Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Moderaterne vil pakke vores børn og unge ind i vat

Vi bør ikke være bange for at stille krav til unge mennesker. Derfor er slækkede krav om fremmøde helt godnat.

Lise BertelsenMF, undervisningsordfører, (K)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Moderaterne mener, at det skal være okay at komme for sent til undervisning på ungdomsuddannelser såsom gymnasiet. Jeg måtte læse det en ekstra gang, for jeg troede dårligt mine egne øjne.

De foreslår et nyt fraværssystem, uden at de går i konkrete detaljer såsom minuttal for acceptable forsinkelser. En del af at gå i gymnasiet er at kunne møde til tiden og dermed vise respekt over for både underviseren, sine klassekammerater og undervisningen i det hele taget. At møde til tiden er ganske almindelig dannelse, og det må vi aldrig begynde at slække på.

Mistrivsel blandt gymnasieelever opstår ikke, fordi de skal overholde det helt basale krav, at de skal møde til tiden. Mistrivslen opstår først, når eleven ikke er en del af sunde fællesskaber såsom klassefællesskabet på sit gymnasium. Den opstår, fordi eleven ikke kan leve op til de faglige krav eller finder rammerne uklare. Der kan være mange årsager, men at møde til tiden vil aldrig være en af dem.

Det er noget af det vigtigste for børn og unge, at de indgår i meningsfulde fællesskaber sammen med andre. Det betyder for dem, at de lærer om ansvar, respekt og god skik over for andre mennesker. Det betyder også, at man får nogle værdifulde venskaber og lærer en masse om sig selv, der giver mening til resten af livet.

Hvis vi tillader elever at komme for sent til undervisning, går de glip af rammesætningen for undervisningen. Lærerne skal gennemgå det samme materiale igen, når alle eleverne er kommet, og undervisningen kommer reelt først til at starte senere. Alternativt skabes et A- og B-hold, hvor den ene halvdel af klassen sættes i gang først, hvorefter de forsinkede elever vil være evigt bagud. Tre år med den formel kommer til at skabe en ulighed i gymnasierne, som hverken eleverne eller samfundet bør være tjent med.

I en tid, hvor vi kæmper for at skabe god kvalitet på uddannelserne for unge, er det her forslag i bedste fald et misforstået hensyn. Det er selvsagt, at kvaliteten af undervisningen ikke bliver bedre, hvis eleverne blot kan komme for sent og misse essentielle dele. I værste fald er det gedigent omsorgssvigt, som Moderaterne inviterer til.

Det er bekymrende, at opgaven skubbes videre til elevernes første arbejdsgivere i stedet. Det kan aldrig være arbejdsgivernes opgave. For mange unge vil det første møde med arbejdslivet blive et nederlag, og det kan vi ikke være bekendt. Der følger et langt liv, hvor man skal møde til tiden. Her vil det ikke være en opfordring eller god skik, men en forventning.

Alle mennesker er forskellige, men vi er nødt til at have nogle klare rammer, for at fællesskabet kan fungere. Det gælder naturligvis også på gymnasiet, som det vil gælde i resten af ens liv.

Vi bør ikke være bange for at stille krav til unge mennesker. Vi gør det for at klæde dem på til resten af livet, og så de er klar til udfordringer og forventninger, som de utvivlsomt vil møde. De unge går også typisk til sport eller har fritidsarbejde, hvor de skal komme til tiden. Gymnasiet har de også selv valgt til, ligesom man selv har søgt et arbejde i det lokale supermarked eller meldt sig ind i en håndboldklub. Hvorfor skal gymnasiet gøres til et sted, hvor der ikke er de samme regler, som ellers er så vigtige at lære de unge?

I vores samfund fungerer det ikke, at vi ikke kan have forventninger til hinanden og de fællesskaber, som vi indgår i. Trivsel opstår, når vi har forventninger til hinanden og gensidig lyst til at indfri dem. Ikke ved at fjerne forventningerne, så vi får en kultur, hvor ens egen tid og præferencer altid sættes over fællesskabets.