57 menneskeliv, mindre støj og forurening er vigtigere, end om biler må køre 30 eller 50 km/t.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Tohjulet anarki.«

Med disse ord beskrev Jyllands-Posten i sin leder det, som over to millioner voksne danskere hver dag gør: at cykle en tur.

Baggrunden er, at Cyklistforbundet har formastet sig til at foreslå, at fartgrænsen i byerne generelt bliver 30 km/t. Vi mener ikke, at 30 km/t. skal være hastigheden på 100 pct. af vores byveje. Der kan sagtens være veje med højere hastighed. Vi vil bare gerne vende logikken. Som det er nu, skal kommunerne bede om at få lov at sætte farten ned. Vi mener, man skal bede om lov til at sætte den op over 30 km/t.

En fartgrænse, som avisen helt klart mener er tosset, da de allerfleste ulykker skyldes cyklisterne selv, der jo som bekendt stort set alle sammen kører med hovedet under armen og ørerne i et sæt hovedtelefoner. »Socialistisk trafiktyranni«, kalder Jyllands-Posten forslaget.

Vores forslag kommer imidlertid ikke ud af den blå luft, vores ærinde er ikke at chikanere bilisterne mest muligt – og vi er ikke socialister. Den eneste isme, vi bekender os til, er cyklismen. Vores ærinde er derimod det samme som byer som Berlin, Oslo, Wien, Bruxelles, Paris, Madrid og Helsinki, der allerede har sænket farten til 30 km/t. i store dele af byen.

De store byer ønskede at fredeliggøre byerne til gavn for dem, der bor der, går der, cykler der, besøger og i det hele taget færdes i byen. Resultatet er, at disse byer oplever langt færre ulykker og dræbte, og at bilisterne ikke har fået væsentligt længere transporttid. Oslo og Helsinki har nogle år oplevet at have nul dræbte i trafikken.

I Bruxelles har man set en bemærkelsesværdig reduktion i antallet af trafikdræbte og voldsomme trafikuheld. Alvorlige uheld faldt fra 2020 til 2021 med 20 pct. og dræbte faldt fra 14 til 6. Og Helsinki oplevede bagefter, at personskader på grund af trafikulykker i indre by blev reduceret med 42 pct.

I Danmark mistede 57 mennesker livet i byzone sidste år. 37 var cyklister eller fodgængere. Det er for øvrigt 10 flere end i 2022, hvor 47 mistede livet. Og ikke at forglemme de mange – 1476 mennesker – der kom til skade i byzone i 2023. Mange bliver skadet for livet.

Skal vi sige, at det er deres egen skyld, og de burde køre/gå efter reglerne og passe bedre på – eller måske købe en bil og køre rundt i byen i den – eller skal vi ændre på de vilkår, der forårsager ulykkerne? I Cyklistforbundet er vi ikke i tvivl. Hvis du som blød trafikant bliver ramt af en bil med 50 kilometer i timen, svarer det til, at du falder fra 3. sal. Bliver du ramt med 30 km/t., svarer det til et fald fra 1. sal. Det er en stor forskel. Med 30 km/t. overlever 9 ud af 10. Ved 50 km/t. overlever kun 3 ud af 10.

Det er fakta, som Jyllands-Posten burde forholde sig til i stedet for at placere ansvaret hos stort set alle cyklister, der hver dag med deres cykel er med til at sikre, at byerne ikke sander til i håbløse trafikpropper. Og som desuden beriger samfundet med mia. af kr., fordi sundhedsgevinsten er så stor ved, at folk cykler.

Men hvad med bilerne, der – må man forstå – nærmest bliver sat i stå med de 30 km/t.? Undersøgelser viser, at i myldretidstrafik kommer man stort set lige så hurtigt frem, om farten er 30 eller 50. Og så mener vi, at liv er vigtigere end penge. Det kan godt være, at det tager nogle flere minutter, og at det koster penge.

Men for os er 57 menneskeliv vigtigere. Og så har en række storbyer altså vist, at det på mange fronter er en gevinst for byerne set som helhed. De vil ikke tilbage til den højere hastighed.

Hvis den generelle hastighedsgrænse i byerne sættes ned til 30 km/t., får vi færre dræbte og tilskadekomne i trafikken. Vi får renere luft og mindre støj. Og byerne bliver mere sikre for især de svage trafikanter: børn, unge og ældre. Det er tohjulet fornuft.