Oversvømmelser vil kunne undgås, hvis der bliver renset op
Mange års vandløbsfifleri med ukorrekte vandløbsregulativer skal stoppes. Ret ind efter vandløbslovens ånd og bogstav.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Oversvømmelserne er hyppige i disse tider. Og det er ikke kun klimaets skyld. Problemerne er i betydeligt omfang selvskabte, fordi vandløbene simpelthen ikke vedligeholdes ordentligt.
Når vandløb er oversvømmet, og sluserne må lukkes på grund højvande/stormflod, er der tendens til at give klimaforandringerne – nedbørsmængderne og højvandet – hele skylden. Men det er langtfra sandheden! Rettidig omhu med vandløbsvedligehold ville have afhjulpet mange af problemerne.
Det er indiskutabelt, at Miljøministeriet gennem årtier har vejledt vandløbsmyndighederne om ligefrem at tilstræbe højere grundvandsstand gennem dårligere oprensning af vandløb. Det er også indiskutabelt, at vandløbsmyndighederne (kommunerne) har fulgt vejledningen.
Generelt er vandstanden i danske vandløb steget gennem et halvt århundrede, så den nu er 40-50 cm højere, end den ville være med korrekt vedligeholdelse. Det betyder højere grundvandsstand, og at jordens normalt luftfyldte porer nu delvist er fyldt med vand og derfor har mistet buffervirkningen.
I normalt afvandet jord svarer bufferkapaciteten til 30-50 mm nedbør – ofte mere. Det vil sige, at en sådan nedbør kan absorberes/tilbageholdes. Men når jorden er helt vandfyldt, er der ingen bufferkapacitet – jorden virker som et cementgulv, hvor intet vand kan tilbageholdes.
Alle argumenter om klimatilpasning via ”vandparkering” er uden mening, når parkeringspladserne allerede er fuldt optaget af vand.
Nu gælder det om at få standset mange års vandløbsfifleri med ukorrekte vandløbsregulativer og få rettet ind efter vandløbslovens ånd og bogstav. Derved kan mange oversvømmelser i fremtiden forhindres, og vandmiljøet kan gavnes ved, at færre næringsstoffer udvaskes. Af samme grund vil det også gavne planteproduktionen.