Hver fjerde mand får aldrig børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dokumentarserien ”Mandefald”, som løb over skærmen på DR i årets to første måneder, handler om mænd, der bor alene. De har svært ved at finde en partner og kæmper med at opretholde et sundt og socialt, bæredygtigt hverdagsliv.

De hårde tal viser, at hver fjerde mand aldrig får børn, og at halvdelen af alle ufaglærte mænd bor alene – ofte med en usund levestil til følge. Det viser undersøgelser fra Danmarks Statistik og Forum for Mænds Sundhed.

Dokumentarserien om de ensomme mænd minder os om, at vi på mange måder bør være mere bekymrede for mænd og drenge i samfundet, end vi faktisk er. Mænd forholder sig anderledes til deres personlige problemer end kvinder, og tit mangler mændene stærke sociale netværk at trække på i krisesituationer. Mænd er ligeledes markant overrepræsenterede i forhold til misbrug, selvmord og kriminalitet.

Et kønspolitisk spørgsmål, der melder sig, er, om disse triste fakta først og fremmest skyldes nogle mænds uhensigtsmæssige måde at organisere deres liv på. Eller om det lige så meget handler om, at vi har opbygget nogle institutionelle sociale systemer, som disfavoriserer mænd? Har vi som samfund været for dårlige til at få øje på mænds uerkendte og ubehandlede problemer og skræddersy tilbud til dem?

Gadepræsten Morten Aagaard, der deltog i tv-programmet, mener, at vi har »brug for en manderevolution«. Det kan der bestemt være noget om. Dog er sådan en revolution svær at sætte i gang, fordi mænd blandet andet ikke er vant til at opfatte sig selv som et køn og ikke er socialiseret til at opfatte deres problemer som ”kønnede”.

Selv om mændene i ”Mandefald” er gode til at sætte ord på deres udfordringer, er det karakteristisk for mange mænd, at de forsøger at skjule og forvrænge de omstændigheder, som virkelig betyder noget for deres vanskelige livssituation.

Mænd kan også være svære at rekruttere til velfærdsstatens tilbud. En af de største barrierer for mænd ved at skulle tale om sårbare aspekter af deres liv og ligefrem søge hjælp er deres frygt for tab af status og kontrol samt følelsen af inkompetence og afhængighed. Det er en af årsagerne til, at mænd er mere tilbøjelige til at selvmedicinere med alkohol og stoffer frem for at efterspørge hjælp.

Samtidig er mænd også svære at fastholde i langvarige og stabile behandlinger. Sociale tilbud til mænd skal derfor tage højde for mænds potentielle angst og tilbageholdenhed med at række hånden ud efter hjælp.

Det offentlige frontpersonale har brug for at lære om mænds måder at håndtere svære situationer på, så de bedre er i stand til at hjælpe mændene. Det er vigtigt, for mænds krise- og depressionssymptomer misforstås ofte. Det er let at forveksle en mand med behov for hjælp med en faretruende mand, da kriseramte mænd ofte udviser vrede og aggressivitet.

Der er derfor grund til at tro, at samfundet ikke altid ser, når mænd lider – måske ikke mindst, fordi vi som samfund i større udstrækning forventer, at mænd skal kunne klare sig selv, hvorimod kvinder oftere fremstår som mere værdigt trængende.

Kenneth Reinicke er forfatter og lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet.