Amerikanere kan heller ikke døje Trump
Trump er ikke en succesrig forretningsmand. Han praler bare af at være det.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Stephen Helgesen prøvede i et indlæg i JP forleden at fortælle historien om Trump som en succesfuld forretningsmand, der er afholdt af halvdelen af amerikanerne.
Helgesen har formentlig set for meget Fox News. For Trump er ikke afholdt, snarere en kultleder for hans MAGA-base på vel 30-35 pct.
Og han er på ingen måde en succesfuld forretningsmand, han praler blot med det. Han arvede en masse penge fra faderen. Og det meste, han har rørt ved, har været en fiasko. Han er også allerede blevet dømt for svindel i en sag i New York, udover pornostjerne-sagen med de 34 anklagepunkter, hvor han blev fundet skyldig.
Han har ikke ét demokratisk gen i kroppen. Det eneste, han interesserer sig for, er Trump. Han svarer aldrig rigtig på spørgsmål, men angriber i stedet journalisten med gemene udfald. Han har åbent sagt, at han vil hjælpe milliardærer, hvis de blot betaler, så de stakler der stemmer på ham, hjælper han bestemt ikke.
Han giver alle modstandere øgenavne. Han er vel ikke kommet længere, end 10-årige i skolegården er. Så en mere nedrig, gemen, racistisk og direkte uintelligent person som præsident er svær at forestille sig. Så mit gæt er, at 55-60 pct. af amerikanerne er ligeså dødtrætte af Trump som de fleste danskere. Så lad for hele menneskehedens skyld Kamala Harris vinde til november. Hun er jo tydeligvis lysår mere velegnet end skolegårdsbøllen Trump.