremhæve både styrke og indre dybde.
Det står i kontrast til Norden, hvor vi ofte tvinger kvinder til at vælge: enten klog eller smuk, enten stærk eller følsom. Det er en falsk modsætning, og den begrænser os. Femininitet kan være det sted, hvor intelligens og følsomhed mødes – hvor udtryk og substans eksisterer side om side.
Hvis vi vil tage ligestilling alvorligt i Danmark, må vi turde gentænke vores syn på femininitet. Ligestilling er ikke kun et spørgsmål om løn eller barsel. Det handler også om, hvordan vi værdsætter hele mennesket. Når vi reducerer skønhed og sanselighed til overflade, svækker vi kvinders frihed til at være hele.
Der er mod i at være åben. Der er styrke i det fine. Og der er dybde i det udtryksfulde. At være feminin er ikke at være mindre intelligent eller mindre fri – det er at være mere hel.