Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der er noget galt med rekrutteringen af sygeplejersker

Jeg troede, jeg skulle ud og gøre en forskel i det sundhedssystem, der gang på gang råber på arbejdskraft. Men nej.

Siv GrandahlSygeplejerske, Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For tre et halvt år siden begyndte jeg at læse til sygeplejerske. Jeg havde store forventninger, men var samtidig også en smule nervøs for, om jeg nu kunne lide uddannelsen – og ikke mindst jobbet som sygeplejerske.

Det sidste har jeg endnu ikke fundet ud af, selv om jeg har været færdiguddannet og jobsøgende i næsten tre måneder nu.

Over 30 jobansøgninger er sendt til alt fra kirurgiske til psykiatriske afdelinger og klinikker. Mit cv er tomt, men min lyst og interesse er stor, og på trods af at eksamensbeviset afspejler min dedikation for sygeplejefaget, er min fornemmelse flad. Ingen telefonopringninger eller mails med svar om kommende jobsamtaler.

Jeg, som troede, at jeg med min nye profession skulle ud og hjælpe til i det sundhedssystem, som gang på gang råber op om manglen på kollegaer. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at der er noget galt.

For selvom jeg som nyuddannet sygeplejerske søger forskellige job, så får jeg indtil videre kun afslag. Hvordan hænger det sammen?

Regeringen vil hente sygeplejersker fra Filippinerne, fordi vi mangler sygeplejersker i Danmark, og derudover snakker man om at korte sygeplejerskeuddannelsen ned fra de kun tre og halvt år, som studiet er nu. Det er en beslutning, der kan og vil resultere i mindre dygtige sygeplejersker.

Alt sammen for at skaffe flere sygeplejersker hurtigt.

Men hvad med at få os nyuddannede sygeplejersker, som er ivrige efter at arbejde, i job, inden vi begynder at afmagre lande som Filippinerne for sygeplejersker? Som mig bekendt selv har brug for de sygeplejersker, præcis ligesom vi har i Danmark.

Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at det kunne blive svært at få job som nyuddannet sygeplejerske? Ansættelsesstop og sparerunder i regionerne har gjort det svært at ansætte os, fordi der ikke er penge til os.

Der lukkes stuer rundtomkring på de danske sygehuse, fordi der ikke er sygeplejersker nok til at tage sig af patienterne, men der er samtidig heller ikke økonomi til at ansætte flere sygeplejersker til at bemande stuerne.

Det lyder paradoksalt! For patienterne forsvinder jo ikke. De bliver flere og flere.

Kan jeg ikke få lov til at bemande den stue og yde sygepleje til de patienter, som har ret til at ligge der? Hvis vi fortsat vil give patienterne i Danmark ret til pleje, så ser jeg ingen anden måde at komme uden om problemerne på end at fokusere på de dygtige nyuddannede sygeplejersker, som higer efter at komme i arbejde – i stedet for alle mulige forhastede nødløsninger.

Vi er her allerede, og vi vil så gerne, men er der råd til at ansætte os?