Ekspert-titlen er billigt til salg
Der skal efterhånden ikke meget til at blive udråbt som "ekspert". Specielt ikke, hvis man er kendt i forvejen. Så kan man kloge sig på hvad som helst.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP 14/6 stiller en journalist spørgsmålet under henvisning til TV 2’s ”Besserwisserne”: Hvad er egentlig en ekspert?
Det underliggende svar er, at mange personager er blevet udnævnt til eksperter på ét område, og af en ukritisk presse – og dem selv – herefter anses for at være kapable til med vægt at udtale sig om alskens ting.
”Livsstilseksperten” – som han benævnes og sikkert også benævner sig selv – Flemming Møldrup udtaler fra folkekirkens telt ved Folkemødet på Bornholm til organet folkekirken, at »folkekirken har en stor rolle i demokratiet, men skal forny sig«.
Den nævnte overskrift er suppleret med et særdeles tænksomt billede af ”eksperten”, meget forskelligt fra det evindelige og fjantede grin, han havde, før jeg holdt op med at se ham udgyde sin ekspertviden i ”Kender du typen?”.
Så man læser videre i spændt forventning: Har ”eksperten” nu noget fornuftigt at sige om folkekirken, og vil han delagtiggøre os andre i sin viden om, hvori disse fornyelser nu skal bestå?
Ud over at han udtaler sit krav til folkekirken om fornyelse i flere variationer, og at han erklærer sin betagelse af kirken i samme grad og på samme måde, som de utallige private hjem, han har besøgt i ”Kender du typen?”, så nej: intet om, hvorfor og hvordan kirken skal fornys.
Den brutale sandhed er nok, at er man skærmtrold og kendis, kan man som ”ekspert” udtale sig til en benovet og ukritisk presse om alt mellem himmel og jord uden at ane et dyt om det, man udtaler sig om.
Men det er nok også for meget forlangt, når et organ som ”folkekirken” stiller så tunge spørgsmål om kirkens fornyelse til en person, hvis job normalt består i at udtale rosende ord om udsmykningen i andre kendissers hjem.
Fornyelse i folkekirken? Ja, måske. Selv er jeg mere end tilfreds med folkekirken som helhed, herunder min lokale kirke, Sortebrødre i Viborg.
Men skal ændringer ske, bør problemerne tages op på en seriøs facon og ikke som ”folkekirken” gør det ved at interviewe en – undskyld udtrykket – sprællemand, som intet aner om emnet.
Den seriøse del af pressen må gerne være kræsen med, hvad den bringer. Der bør vel være forskel på ”folkekirken” og Se og Hør.