Udgifter skal begrundes med "egenværdien" og ikke med falske argumenter og fugle på taget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvor ofte hører man ikke forslag til øgede udgifter blive begrundet med, at de på længere sigt vil udløse en gevinst: ”Pengene kommer mangefold igen – det er dyrere at lade være” osv.

Der er sågar nogle, der vil have Finansministeriet til at ændre sine regnemodeller, så de tager hensyn til alle de påståede økonomiske gevinster ved at øge udgifterne til børnepasning, skoler, uddannelse, sundhed osv. Men det er ofte ”fugle på taget”, for ikke at sige falsk reklame. Finansministeriets modeller er gode nok, når bare vi ikke gør dem til det eneste saliggørende.

Jeg er varm tilhænger af gode daginstitutioner. Men argumentet, at det ”sparer senere hen” er yderst tvivlsomt, bl.a. fordi det er svært at dokumentere nogen direkte sammenhæng mellem udgifter og kvalitet.

Jeg er også tilhænger af kultur, motion og idræt, og jeg har intet imod, at arbejdsgivere får fradrag for at betale til deres medarbejderes sundhed. Men man skal være varsom med at påstå, at det tabte skatteprovenu kommer igen i form af lavere sundhedsudgifter. Vi ender jo desværre alle med at belaste sundhedssektoren, uanset om det bliver 10 år før eller senere.

Som sundhedsminister erfarede jeg, at Sjælland får færre penge end de øvrige regioner begrundet i en lavere gennemsnitlig levealder. Det billigste er åbenbart, at vi dør, når vi ikke længere er skaffedyr! Men det kan man jo ikke bruge til noget. Sundhedsudgifterne skal ligesom kulturudgifterne begrundes med ”egenværdien”, ikke med argumenter, der måske ikke holder i virkeligheden.

Det samme gælder uddannelse, der ofte helt ukritisk udnævnes til at være en ”investering” i fremtiden. Det er det i nogle tilfælde, men langtfra i alle:

Vi brugte i 90’erne milliarder på ”efteruddannelse for langtidsledige”, som viste sig ikke at have nogen effekt. Vi brugte 100 mio. på ekstra dansktimer i skolen, der heller ikke havde nogen som helst effekt.

For 10 år siden var både regering og opposition behersket af den vildfarelse, at det var bedre, jo flere der tog en lang og dyr videregående uddannelse. I dag ser vi, hvor skadeligt det var, fordi det støvsugede erhvervsuddannelserne for både elever og penge.

Det er en ringe trøst, at akademikersnobberiet er endnu værre i Korea og Japan, hvor det er blevet et stort problem. Hvorimod et af verdens allerrigeste lande, Schweiz, nyder godt af, at halvdelen af en ungdomsårgang tager en erhvervsuddannelse med gode muligheder for at gå videre med uddannelsen.

Endnu et eksempel er uddannelsesstøtten. Danmark har verdens højeste uddannelsesstøtte, fordi vi gerne vil hjælpe mindrebemidlede studerende. Men den sociale begrundelse er falsk. Uddannelsesstøtten flytter jo penge fra lavtuddannede til højtuddannede og har kun ringe virkning på den sociale mobilitet.

Vi giver udviklingshjælp, fordi vi gerne vil give mennesker i fattige lande mulighed for at forbedre deres lod i tilværelsen. Godt så. Men vi skal ikke bruge det argument, at vi derved får færre migranter, for det er jo ikke de fattigste, der kommer sejlende i gummibådene. De fattigste har ikke råd til at betale en menneskesmugler. De strander i nærområdet, hvor 90 pct. af verdens flygtninge befinder sig.

Når flere fattige i denne verden får mulighed for at rejse, vil det ikke reducere, men øge tilstrømningen. Hvis vi for alvor vil hjælpe de fattige, så skal vi overføre de milliarder, vi bruger på asylsøgere, til hjælp i nærområderne, hvor vi kan hjælpe mellem 50 og 100 flygtninge for det, det koster at hjælpe en enkelt i Danmark.

Migranter kan være en stor økonomisk gevinst, men industriens økonomiske argumenter for at hente arbejdskraft ude i verden skal lige sammentænkes med de udgifter, vi fik, da gæstearbejdere fra lavtlønslande i sin tid fik familierne hertil med alt, hvad det indebar – og stadig indebærer.

Digitalisering er vejen frem, og vi skal være stolte af, at Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande. Men det er risikabelt at begrunde det med besparelser. Gang på gang går det galt som i Skat. Og hvis der er en gevinst, går den ofte til forbedringer.

Finansministeriet kan med god samvittighed holde fast i de modeller, der kun regner med kontante gevinster – når bare dets modeller ikke trækkes ned over alting og fortrænger alle mulige andre hensyn. Udgifter skal begrundes med ”egenværdien” og ikke med tvivlsomme påstande om besparelser og gevinster senere hen.