Trump og Israels planer må forhindres: Verdenssamfundet må gribe ind i Gaza
FN må sættes ind i Gaza, og den destruktive vetoret i FN må væk.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den amerikanske regering har meddelt, at USA agter at besætte Gaza. Det vil betyde, at 2 mio. palæstinensere skal fordrives – etnisk udrenses – fra deres land. Først har det israelske terrorregime tæppebombet Gaza, og nu vil man så forvise palæstinenserne endeligt fra deres land. Det er en krigsforbrydelse af uhyggeligt omfang.
Alle alarmklokker bør ringe i FN og den demokratiske del af verden, som hævder at bygge på folkeretten, menneskerettighederne og retsstaten. Et stort flertal af lande i FN må derfor meget hastigt beslutte at indsætte en militært, veludstyret fredsbevarende styrke i Gaza, som kan garantere dette lands selvstændighed og hjemmene for 2 mio. palæstinensere. De europæiske lande, herunder Danmark, lande i Mellemøsten og det øvrige Middelhavsområde bør stille den fornødne militære kapacitet til rådighed. Den overordnede styring placeres hos FN’s generalsekretær.
Israel og USA vil naturligvis søge at blokere for en sådan FN-aktion. Israel har absolut ingen kredit at trække på, og verdenssamfundet bør se bort fra et veto fra USA i FN’s Sikkerhedsråd. Anders Fogh Rasmussen har kaldt Trump barnlig. Nej – han er ikke barnlig – han skruppelløs og utilregnelig og den absolut største trussel mod verdenssamfundet og verdensfreden. Vetoretten i sikkerhedsrådet har igennem årtier været misbrugt af USA, Rusland (Sovjetunionen) og Kina – altid destruktivt, aldrig i folkerettens og verdenssamfundets interesse. Hvis folkeretten skal overleve, må vetoretten ophæves, så det er flertallet af verdens lande, der træffer beslutninger – eventuelt med en vis majoritet ved store beslutninger – men aldrig tre destruktive store lande.
Efter Anden Verdenskrig besluttede krigens sejrherrer med USA og Storbritannien i spidsen at give jøderne deres eget land i Mellemøsten. Hundredtusindvis af palæstinensere blev dræbt eller fordrevet for at give plads til den jødiske stat. Det var bekvemt for de hvide sejrherrer at tørre den jødiske sag af på palæstinenserne. Det uretfærdige overgreb har naturligvis affødt et voldsomt had og årtier lange, blodige konflikter siden.
Hvis FN og verdenssamfundet ikke effektivt får stoppet et nyt overgreb mod det palæstinensiske folk, vil det både udløse en fortsættelse af Israels krigsforbrydelser og en fornyet og endnu mere indædt kamp imod den med militær magt skabte jødiske stat, USA og også imod Europa.
Vores medansvar ved årtiers lang passivitet, hykleri og dobbeltmoral er for længst gennemskuet. Vi kan måske rette op på det nu i 12. time ved medvirken til en effektiv og retfærdig FN-aktion.