Nej, cyklister: Alle andre skal ikke føje sig for tohjulet anarki

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det overrasker ikke, at der fra Cyklistforbundets side kræves, at hastighedsgrænsen for bilister skal sænkes til 30 km/t. i byerne. For at alle andre skal føje sig, synes at være den skammelige selvopfattelse blandt cyklister på veje, fortove, pladser og til tider også cykelstier.

Det er cyklisternes sikkerhed, der er på spil. En dødsensalvorlig sag, som forbundet formår at gøre barok med følgende argumentation:

»Mens det de seneste 10-15 år er blevet mere sikkert at være bilist, så er det forholdsmæssigt blevet mindre sikkert at være cyklist eller gående. Teknologien har hjulpet på sikkerheden for bilister, men den har ikke hjulpet de bløde trafikanter. Vi ønsker at skabe en mere fair balance,« udtaler direktør Kenneth Øhrberg Krag.

Han glemmer tilsyneladende det sikkerhedsudstyr, som bilisterne betaler for, og som kommer andre end dem selv til gode: automatisk nødbremse, advarselslamper i sidespejle og såkaldt exit warning-systemer, der advarer chaufføren, hvis man er på vej til at åbne bildøren i hovedet på en cyklist.

Vel kan det være fatalt for en cyklist at møde en bil, for slet ikke at tale om en lastbil. Heldigvis har vi i skrivende stund ikke haft en højresvingsulykke med en lastbil i år. Man kan tænke, at netop teknologi og oplysning er nogle af årsagerne.

Det er desværre ikke kun blandt forenede cyklister, at egne behov og beskyttelse i stigende grad gøres til andres problemer. Sandheden er, at langt de fleste cykelulykker er soloulykker, og ønsker cyklisterne mere sikkerhed, er der nok at gøre for cyklisterne selv.

For på og omkring cykelstier er der ingen fred, og færdes man på den ene eller anden måde i de større byer, er man ustandseligt vidne til, hvordan cyklister sætter egen og andres sikkerhed over styr, uanset hvor stærkt eller langsomt bilerne omkring dem måtte køre.

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har konkluderet det oplagte, at cykelhjelme kan reducere hovedskader og betyde forskellen på liv og død. Alligevel lader det til, at omverdensisolerende hørebøffer i højere grad hører til cyklisternes standardberedskab. Det gør aktivt brug af højre arm ved sving derimod ikke, ligesom der blæses på lyskurvens farver, vigepligt, færdselsretningen, afstand til kantstenene og mørkets frembrud, medmindre cyklen er udstyret med et blændende LED-anlæg så kraftigt, at det kunne oplyse Aarhus Stadion, skulle belysningen der svigte igen.

Er der mere? Ja; manglende respekt for bakkende lastbiler, håndholdt telefonbetjening og – nå ja – andre cyklister.

Sådan er alle cyklister selvsagt ikke, men det er påfaldende, hvor ofte man er vidne til noget, der ligner.

I landets største byer gør man sig store anstrengelser for at holde bilerne væk. Trængsel og blomsterkummer har i forvejen gjort 50 km/t. til en uopnåelig grænse. Med såkaldt fredeliggørelse af områder gives der mere plads til både gående og cyklister. Cykelstier gøres bredere, men ikke brede nok til, at andre kan klemme sig forbi ladcyklen, hvor passiviserede børn eller kardemommesnurregnaskende kærester lader sig selv og den sidste rest af selvrespekt fragte rundt i byerne. Alt det kan være meget fint, men kæden hopper af, hvis bilisterne skal opleve det i slowmotion. Det koster ikke bare mere tid og er samfundsøkonomisk dyrt. Det er ansvarsforflygtigelse med skyklapper.