Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Er det konservativ politik at støtte Rusland?

Gud bevare Europa, hvis De Konservative får Niels Flemming Hansen valgt til Europa-Parlamentet. Partiet støtter tydeligvis en aggressor, som invaderer andre europæiske lande.

Dorthe Schmittroth MadsenGymnasielærer, cand.mag., Vejle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Op ad kirkegulvet i Haderslev Domkirke ser jeg Ukraines førstedame, Olena Zelenska, og kronprinsesse Mary gå målrettet mod alteret. Stemningen er trykket, og den propfyldte kirke holder kollektivt vejret. Jeg sidder i en bås ved siden af en ukrainsk familie, hvor moderen tydeligvis er meget berørt og græder.

Ægteparret Zelenskyj er i Danmark for at inspicere de nye kampfly i Skrydstrup, og da vi får nyheden om, at Olena Zelenska også kommer til gudstjenesten sammen med kronprinsessen, bryder flere ukrainere i gråd. I kirken er der en følelse af sorg, fællesskab og tab. Menneskene omkring mig er på flugt, og vi er i krig.

Alverdens politiske organisationer og lande fordømmer Putins invasion af Ukraine med forskellige sanktioner. Den danske regering har ikke kun valgt at donere 19 F-16-kampfly til Ukraine, men har også ved flere lejligheder ytret sin uforbeholdne støtte til Ukraine.

Anderledes forholder det sig hos Det Konservative Folkeparti. Den nyvalgte konservative spidskandidat til Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen, sælger sko produceret i Rusland. Dermed støtter De Konservative Rusland, og derfor er det pludselig blevet konservativ politik at støtte Putins folk, hvis konservative medlemmer tjener penge på det.