I kølvandet på #MeToo er der forandringer på vej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Flere politiske partier arbejder for at indføre samtykkebaseret lovgivning, når det handler om omgangen mellem kønnene. Den retslige udfordring i voldtægtssager har nemlig ofte været dilemmaet omkring, hvad en kvinde opfatter som voldtægt og det, som loven opfatter som voldtægt.

Det har betydet, at mindre end 2 pct. af alle voldtægter fører til straf. Der er derfor uden tvivl mange kvinder, der har følt sig frustrerede og vrede, når de har modtaget et henlæggelsesbrev fra politiet.

Men der er sandsynligvis forandringer på vej. Inden længe skal regeringen tage stilling til, om den vil indføre en samtykkeparagraf i lovgivningen om voldtægt. Bliver lovændringen til virkelighed, vil det sætte offeret i en ny og bedre situation, fordi det i højere grad vil komme til at handle om retten til ofrets krop.

Hvis man tager den nuværende danske lovgivning for pålydende, indebærer den en præmis om, at enhver krop i princippet er tilgængelig, indtil der bliver sagt nej og gjort modstand. Mænd er derfor ofte blevet frifundet, hvis kvinden ikke har gjort tilstrækkelig modstand.

Med en samtykkeparagraf vil bevisbyrden stadigvæk være den samme, men bevistemaet ændres. Det vil kunne ændre måden at stille spørgsmål på i retssalene, så kvinden ikke længere på samme måde som nu skal stå til ansvar for, om hun har forsøgt at afværge voldtægten på en bestemt måde.

#MeToo-bevægelsen, som slog igennem i 2017, fokuserede ikke på nye problemer, men var katalysator for, at vi begyndte at tale om gamle problemer på en ny måde. Bevægelsen har medført en mindre berøringsangst over for nogle mænds overgrebskultur.

Flere spørgsmål melder sig dog. Svækker en samtykkeparagraf ét køns retsstilling, eller skræddersyer man en lovgivning, der bedre afspejler det dominerende moralkodeks i nutidens samfund?

Fortalere for samtykkebaseret lovgivning mener, at det er vigtigt at skabe en større accept af, hvad kvinder definerer som overgreb og krænkelser, og at en samtykkeparagraf vil sætte fokus på mænds seksualitet ved at flytte opmærksomheden væk fra den krænkede og over på gerningsmanden. Det vil ske ved, at gerningsmanden i større udstrækning skal retfærdiggøre det frivillige element i den seksuelle handling.

I nogle juridiske kredse har modstandere dog hævdet, at gerningspersonen kan ende op med ”kun” at blive dømt for manglende samtykke og ikke forsætlig voldtægt og dermed få en mildere straf, fordi bevisførelsen ofte er svær.

Man kan naturligvis ikke med et snuptag lovgive sig ud af voldtægtsproblematikken. Men man må ikke undervurdere, hvilke signaler en ny lovgivning kan sende. Udover måske at få flere dømt vil en samtykkeparagraf også præventivt kunne flytte fokus hen på den kultur og de strukturer, som fordrer overgrebene.

Det er vigtigt, idet der ofte er sammenhæng mellem traditionelle maskulinitetsattituder og udøvelsen af voldtægt. En samtykkeparagraf vil nemlig bryde med forestillingen om, at det er mænd, som har den afgørende magt med hensyn til, hvor og hvornår der skal finde seksuelle handlinger sted.

Kenneth Reinicke er forfatter og lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet.