Trump er den værste mand for USA – og for resten af verden
Hvis man virkelig mener, at Trump er den rette mand, så er man både faktaresistent og naiv.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden bragte JP et debatindlæg fra lektor Brian Saugberg, og jeg må ryste på hovedet over, hvor gennemgribende naiv han er, og hvor lidt han aner om amerikansk politik generelt og om Trump i særdeleshed. Og det er for at sige det særdeles pænt.
For det første er Donald Trump en dømt forbryder, kendt skyldig i samtlige 34 punkter, han var anklaget for i kun en af de retssager, der verserer mod ham. Jeg ved godt, at appelprocessen ikke er overstået i den sag – endnu. Men som sagt er det kun en ud af flere retssager.
For det andet er hans syn på andre mennesker og på kvinder i særdeleshed velkendt. Hvis hr. Saugberg deler disse synspunkter, er han velkommen til det. Jeg deler dem ikke.
For det tredje vil Trump ikke vælges, han vil kåres – som USAs diktator. Han beundrer diktatorer – det har han sagt offentligt, og han er totalt ligeglad med lov og ret.
For det fjerde skulle hr. Saugberg også kigge lidt nærmere på, hvem der støtter Trump i hans bestræbelser på at blive valgt. De inkluderer de mest ærkekonservative og bagstræberiske organisationer i USA, og dem er der ret mange af. Bare læs lidt på det, hr. Saugberg, og hvis du så stadig mener, at Trump er den rette mand til at være præsident i USA, er du velkommen til den mening. Den mening deler jeg heller ikke.
For det femte skulle hr. Saugberg også tænke på, hvad Trump har lovet at gøre, hvis han bliver valgt. Han vil bl.a. benåde de folk, der efter det sidste præsidentvalg gjorde åbent oprør mod valgresultatet, og han opfordrede dem ligefrem til at gøre det. Som vi i dag alle – også hr. Saugberg – ved, var Trumps beskyldninger om, at valget var blevet stjålet fra ham, komplet falske. Det er simpelthen et faktum, hr. Saugberg, og der er ikke noget, du kan gøre ved det.
Endvidere har Trump lovet at slutte krigen i Ukraine på 24 timer. Det kan kun ske ved at beordre ukrainerne til at overgive sig betingelsesløst, og det tvivler jeg på, at de vil. Så det er ligesom så meget andet, han siger – rent pral og totalt uden substans. Hvis hr. Saugberg mener, at det vil være den rette politik for USA og resten af verden, må jeg så sige, at dén mening deler jeg heller ikke.
Hr. Saugbjerg er lektor – måske han skulle læse en smule mere på teksten.