Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Giv os Uber uden for de større byer. Vi har hårdt brug for det

Landdistrikterne har brug for Uber.

Leo Bøgedal RasmussenFreelancekonsulent, Glyngøre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er et stort og velkendt problem, at det er næsten umuligt at bestille og få en taxa i de sene aften- og nattetimer uden for de store byer.

Og hvis det endelig lykkes, så er det ikke en lykkelig taxavognmand, der skal køre en kunde de 24 km hjem fra eksempelvis Skive til Glyngøre. Der er flere penge i at blive i Skive by. Lad derfor vores taxafirmaer tjene penge i byerne og ved den stigende handicap- og skolekørsel.

Det er utrygt – og på jysk ”træls” – at eksempelvis unge mennesker skal vente i flere timer på en taxa, der næsten aldrig kommer, og som samtidig er temmelig dyr. Og utrygt for forældrene, at de unge måske vælger at køre med tilfældige pirattilbud eller med andre unge, der måske ikke skulle have kørt bil.

Vi vil gerne have et Danmark i balance og på transport. Vi skal have unge og familier til at bo uden for de store byer. Men vi ser, at der bliver færre og færre busruter og afgange. Derfor kan Uber være et både nødvendigt og sikkert transporttilbud til os, der har valgt at bo på landet.